Da Mette Frederiksen (S) i 2019 holdt sin første åbningstale som statsminister var hendes danmarksbillede mildest talt dystert.
”Selvom rammen om billedet holder, så er maleriet falmet. Jordbærboden har fået videoovervågning. Og det er et paradoks, at selvom velstanden samlet set er steget, oplever mange en større usikkerhed,” sagde hun.
Undervejs talte hun i nedslående vendinger om ”pseudoarbejdet” i den offentlige sektor, en centralisering, der var gået for vidt, vold og kriminalitet i ghettoerne, naturkatastrofer, skandalerne i skattevæsenet og finanssektorens grådighed.
”Forskellene er blevet for store. Samfundskontrakten er blevet svagere. Tilliden er blevet mindre. Hvis afmagten slår rod, så risikerer vi troen på demokratiet. Viljen til fællesskab. Håbet om forandring,” lød det.
To år senere er det et helt andet billede, som Mette Frederiksen forsøger at tegne af sit land. Gyserfilmen er blevet erstattet af noget, der til forveksling ligner et skønmaleri i grønne nuancer.
”Forestil jer en fremtid i Danmark, hvor luften er helt ren. Følelsen af at trække vejret dybt og trygt. Byer med grønne arealer. Haver på tagene. Slyngplanter op ad facaderne (…) sortspætter, vilde orkideer og forglemmigej. Højmoser og heder. Det kribler og krabler og blomstrer og gror,” lød det lige dele malerisk og drømmende fra statsministeren, der herefter citerede Enhedslistens Mai Villadsen, der engang har sagt, at klimapolitik ”ikke kun må blive til frygtens politik.”
”Det er jo rigtigt. Vi skal ikke lade frygten lede os, men håbet,” lød det fra statsministeren.
Undervejs talte hun også om bedre uddannelser, den sprudlende hovedstad, flere almene boliger, en ny velfærdslov og om reformer, der skal gøre Danmark rigere og grønnere.
Med andre ord ser det ud til, at dystopien er aflyst til fordel for en ukuelig tro på, at politiske beslutninger kan ændre globale megatrends som globalisering, centralisering, ulighed og fejlslagen integration. Hvis vi kan overvinde en global pandemi, kan vi overvinde alt, lyder statsministerens rationale.
Kristian Madsen er chefredaktør og direktør for A4 Medier. Tidligere har han været politisk kommentator på Politiken og taleskriver for Helle Thorning-Schmidt (S). Ifølge ham har Mette Frederiksen foretaget et retorisk og strategisk ”herresving” frem mod kommunalvalget i november og folketingsvalget, der skal holdes inden den 5. juni 2023.
”Hun er gået fra at have et utroligt dystert danmarksbillede, hvor vanvidsbilisterne kører rundt i gaderne, og hvor man piskede storbyeliten, til en meget optimistisk vision, hvor Danmark er et grønt foregangsland, og hvor København er verdens bedste by,” siger han.
Michael Kristiansen, politisk kommentator på TV 2 og tidligere rådgiver for Anders Fogh Rasmussen (V), sidder tilbage med den samme opfattelse.
”Når man kommer til som statsminister, så er det ofte på et budskab om, at man vil forandre og få styr på alt det, der er galt. Da Anders Fogh Rasmussen kom til i 2001, handlede vores første taler også om, at der var brug for et opgør med Poul Nyrup Rasmussens (S) centralisme og alt det der. Men når man så har siddet på magten i nogle år, så får man også behov for at sige, at det jo faktisk går meget godt. Hvis hun blev ved med at holde dystopiske taler, så ville det falde tilbage på hende selv,” siger han.
Den nye linje, der blandt andet indebærer et løfte om højere klimaambitioner og 22.000 almene boliger i de store byer, handler først og fremmest om at gøde jorden for et godt kommunalvalg i de store byer, hvor det er begyndt at knibe med tilslutningen. Samtidig vil man ikke lade støttepartierne stå alene med den grønne førertrøje, lyder det samstemmende fra Kristian Madsen og Michael Kristiansen. Men de mener begge, at årsagerne til den nye stil på især det grønne område graver dybere end det forestående møde med vælgerne.
