Retten til at vælge sin egen bolig bør også gælde handicappede

Det er ude af trit med et moderne samfund, når mennesker med et handicap ikke frit kan vælge, hvor de vil bo, skriver socialrådgiver Jørgen Breindahl.

Retten til at bo, hvor man har lyst, er en menneskeret, som også bør gælde for handicappede, skriver socialrådgiver Jørgen Breindahl.
Retten til at bo, hvor man har lyst, er en menneskeret, som også bør gælde for handicappede, skriver socialrådgiver Jørgen Breindahl. Foto: Peter Clausen

I en kronik den 26. maj beskrives en problematik om, at visse grupper af handicappede ikke har et frit boligvalg. Det er problematisk. Retten til at flytte til et miljø, hvor man har ønske om at bo, er en så væsentlig livskvalitet og menneskeret, at den selvfølgelig også må gælde handicappede.

Handicappedes botilbud er en lidt kompleks affære med sin egen historie, for eksempel for de udviklingshæmmede. Mange levede tidligere det meste af deres liv på de store centralinstitutioner, blandt andet i Brejning, Ribelund, Andersvænge, Ebberødgaard med flere.

I 1980 blev hele Statens såkaldte særforsorg (åndssvage/udviklingshæmmede, sindslidende, vanføre, blinde med videre) udlagt lovgivningsmæssigt og dermed opgavemæssigt fra staten til amter og kommuner. De sværest handicappede skulle støttes af amtskommunen.

Ud fra min erfaring blev denne udlægning et meget stort fremskridt. Nogle år senere i 1985 blev der så lavet en særlig paragraf 68 i den daværende sociale bistandslov. Denne paragraf åbnede op for, at kommunerne som noget nyt kunne oprette lokale såkaldte bofællesskaber for de udviklingshæmmede og andre handicapgrupper.

På mange måder skabte muligheden for kommunale bofællesskaber grobund for en meget positiv udvikling. Unge med en varigt nedsat funktionsevne kunne i en række tilfælde forblive boende i lokalområdet. Eller kunne flytte derhen, hvor de kunne få den bedste samlede støtte.

Med gennemførelse af serviceloven pr. 1. juli 1998 blev opgavedelingen mellem amtskommuner og kommuner omkring botilbud videreført. Lovens paragraf 91 taler om midlertidige bo-ophold (kommunal forpligtelse), og paragraf 92 om længerevarende ophold (amtskommunal forpligtelse).

I begge tilfælde var der tale om personer med et varigt behov for støtte, eksempelvis i form af fysisk og behandlingsmæssig støtte, hjælp til økonomistyring, hjælp til grænsesætning, seksualvejledning, netværksopbygning og fastholdelse af netværk, støtte til beskyttet beskæftigelse og deltagelse i fritidsaktiviteter.

Og i en god, positiv balance mellem på den ene side støtte til den enkeltes reelle personlige udviklingsmuligheder og på den anden side personalemæssig støtte på nogle områder til kompensation for den enkeltes manglende ressourcer. Paragraf 91 og paragraf 92 er senere blevet til paragraf 107 og paragraf 108.

Udviklingen i de senere år har i stigende grad involveret forskellig lovgivning på boligområdet, såsom almenboligloven, ældreboligloven, serviceloven og friplejeboligloven. Dette ikke mindst i kølvandet af amtskommunernes nedlæggelse i 2007 og deraf følgende kommunal overtagelse af en række amtskommunale opgaver på handicapområdet.

Det virker i den forbindelse helt bagvendt og ude af trit med et moderne samfund, at der i den aktuelle servicelov - i forhold til frit valg af bolig forskellige steder i landet - skelnes mellem servicelovens paragraf 107 (midlertidig bolig) og paragraf 108 (bolig med længerevarende ophold).

Efter min erfaring bebos begge disse boligformer af personer med et væsentligt og varigt behov for bomæssig og socialpædagogisk støtte. Det er alene handicappets sværhedsgrad, der begrunder mere eller mindre intensiv støtte. Derfor bør den fritvalgsmulighed, der eksisterer for handicappede i servicelovens paragraf 108 og i almenboliglovgivningen, naturligvis udvides til også at gælde for - midlertidige - botilbud efter servicelovens paragraf 107.

I hvert fald, når den handicappede har boet i paragraf 107 boligen i en vis periode. Stavnsbåndet er jo ophævet for mange, mange år siden! Det bør selvfølgelig også gælde for alle mennesker med nedsat funktionsevne.

Jørgen Breindahl er socialrådgiver