Dette års nytårstale afslører en dybt desperat statsminister, uden visioner for fremtiden, uden et eneste svar på tidens mange store problemer.
Rasmus Prehn (S) om statsministerens nytårstale 2007.
Talen kan med rette kritiseres for at være tandløs, når det kommer til visioner og værdier.
Peter Mogensen i Politiken om statsministerens nytårstale 2008.
Skal Danmark have en chance , er det nødvendigt at have nogle politikere, der har erfaring, visioner og idéer.
Rasmus Jønsson i 3Fs debatforum om statsministerens nytårstale 2009.
LÆS OGSÅ: Thornings nytårstale får hård kritik af aviser og oppositionen
Jeg synes, det er overraskende, at han både er så lidt visionær og så lidt konkret.
Villy Søvndal (SF) om statsministerens nytårstale 2010.
Der blev holdt en virkelig visionær nytårstale i år. Men det var desværre ikke på Marienborg.
Kristian Madsen i Politiken om statsministerens nytårstale 2011.
Når statsministerens nytårstale er blevet udsendt, kan man være ret sikker på, at repræsentanter for oppositionen og deres entourage af kommentatorer stiller op og med stor alvor giver udtryk for, at talen mangler visioner.
Som regel efterlyser de også konkret indhold, men det mest efterlyste element i dagens politik er helt klart visioner, således også i år.
Man skal ikke hæfte sig så meget ved det forhold, at oppositionen kritiserer statsministeren. Det er dens opgave. Derimod er det interessant, at det betragtes som en gyldig kritik, at en politisk tale mangler visioner. Der synes at være en trang til, at politikere skal gå forrest, se langt og vise vejen. Det er udtryk for en diffus længsel efter stærke og karismatiske ledere. Man kan blot være sikker på, at så snart en politiker præsenterer en vision, vil den også blive kritiseret sønder og sammen for ikke at være rigtig visionær.
Når man ser sig om efter rigtigt karismatiske og visionære mennesker, er det ikke politikere, der først falder inden for synskredsen. Det er snarere skikkelser fra kunstens eller videnskabens verden, og de har som regel ikke stor succes i politik. De store ledende skikkelser i politik har det til fælles, at de er døde eller som minimum pensionerede. En levende og aktiv politiker synes pr. definition at være en elendig politiker. Først i eftermælet kan de gøre sig håb om entydig positiv omtale.
En af de mest agtede politikere overhovedet var Thorvald Stauning (S). Han regnes for en af de største skikkelser i dansk politik. Det var ham, der skabte statsministerens nytårstale som genre herhjemme.
Hans første nytårstale ved årsskiftet 1939-40 var ikke visionær målt med nogen som helst standard. Den var dristig på en anden måde. Den fremlagde ganske nøgternt de sikkerhedspolitiske problemer, som den netop udbrudte krig havde forårsaget, og den foregøglede ikke danskerne nogen vision om, hvordan vi kunne slippe ud af den suppedas med både ære og liv i behold.
I sin grundform lignede den dette års tale. Vi står over for alvorlige problemer, og det lagde statsministeren ikke skjul på. Der var vel tale om et forsøg på det, der i dag kaldes forventningsafstemning. Vi skal være indstillet på, at de næste år ikke bliver en gavebod med frit valg på alle hylder.
Det er klar tale, og hvis det budskab er trængt igennem, har talen opfyldt sit formål. Første skridt må være at skabe enighed om, hvad problemet er. Derefter kan der bedrives politik. Det handler ikke om visioner, men om løsninger. På de løsninger skal regeringen bedømmes ikke på visionære fraser i en nytårstale.
Jes Fabricius Møller er historiker og anmelder ved Kristeligt Dagblad