Prøv avisen
Refleksion

Stendyssen er modbilledet på samtidens hamsterhjul

Illustration: Søren Mosdal

Som den står dér tung og urokkelig, minder dyssen os om, at vi skal være jorden tro; at vi skal finde vores eget tempo og lære at give afkald; at vi skal besinde os på, at der var nogen her før os, der efterlod os en ædel arv, skriver forfatter Kasper Støvring

FORLEDEN BESØGTE JEG den igen, den mere end 5000 år gamle stendysse. Den drager mig med sin tiltrækningskraft, men på en hemmelig måde, for landets oldtidslevn er egentlig meget vanskelige at få et forhold til. Stendysserne er nemlig noget af det mest usamtidige og gådefulde, der findes. Er de forhistoriske altre? Begravelsespladser eller andre former for særligt indviede zoner?

Min dysse er Gunderslevholm-dyssen, der betog Grundtvig så inderligt, og hvorom Martin A. Hansen skriver i ”Orm og Tyr”: ”Han fattede stedets religiøse natur, at her har det hellige været.” Det tager tid at nå ind til dyssen.

Den er ikke nem at finde, og det kan næppe lade sig gøre at finde den uden et kort over skoven, der gemmer på den. Først skal man forcere hegn og bevæge sig ad mudrede stier og gennem tætte krat, når man nærmer sig dyssen, men da forstummer fuglesangen, det bliver så stille, og man fornemmer højtideligheden i luften.

Og så pludselig, i lysningen, står man ved den imposante stendysse. En gammel, knoklet eg våger stadig over stedet, bladene hvisker i vinden, og om sommeren blomstrer den smukkeste hvidtjørn med sine fine, hvide kupler midt i det hele. Der gror mos på stenene, og den store sten på alteret hviler med sin egen ro. Mørk og hård, tung og grå.

Dyssen taler til os, som den har gjort ned gennem forfædrenes lange, lange historie. Lytter vi meget nøje efter, hører vi stadig noget vigtigt. Dyssen taler nemlig ikke bare ind i, men også imod en tid, hvor langt over en halv million danskere er syge. Af stress, angst og depression, der er beskrevet som den tilstand, hvor verden ikke længere svarer. Den er blevet tavs, tom og kold. Vi lever i en konkurrencestat, et præstationssamfund, en optimeringskultur, hvis dominerende billede er hamsterhjulet. Det er et banalt billede, men vi kan måske vride nogle nye betydninger ud af den fortærskede metafor og dermed også forstå, at stendyssen er det mest radikale modbillede til hamsterhjulet.

HAMSTERHJULET ER DET LOKKENDE gyldne hjul, som alle vil være med i. De, der er ekskluderede fra hjulet, er de arbejdsløse og de syge, kort sagt taberne. Og dog producerer hjulet selv syge mennesker. Er man først inde i hjulet, mister man i bogstavelig forstand jordforbindelsen. Man står ikke længere fast, man er på gyngende grund. Man har mistet sin frihed og værre endnu: Man har mistet sig selv.

Øjeblikket efter du er indtrådt, snurrer du med i hjulet, og det går hurtigere og hurtigere. ”Lev dobbelt så hurtigt, så fordobler du summen af flere livsforløb inden for ét!”. ”Gå ikke glip!”. ”Skift bopæl, job, partner!”. Sådan lyder coachingindustriens fristende tilbud, der får dig til at præstere mere og mere.

Uden denne konstante acceleration af livstempoet falder du ud, for sådan er hjulets dynamik. Tøver du blot et enkelt øjeblik, ryger du af, ud til taberne. Men selvom hjulet drejer med enorm hastighed, kommer du ingen vegne. Hjulet kører bare rundt og rundt. Du føler aldrig, du får udrettet det, du burde, men du frygter at falde ud, og du ved, at du bliver overhalet, hvis du går ned i tempo, for der står altid en konkurrent parat til at tage dine goder fra dig – dit job, din partner, din prestige. Resultatet? Du bliver udbrændt.

DET SVEDENDE, selvoptimerende og omstillingsparate dyr i hjulet har speedet tilværelsen op, men er ved at tabe pusten. Med en banken i brystet og et bange blik ser det ud på de andre uden for hjulet. Men de, der er udenfor, ser misundeligt ind. Det er de fortabte, der er kronisk ramt af sygdom eller manglende kompetencer.

Dog – der er nogen, der med vilje har trukket sig ud og tilbage. Det er dem, der hører stendyssens tale. Som den står dér tung og urokkelig, minder dyssen os om, at vi skal være jorden tro; at vi skal finde vores eget tempo og lære at give afkald; at vi skal besinde os på, at der var nogen her før os, der efterlod os en ædel arv, som Johannes V. Jensen skriver i sin danmarkssang om ”gravhøjene i det grønne land”.

Det budskab går let i glemme i en tidsalder som vores, hvor alt for mange går hvileløst gennem vandløse steder, mens de stakåndet fokuserer på nuet.; et nu, der hele tiden mases sammen mellem en fremtid, der endnu ikke er virkelig, og en fortid, der ikke længere er nyttig.

I HØJHASTIGHEDSSAMFUNDET skrumper den tid, en erfaring gælder, hurtigere og hurtigere ind, og gådernes antal bliver mindre og mindre. Desto større er følelsen af andagt ved at møde det, der er helt anderledes. Der skal nemlig en fjernhed og fremmedhed til for at genfortrylle vores verden, så vi igen kan lytte og blive seende. Derfor er den gamle stendysse stadig hellig for os, de endnu levende.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.