Stifter af Venligboerne har meldt sig ud: Jeg ville sprede næstekærlighed, men det endte i politisk kamp

Venligboerne startede som en bevægelse for kærlighed, men for mange blev det til en politisk bevægelse imod stram asyllovgivning. Det har fået stifter Merete Bonde Pilgaard til at forlade gruppen, for hun mener ikke, venlighed har en politisk farve

Vær venlig i mødet med andre. Det var det enkle budskab, der for fem år siden drev Merete Bonde Pilgaard til at stifte bevægelsen Venligboerne. Men nogle af medlemmerne af Venligboerne ønskede at dreje bevægelsen i en politisk retning og arrangerede demonstrationer med ”Venligboerne” på bannerne. Stifteren endte med at bruge så meget tid på at forsøge at overbevise omverdenen om enkeltheden, at hun i perioder ikke havde tid til at give samme opmærksomhed til sine nærmeste. Nu kal
Vær venlig i mødet med andre. Det var det enkle budskab, der for fem år siden drev Merete Bonde Pilgaard til at stifte bevægelsen Venligboerne. Men nogle af medlemmerne af Venligboerne ønskede at dreje bevægelsen i en politisk retning og arrangerede demonstrationer med ”Venligboerne” på bannerne. Stifteren endte med at bruge så meget tid på at forsøge at overbevise omverdenen om enkeltheden, at hun i perioder ikke havde tid til at give samme opmærksomhed til sine nærmeste. Nu kal. Foto: Wilfred Gachau/Ritzau Scanpix.

DA MERETE BONDE PILGAARD VAR BARN, byggede hun engang en hule i en stor skov sammen med nogle venner. En virkelig fin hule med svævebane. Der kom nogle andre børn, som ville være med i hulen. Men de ville pludselig ændre på alt det, der var det helt særlige ved hulen. Og flytte svævebanen et andet sted hen.

Det er sådan, Merete Bonde Pilgaard har det med Venligboerne i dag. I fem år har hun forsøgt at forklare formålet og grundtanken med Venligboerne for både de flere tusinde medlemmer i Venligboernes Facebook-grupper, men også for den generelle befolkning. Nu har hun givet op. Hun vil ikke længere kalde sig venligboer, selvom hun stadig vil prøve at sprede venlighed omkring sig.

De fleste, der har hørt om Venligboerne, kæder bevægelsen sammen med den store flygtningestrøm, der krydsede grænsen i efteråret 2015. Men for Merete Bonde Pilgaard handler Venligboerne i sin grundessens om venlighed og intet andet. Hun baserede bevægelsen på det, hun kalder de tre nøglesætninger: Vær venlig i mødet med andre. Vær nysgerrig, når du møder mennesker, der er forskellige fra dig. Mød forskellighed med respekt.

Hun har brugt de seneste år på at kæmpe for at fastholde enkeltheden. Uden held.

HUN FIK IDÉEN TIL Venligboerne i 2013, fordi hun som sygeplejerske havde arbejdet med sundhed i en belastet bydel i Hjørring, hvor hun opdagede, at folk var mere optagede af utilfredshed end fysisk sundhed. Det var utilfredshed med folk i deres opgang, der aldrig hilste, eller folk, der havde en hund, som sked på deres græsplæne. Hun forsøgte at ændre deres fokus. Hun fik dem eksempelvis til at sige godmorgen til naboen, der aldrig hilste.

Merete Bonde Pilgaard.
Merete Bonde Pilgaard. Foto: Heidveig Rainarsdottir

”Jeg kunne mærke på dem efter et par måneder, at det gjorde en forskel. De fik det bedre med hinanden og fik lyst til at være mere sammen med hinanden.”

Hun kunne se, at høfligheden gjorde folk mindre ensomme, og at de fik et bedre psykisk helbred.

Derfor valgte hun sammen med nogle andre kvinder at bruge sin fritid på at få Hjørring til at blive et mere venligt sted. Og som vendelboer lå det lige for at give gruppen navnet Venligboerne. Hun oprettede en Facebook-gruppe i 2013 under det navn – og gruppen var tænkt som en lokal bevægelse.

