Stod den danske regering bag mordet på Kaj Munk?

HISTORIE: Ligesom den danske regering den 9. april 1940 sendte nogle soldater ud som kanonføde for at det kunne se ud til, at vi forsvarede os, indførte Danmark efter krigen også dødsstraf, så vi kunne demonstrere, at vi hørte med blandt de allierede

Kaj Munks fem mordere blev i 1944 åbenbart for hurtigt indkredset af politiets rejsehold. Dette fik i hvert fald besked på at holde inde med efterforskningen. Efter krigen blev de fire af morderne fundet og retsforfulgt i Danmark. Den femte, mente man, var faldet på østfronten. Nu mener man så, at han sidder i Østrig.

Den ene af de fire blev ved Københavns Byret frikendt og sendt ud af landet. De tre andre, Schwerdt, Nebel og Schönlein, blev idømt dødsstraf.

Ligesom den danske regering den 9. april 1940 sendte nogle soldater i Sønderjylland ud på landevejene til nedskydning for at det kunne se ud til, at vi forsvarede os, sådan indførte vi efter krigen dødsstraf, for at vi med nogle henrettelser kunne demonstrere, at vi hørte med blandt de allierede. En del af dem, der blev henrettet, var folk, som i november 1943 havde lyttet til den danske statsministers, Vilhelm Buhls, alvorligt mente opfordring til at angive sabotører.

De tre Munk-mordere blev ikke henrettet. Dødsstraffene blev ændret til mange års fængsel. Schwerdt fik 24 år, Nebel 16 år, og Schönlein fik 20 år. Men efter at de havde siddet i fire år, blev de benådet og udvist. Får vi østrigeren udleveret, kan han for konsekvensens skyld derfor højest få fire års fængsel. Og da han er en ældre herre, bliver han vel benådet efter et halvt års tid? Bliver danskernes retfærdighedsfølelse styrket af en eventuel sag?

Hvilken interesse kunne tyskerne have i at fjerne Kaj Munk? Var det snarere samarbejdspolitikerne, der kunne se en fordel i at lukke munden på deres skarpeste kritiker? Kan en eventuel retssag risikere at få historisk betydning, hvis østrigeren for eksempel får lov til at bruge tyske forsvarsadvokater? Kan sådanne i tyske arkiver finde frem til, at Kaj Munks fem mordere ikke blot handlede efter en ordre fra Heinrich Himler, men at ideen til at henrette ham ad omveje var kommet fra den danske regering?

Jens Kristian Lings,

Forfatter,

Kjeldbjergvej 34,

Fjaltring,

Lemvig