Den danske strategi
For at forstå omfanget af det strategiske, retoriske og politiske skifte, der er undervejs for Mette Frederiksen, hendes regering og hendes parti, skal vi nemlig tilbage til formandsskiftet i 2015. Da Mette Frederiksen overtog efter Helle Thorning-Schmidt blev partiets identitet nemlig ændret radikalt. Værdi- og udlændingepolitikken blev strammet, og de gamle allierede i Radikale Venstre blev kasseret som regeringspartnere.
Tilsvarende tog partiet et stort skridt til venstre i fordelings- og velfærdspolitikken. Her var Arnes pension den politiske kronjuvel.
Det var den formel, der sikrede, at Socialdemokratiet lykkedes med at vinde Dansk Folkeparti-vælgere i yderområderne og i stationsbyerne ved folketingsvalget i 2019.
Til gengæld tabte partiet omtrent det samme antal vælgere i de store byer og blandt unge. Langt de fleste blev i den røde blok, men i stedet søgte de mod Enhedslisten, Radikale Venstre og SF.
Deres fællesnævner var først og fremmest et stærkt fokus på den grønne omstilling og et fælles krav om en 70 procents CO2-reduktion i 2030.
Kravet blev en del af forståelsespapiret og klimaloven, da magten skiftede i sommeren 2019. Men i løbet af de seneste to år har støttepartierne, men også Venstre og Det Konservative Folkeparti, igen og igen kritiseret regeringen for at være for fodslæbende, når det kom til den grønne politik.
”Det er først nu, det for alvor er gået op for Socialdemokratiet, hvor vigtig den grønne omstilling er,” siger Kristian Madsen og uddyber:
”Ikke bare for klodens overlevelse, men også politisk. Det er det grønne, der binder rød blok sammen. De er uenige om udlændinge, skat og alt muligt andet. Så hvis der ikke er et grønt flertal, er der ingen Mette Frederiksen.”
Michael Kristiansen supplerer:
”Klimaet har hun omfavnet i bidder. 70-procentsmålsætningen var ikke partiets politik i valgkampen, og hidtil har hun fastholdt, at hun var rød, før hun var grøn. Men nu forsøger hun for alvor at omfavne det grønne, fordi hun har erkendt, at det er den eneste vej frem.”
Det er med den historie in mente, at Mette Frederiksen nu forsøger at promovere en positiv, opbyggelig og optimistisk fortælling, der kobler det traditionelle socialdemokratiske Produktionsdanmark med en ambitiøs grøn politik. Den nye alliance på tværs af by og land skal være garant for, at den grønne omstilling bliver et folkeligt forankret projekt, der medfører arbejdspladser og fremgang i yderområderne og blandt traditionelle socialdemokratiske kernevælgere.
Eller som Mette Frederiksen selv forklarede det fra talerstolen:
”Vi vil forene høje grønne ambitioner med gode arbejdspladser. Og med hensynet til dem, der har mindst. Dét er den danske strategi: en ambitiøs grøn omstilling. Båret af en bred folkelig opbakning.”
Tysk og fransk inspiration
Statsministerens nye personlige engagement i klimapolitikken er ikke bare opsigtsvækkende i et dansk perspektiv, mener Kristian Madsen.
Han påpeger, at Socialdemokratiet under Mette Frederiksen – og stærkt foranlediget af den tidligere chefideolog Henrik Sass Larsen – indtil nu har ment, at deres vigtigste bidrag til de europæiske socialdemokratiers overlevelseskamp gik gennem en fusion af en strammere værdipolitik og en rødere fordelingspolitik.
Men den analyse er især blevet udfordret af de seneste måneders valgresultater i Norge og Tyskland, hvor socialdemokratierne har vundet uden en stram udlændingepolitik som trækplaster.
”Når Mette Frederiksens rejser rundt i verden og taler med sine kolleger, så kommer de jo ikke og spørger om, hvordan det går med alt det der, hun snakkede om i den første tale. Der, hvor Mette Frederiksen har noget, som de for alvor kan lade sig inspirere af, er i fusionen af den traditionelle socialdemokratisme og den nye grønne dagsorden. Det er det, som Olaf Scholz (socialdemokratisk kanslerkandidat i Tyskland red.) og den franske venstrefløj vil høre om. Det er der, hendes egentlige projekt ligger, selvom hun er snublet sådan lidt tilfældigt over det,” siger Kristian Madsen og fortsætter:
”Hendes politiske fokus har af forskellige årsager forskubbet sig mere og mere i retning af det grønne projekt, og nu følger retorikken så med.”
