Stiftsøvrighedens kunstneriske ansvar

Så er den der igen, den pinlige diskussion om den gode og den dårlige kirkekunst og om hvem, der skal bestemme, hvad der er godt, og hvad ikke. Årsagen er en farvestrålende udsmykning af en prædikestol i Hem Kirke af den populære billedkunstner Adi Holzer. Og så at den æstetiske ekspertise Akademirådets Udvalg for Kirkekunst ikke anser denne kunst for passende udsmykning i Hem Kirke. »Om smagen kan der ikke diskuteres«, sagde man allerede i antikken. Og det ved vi alle sammen. Når vi taler kirkekunst, er der i første omgang to muligheder: Gud eller menigheden. Det at udsmykke en kirke til Guds ære alene er vist efterhånden lidt passé. Kunsten skal understøtte kirkens forkyndelse og undervisning, enten som æstetisk baggrund for den eller, som Luther mente, ved at illustrere det talte ord - eller måske, ved at provokere menigheden til tankevirksomhed. Så vidt så godt. Kirker skal udsmykkes til menighedens brug på den ene eller anden måde. Men alle vi, som har med kirker og menigheder at gøre ved, at der findes måske nok noget, som man kan definere som den danske folkekirke, men der findes ikke to identiske kirker eller menigheder. Derfor kan vi ikke nøjes med en objektiv erklæring om, hvad der er god, og hvad der er dårlig kirkekunst - ikke engang fra en æstetisk autoritet som Akademirådet. For noget kunst er god til én menighed og én kirke, og nøjagtig den samme kunst kan være helt rædselsfuld til en anden kirke og en anden menighed. Men hvorfor så spørge Akademirådet, hvis ikke man ønsker at høre, hvad det har at sige? Så vidt jeg ved, er Akademirådet et tilbud om en konsulenthjælp for menighedsråd, stiftsøvrighed og kirkeministerium. Når der er tale om nagelfast kunst i kirker, alterudsmykning o.l., kræver vores lovgivning, at Akademirådets mening skal høres. Men ikke nødvendigvis følges! Derfor kan det alene være et ønske om at dække sig ind og ikke selv tage de mulige øretæver, der får folk til at citere ekspertisens mening, hvis man altså ikke har til hensigt at følge den. Det fine, og sådan som jeg oplever det, helt rigtige ved Akademirådets udtalelser, er netop, at de er så lidt nuancerede og lokalt engagererede, som de er. Akademirådet skal alene udtale sig objektivt om kunstens samspil med et rum og altså hér kirkerummet. Ikke om kunstens samspil med gudstjenesten og dens mulighed for kommunikation med menigheden. Ønsker man en nuanceret vejledning fra rådet angående æstetiske værdier, kan denne dog også leveres . Jeg har et udmærket eksempel fra Islebjerg Kirke i Frederikssund, hvor glaskunstneren Tchai Munch havde leveret et udsmykningsforslag som Akademirådet, foranlediget af en henvendelse fra stiftsøvrigheden, havde vendt tommelfingeren ned overfor. Da menighedsrådet imidlertid overvandt sin skuffelse og bad om en nærmere vejledning fra Rådet, fik de den til alles store tilfredshed, menighedsråd, glaskunstner, Akademiråd og arkitekter. Det hele blev klaret ved to akademirådsmedlemmers besøg på stedet og en forenkling af et lidt for symbol-ladet udsmykningsforslag. Mit anliggende i alt dette? Hvorfor dog rette smed for bager? Akademirådet er ikke konsulent på sammenhængen mellem kirke, gudstjeneste, menighed og kunst, og hvad det lokale menighedsråds hensigt er med en ny kirkeudsmykning. Akademirådet er konsulent på, hvilken kunst der i dagens Danmark må anses for at være god kunst - og hvordan denne gode kunst klinger sammen med et givent kirkerum. Når menighedsråd ønsker en ny kirkeudsmykning af mere fast karakter, er de forpligtet til at gå hele vejen igennem systemet: gennem provstiudvalg til stiftsøvrighed. Det er tit langsommeligt, og det kræver en god argumentation. Menighedsrådet skal derfor have gjort sig helt klart, hvorfor de ønsker den nye kunst, hvem denne kunst skal henvende sig til, og hvordan dette bedst opnås. Men har de argumenteret godt nok, og er pengene der til projektet, må det være stiftsøvrigheden, der tager ansvaret for, om projektet skal gennemføres eller ej. Og tør gøre det! - Med hjælp fra konsulenter som Nationalmuseet og Akademi-rådet om nødvendigt. Det er stiftsøvrigheden, der har den teologiske og kirkelige ekspertise og den endelige beslutningsmagt. Men for tiden er det mit indtryk, at stiftsøvrighederne generelt foretrækker at fralægge sig dette ansvar og lægge det over på konsulentinstitutioner som Akademirådet og Nationalmuseet. En kirke er ikke et muse-umsstykke. Derfor er den heller ikke fredet. Vores kirker skal bruges bedst muligt. Det er stiftsøvrighedens opgave og ansvar at tage stilling til, om de bliver det. Om deres indretning og kunst tager højde for den menighed, kirken skal betjene i dag og i nær fremtid. Anne-Mette Gravgaard, konsulent i kirkekunst og kirkeindretning, Kirkefondet.