Prøv avisen
Debat

Stig Grenov: Folketinget vil med ny lov reelt indføre aktiv dødshjælp

Illustration: Rasmus Juul

Samtlige partier i Folketinget bakker op om en kommende lov, som ifølge forslagets hovedarkitekter reelt er en indførelse af aktiv dødshjælp. Muligheden for, at lovændringen udvikler sig til et spareprojekt ligger lige for, lyder Stig Grenovs bekymring

Samtlige partier i Folketinget bakker op om en kommende lov, som ifølge forslagets hovedarkitekter reelt er en indførelse af aktiv dødshjælp. Sundhedsminister Ellen Trane Nørbys (V) forsikring om det modsatte, og brugen af det sprogligt mere spiselige ”passiv dødshjælp” fjerner ikke de afgørende forhold, som afslører loven og den bagvedliggende politiske aftale som en ulv i fåreklæder.

Lovforslaget L99 bærer titlen ”Øget selvbestemmelse for patienter i forhold til fravalg af behandling, herunder oprettelse af en behandlingstestamenteordning”. Det centrale i forslaget, som sundhedsordfører fra Dansk Folkeparti Liselott Blixt og Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, er hovedarkitekter for, er åbningen for sundhedspersoners medvirken til patienters ønske om at afslutte livet. Også selvom døden ikke er umiddelbart forestående.

Om det siger Flemming Møller Mortensen ifølge flere medier:

”Når lægen siger, du skal dø inden for nogle uger, så skal det være en mulighed at fjerne medicin, mad og drikkevarer og give sovemedicin, så man sover stille og roligt ind i døden.”

Tankegangen åbner for en række andre spørgsmål: Hvor lang tid må den skønnede restlevetid være, når forløbet sættes i værk? Hvis det er to uger, hvad så med tre, fire, fem eller flere uger? Hvilke(n) læge(r) skal pålægges at vurdere fremtiden for et sygdomsforløb, man dybest set ikke kender? Og skal læger og andre sundhedspersoner af samvittighedsgrunde have ret til at nægte at medvirke ved et sådant forløb?

Kristelig Lægeforening har i en henvendelse til Folketinget påpeget, at en sådan anvendelse af sovemedicin bør karakteriseres som aktiv dødshjælp, idet formålet med handlingen er at fremskynde patientens død.

De primære dødsårsager i forløbet vil godt nok være være sult og tørst i kombination med patientens sygdom, men forløbet kan kun gennemføres, hvis sovemedicinen anvendes aktivt af lægen i form af en såkaldt palliativ sedering. Det er en behandling, som her vil være terminal, det vil sige føre til patientens død.

Landets hospiceledere har i deres høringssvar ønsket, at patienterne ikke skal have krav på medicinsk foranstaltet bevidstløshed, men at en sådan behandling fortsat skal bero på en lægefaglig vurdering af patientens aktuelle tilstand. Et sådant krav åbner op for endnu en Pandoras æske af etiske problemstillinger. Er patientens holdning den samme, som da vedkommende var rask og skrev testamentet? Handler mennesket i chok eller angst? Er patientens ønske dybest set et råb efter, at nogen nægter at imødekomme det? Et råb efter, at nogen vil mig, når jeg føler mig ensom og forladt og uden nytteværdi.

Jeg er overordentligt bekymret for, at de mennesker, der sederes på denne måde, overvejende vil være ensomme, og at dette i givet fald vil have en social slagside. Og da patienterne alligevel er uden bevidsthed og blot tørster ihjel, er det let at forestille sig, at man senere under påskud af menneskelig værdighed indfører brug af dødbringende gift. De fattige og dem uden familie står forrest i køen.

Muligheden for, at lovændringen udvikler sig til et spareprojekt ligger lige for. Kombinationen af selvbestemmelse og palliativ sedering er slet ikke gennemtænkt. Det er uklart, hvilken pligt læger og andre personalegrupper for eksempel skal have til at undersøge mulighederne for aktiv livshjælp. En hjælp, som kan øge patientens livskvalitet i de sidste, men vigtige uger af livet.

Og der er en anden vej. I Kristendemokraterne anerkender vi naturligvis den enkelte myndige persons ret til at fravælge behandling. Vi går ligeledes ind for at bruge smertestillende midler – også selvom det kan forkorte livet. Vi lægger stor vægt på at fremme forskningen i palliation. Det er afgørende at bruge de nødvendige midler for at lindre og smertedække. Vi mener, at døden skal accepteres som et vilkår, men også at vi som samfundsfællesskab skal værne om og værdsætte livet.

Hvis nogle af vore medmennesker ikke synes, at livet er værd at leve, er det vores ansvar at gøre alt, hvad vi kan, for at give dem livsmod og livskvalitet. Vi skal lægge stor vægt på at yde aktiv livshjælp. Hospicebevægelsen er et fornemt eksempel på, hvordan man kan give mennesker maksimal livshjælp, så længe de lever.

Læger skal ikke pålægges aktivt at arrangere en sulte- eller tørstedød for mennesker, som kan smertedækkes uden brug af sedering, og som ellers kunne leve yderligere nogle uger. Palliativ sedering bør kun komme på tale i de meget få terminale tilfælde, hvor det ikke er muligt at smertedække patienten på anden vis.

Og selv der kan man vække patienten, når de pårørende for eksempel skal tage afsked. Skulle loven og den nye praksis alligevel blive tvunget igennem, skal læger og andre sundhedspersoner kunne nægte at deltage for deres samvittigheds skyld.

Det er vores håb, at Folketinget vil følge hospiceledernes forslag, der slår fast, at palliativ sedering og den omtalte brug af sovemidler ikke kan aftales i et behandlingstestamente.

Det faktum, at et flertal i Folketinget fastholder, at man ikke ønsker aktiv dødshjælp indført i Danmark, sammenholdt med, at lovforslaget reelt cementerer en etisk glidebane hen imod selvsamme aktive dødshjælp, burde medføre, at man opgiver en hastebehandling i løbet af foråret.

I stedet skulle Folketinget tage initiativ til en bred offentlig debat om emnet og sikre, at man udnytter alle muligheder for at yde aktiv livshjælp i patientens sidste, men meget vigtige tid.

Stig Grenov er landsformand for Kristendemokraterne.

Jeg er overordentligt bekymret for, at de mennesker, der sederes på denne måde, overvejende vil være ensomme, og at dette i givet fald vil have en social slagside

Stig Grenov