Han mener dog ikke, at den nye analyse skaber tvivl om Socialdemokratiets linje i værdi- og udlændingepolitikken.
”Det er svært at beklikke Mette Frederiksens troværdighed i udlændingepolitikken. Arne har også fået sin pension, så hun er ikke bange for anklagen om, at Socialdemokratiet er ved at forvandle sig til De Radikale. Den er der ikke nogen, der køber.”
Michael Kristiansen er enig.
”Det er ikke i byerne, at Socialdemokratiet står stærkest, og derfor er det kalkuleret og nødvendigt, at man laver noget politik til de store byer. Men det er utroværdigt, hvis man siger, at Mette Frederiksen nu er blevet en slapper, der er ligeglad med provinsen,” siger han.
Michael Kristiansen mener desuden, at især Venstre har forpasset en mulighed for at skabe en stærk moddagsorden til Mette Frederiksens oprindelige dystopi.
”Man kunne have slået på håbet, fremtiden og troen på teknologi. Nu forsøger Venstre lidt med deres frihedsdagsorden, men i det store hele har Mette Frederiksen fået lov til at køre med begge fortællinger uden at møde egentlig modstand.”
Gule veste på Lolland
Lea Friedberg er en af de socialdemokrater, der har sukket efter en skarpere profil på det grønne område.
”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg gerne så os være mere ambitiøse på klimaet og har været kritisk over for linjen i debatten om land og by. Derfor var jeg sindssygt glad for åbningstalen, hvor der var fokus på boliger og klimaet. Der er kommet et skifte, hvor man for alvor er nået til en erkendelse af, at hvis vi ikke løser problemerne nu, så er det min generation, der ender med at stå i vand til halsen,” siger Lea Friedberg, der er kandidat ved kommunalvalget i København.
Tidligere har Mette Frederiksen forklaret sin klimapolitik ved at fortælle, at hun var rød, før hun var grøn. Spørgsmålet er, om den modsætning stadig giver mening?
”Det virker, som om der i hele partiet og hos Mette Frederiksen er kommet en erkendelse af, at det røde og grønne ikke er hinandens modsætninger. Det er hinandens forudsætninger. For hvis vi skal lykkedes, så er vi nødt til at lave en retfærdig omstilling, hvor det ikke bliver arbejderklassen, der skal betale for den grønne omstilling. Nu ser det ud til, at vi endelig for alvor er kommet ind i kampen,” siger Lea Friedberg.
Men der er lang vej igen, fastslår hun.
”Vi er ikke færdige, og arbejdet fortsætter, for der skal stadig indgås mange aftaler, og der skal afsættes nye midler. Der skal findes et grønt råderum, og vi skal begynde at tænke vores økonomi på en helt anden måde. Men efter talen er jeg meget håbefuld.”
Holger Schou Rasmussen er socialdemokratisk borgmester på Lolland. Groft sagt taler han på vegne af det Produktionsdanmark, som al regeringens politik ifølge Mette Frederiksen skal ”gå hånd i hånd med”.
Han er også en af dem, der argumenterer for endnu mere udflytning og omfordeling mellem land og by.
Men ligesom partikammeraten Lea Friedberg er han overbevist om, at regeringen skal blive ved og ved med at skubbe på den grønne dagsorden.
”Hvis vi skal leve af noget de næste 100 år, så er det den grønne omstilling,” siger han.
Men for ham at se kan visionerne kun gå op i en højere enhed, hvis der bliver skabt nye arbejdspladser i yderområderne. Ellers ryger den folkelige opbakning.
”Hvis vi skal stille vindmøller og solceller op i de tyndt befolkede områder, så de kan få grøn strøm i hovedstaden, så er det et no go . Så får vi de gule veste.”
Holger Schou Rasmussen foreslår konkret, at der gives fordele til virksomheder, der placerer deres produktion der, hvor den grønne strøm bliver produceret.
”Det vil betyde, at flere folk flytter hertil, og så vil der opstå vækst, udvikling, arbejdspladser, liv og ny kultur, ligesom vi så det i købstæderne for 40 år siden.”