Men halvandet års tid senere kom flygtningestrømmen. Og da hun så de mange flygtninge på gågaden i Hjørring, tænkte hun, at det ville være godt at vise dem noget venlighed. Hun havde forestillet sig, at Venligboerne skulle vise dem, hvor Rema 1000 ligger og måske give dem nogle ting, hvis de manglede noget. Men så begyndte det at rygtes, at der var en Facebook-gruppe, og hun fik beskeder fra folk rundt omkring i hele landet, at de også ville lave Venligbo-grupper lokalt.

”Det gik helt bananas den nat, hvor alle flygtningene gik over motorvejen. Der fik vi 5000 medlemmer i én af Facebook-grupperne. Der kom så mange nye medlemmer på én gang, at det blev svært at fortælle dem alle sammen, at det handler om venlighed, imødekommenhed og ikke penge og politik. Det kunne vi ikke nå,” husker hun.

Venligboerne skulle for dig handle om venlighed og ikke politik. Gjorde du selv noget for at bevare det fokus, da Venligboerne blev større?

”Det er klart, at det er mere vanskeligt, når der er 24.000 mennesker i en Facebook-gruppe, end når man sidder 13 mennesker sammen.

Der var nogle, der havde holdninger til asyllovgivningen, som ville bruge Venligboerne til at komme igennem med den dagsorden. Jeg prøvede at kridte banen op og inspirere andre ved at fortælle om mine oplevelser med venlighed, så det inspirerede andre til at skrive om noget, der havde gjort dem glade i mødet med et andet menneske. Det var den gode karma, jeg havde tænkt, vi skulle sprede, så man gik glad i seng om aftenen. Men der opstod en dårlig tone i grupperne.”

En tidligere venligboer har skrevet på Facebook, at ”populistiske fraktioner og politiske og ideologiske grupper” har ageret i Venligboernes navn. Ser du det også sådan?

”Ja. Det har jo ikke været nogen hemmelighed. Vi har også tidligere snakket om, hvorfor folk insisterede på at kalde sig Venligboerne. De sagde, at det var, fordi det var et godt brand med et godt navn. Det var jo helt galt, da venligboere hjalp folk over grænsen. Og alt det har jeg skullet stå til regnskab for. Men venlighed har ingen politisk farve! Når nogle personer brugte Venligboerne i politiske sammenhænge til at ændre på for eksempel asyllovgivningen, så synes jeg, at de desværre helt har misforstået fidusen ved Venligboerne.

Venligboerne handlede for mig om venlighed. Punktum. Over for alle mennesker. Hvis man går i en politisk retning, ekskluderer man jo en hel del mennesker – og det var jo slet ikke meningen. Venligboerne var tænkt som en bevægelse for noget. Ikke en bevægelse mod noget.”

Hvad fik dig til at melde dig helt ud af Venligboerne i september?

”I en årrække har jeg tænkt, at jeg ikke havde fået forklaret formålet med Venligboerne godt nok. Som privatperson har man ret til at være superpolitisk, men ikke som repræsentant for Venligboerne. Jeg har troet på, at hvis jeg bare forklarede det godt nok, så ville det give mening for folk, at man kunne skille det ad. Men jeg må erkende, at de allerfleste tænkte, at Venligboerne kun har noget med flygtninge at gøre.

Der var ikke én dråbe, der pludselig fik bægeret til at flyde over. Jeg har haft overvejelserne gennem årene, men har hele tiden tænkt, at jeg bliver ved lidt endnu.

Jeg så på mig selv udefra og kunne mærke, at det var blevet en kamp for mig. Jeg blev næsten desperat. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke bare kunne forklare grundessensen i Venligboerne.”

Hvorfor har det været vigtigt for dig at skære alle bånd til Venligboerne?

”Det er ikke, fordi det, Venligboerne er blevet til, er dårligt eller ondskabsfuldt – der er sket mange gode ting i venligbo- regi, mange gode sociale relationer er blevet skabt. Om ikke andet så en opmærksomhed på mødet med andre.

Men folk ved for eksempel ikke, hvem afsenderen er på pengeindsamlinger, eller når folk står på Rådhuspladsen i København og demonstrerer mod asyllovgivningen, hvor der står Venligboerne på bannerne. Så tænker folk: ’Hvem har dog fået den idé?’, og så søger de og finder mit navn og skriver til mig. Jeg er blevet kaldt mange forfærdelige ting. Der var for eksempel en, der skrev, at han mente, det var bedre, at det var mig, der havde været med i u-båden med Peter Madsen.

Jeg kunne godt blive ved med at sige, at det ikke var min idé. Men når folk først er i det røde felt, er det virkelig vanskeligt at have en dialog.”

Du var selv med til at starte en café i et asylcenter i Hjørring i 2015. Handler det ikke om flygtningepolitik?

”Overhovedet ikke! Jeg tænkte: De er asylansøgere, de kender ingen. Mennesker har brug for at blive mødt venligt uanset hvad. Hvordan kan jeg være med til at møde disse mennesker venligt? Det var udgangspunktet. Venligboerne havde for mig ikke noget at gøre med at blande sig i myndighedernes arbejde. Når myndighederne siger: ’Du er ikke berettiget til at være her’, så måtte vi også slippe dem.

Der er mange i Venligboerne, der har tænkt, at vi skulle følge sagerne og klage. Men der bliver det problematisk. Jeg har altid sagt nej til at hjælpe med at udfylde papirer til familiesammenføring. Nogle synes, jeg er meget firkantet. Men det har været nødvendigt, synes jeg.

Jeg tror, at hvis ikke der var kommet en flygtningestrøm, så havde vi bare siddet her i Hjørring og hygget os med at prøve at være mere venlige. Jeg vil tro, at havde det været 500 mennesker fra Grenaa, der flyttede til Hjørring, så havde jeg gjort det samme for at sørge for, at de faldt til.”

Men der vil vel altid opstå grupperinger som i hulen, da du var barn. Er det ikke lidt naivt at tro, at det kan lykkes at få alle til at være venlige i din hule?

”Det tror jeg ikke er naivt, for venlighed er alment menneskeligt. Det er så fundamentalt og livsvigtigt. Jeg tænker ikke, det er umuligt at få det skåret ind til det.

Nogen føler, de ikke har overskud til at være venlige. Kan man sige, man bør være venlig i alle sammenhænge? Ja, det synes jeg, vi skal prøve at øve os i. Det er forskellen mellem mennesker og dyr. Så daler aggressiviteten imellem os. Vi føler os mere tilpas, hvis andre er venlige, og vi selv er det. Derfor mener jeg, vi er moralsk forpligtet til at være ordentlige.”

Er det ikke næstekærlighed, du argumenterer for?

”Jo. Jeg har en grundlæggende tro på, at bag enhver frustration ligger der en længsel, og hvis man prøver at huske på det, når man møder folk, der er meget frustrerede, så er det meget nemmere at møde dem med venlighed. Næstekærlighed er et godt ord. For mig er min ’næste’ alle dem, jeg møder. Også dem, jeg mødte på Facebook.”

Det gik ikke med Venligboerne, som du ville. Hvis det ikke engang kan lykkes at få folk til at være venlige internt i Venligboerne, er din kamp for venlighed så ikke tabt?

”Jeg tror virkelig stadig på det. Men Facebook er ikke det rigtige sted. Det er virkelig et ustyrligt medie. Hvis jeg skal lave noget igen engang, bliver det ikke der. Jeg skal leve et liv, ikke vinde en kamp. Så nu har jeg trukket mig tilbage til det lokale. Jeg tænker, at hvis jeg anstrenger mig, så breder det sig. Bare langsommere.

For nylig var jeg på vej ned at handle og kørte forbi en ung fyr, som trak sin cykel, mens han haltede. Jeg steg ud af bilen og spurgte, om han var okay. Det viste sig, han havde fået en fibersprængning. Han boede flere kilometer væk. Jeg tilbød ham et lift, og han var så taknemmelig. Det viste sig, at han lige var flyttet til Hjørring fra København. Da jeg satte ham af, sagde han, at det første, han ville gøre, var at ringe til sin far og fortælle om min venlighed. Det bekræftede mig i, at jeg skal blive ved.

Vi lever et langt liv. Om det her så tager noget længere tid, fordi det ikke foregår på Facebook, så går det nok. Måske er det bedre, fordi vi kommer ned i fart. Jeg har besluttet mig for, at jeg skal slappe af og tro på langsommeligheden. Det behøver ikke være stort for at være godt.”