Stoicismen var superhot på kejser Neros tid. Med Overgaards bestseller er den det desværre igen

Der er en verden, præcis en verden, til forskel på, om man som stoikerne og deres overgaardister er optaget af at gøre livet til en stedse forberedelse på døden, og så kristendommens optagethed af livet som en stedse kamp imod det onde, ja, en kamp imod døden, skriver professor Bent Meier Sørensen i dagens kronik

"At stoicismen, få århundreder efter Neros stoiske selvmord i år 68, måtte vige for kristendommens formidable kraft, skyldtes ikke mindst, at stoicismen vendte mennesket bort fra verden og dens forfald," skriver Bent Meier Sørensen, der er Professor i organisation og filosofi ved CBS.
"At stoicismen, få århundreder efter Neros stoiske selvmord i år 68, måtte vige for kristendommens formidable kraft, skyldtes ikke mindst, at stoicismen vendte mennesket bort fra verden og dens forfald," skriver Bent Meier Sørensen, der er Professor i organisation og filosofi ved CBS. Foto: Leif Tuxen.

Også denne jul driver der en vag åndelig vækkelse over landet, hvilket ses af antallet af julegavebøger, der plæderer for stoicismens indlysende relevans for vores samtid.

Sidst stoicismen var superhot, var Nero kejser i Rom. Dengang gav apostlen Paulus ganske vist udtryk for, at han syntes Nero var værre end vanvittig. Det forekommer at være en lidt hård dom, for trods alt havde Nero, igennem alt det, som gik galt for ham, en livsfilosofi: Han var stoiker. Tilmed oplært fra barnsben af stoicismens superstjerne, Seneca.

Det forhindrede så desværre ikke Nero i at myrde sin mor, sparke sin gravide hustru nummer to ihjel samt, udklædt som kvinde, at gifte sig med en mand, som han lige syntes lignede den afdøde hustru. Og efterfølgende at beordre Seneca, der ellers trofast forsvarede ham i senatet, til at begå selvmord.

Stoicismen trives i kulturelle nedgangstider, for den prædiker, at mennesket skal vende sig bort fra verden. Det er derfor vanskeligt at forstå stoicismen genkomst i dag som andet end et tegn på vores civilisations krise, ganske som den var et krisetegn på romersk tid. Men forlanger man et substantielt argument for, hvorfor den stoiske filosofi er helt uegnet som livsfilosofi og som eksistentielt fundament for det moderne menneske og dennes samfund, ja, så skal man læse Niels Overgaards bog om stoicisme som livsvisdom: ”Det hele handler ikke om dig”.

Bogen er blevet en bestseller, hvilket siger en del om, hvilken forfatning vores civilisation er i. Lad os skride direkte til bogens udlægning af stoicismens opfattelse af døden, for det er ikke mindst stoicismens fokusering på netop døden, der giver den tiltrækningskraft i dag.

For det er jo ikke sandt, at vi i dag fortrænger døden. Vi lever tværtimod i en tid, der er besat af døden: i slow motion på Youtube, i realtime i nyhederne, men også, og ikke mindst, som en afslutning på ambivalens og tomhed. Døden har i dag mening, for så vidt som den afslutter den række af meningsløsheder, det moderne menneske opfatter sit liv som.

Den naturlige konklusion på denne helt igennem overfladiske dødsbesættelse finder vi i ”Det hele handler ikke om dig”, der burde have haft titlen ”Det hele handler om døden”. Bogen engagerer sig naturligvis ikke i døden i nogen eksistentiel, filosofisk eller religiøs forstand, hvilket havde været velkomment. Nej, den anskuer døden som en æstetisk kategori: døden som livsstil!

Denne livsstilsfilosofi bliver fuldt udfoldet i Overgaards præsentation af netop Senecas selvmord, som bogen beskriver i maleriske detaljer. De forskellige selvskader, den aldrende filosof ved denne lejlighed påfører sig selv med kniv, har ikke den ventede, hurtige effekt, og mens familie og venner bryder mere og mere sammen i rædsel og gråd, opmuntrer Seneca dem med visdom og trøst.

Der er ubenægtelige facetter af stoisk ro over dette bizarre tableau, men Overgaard tager skridtet videre, og modstiller sådanne selvmord begået af ”brave antikke vise mænd” med et moderne modbillede, nemlig den død, der overgår faderen til hovedpersonen Joe i Lars von Triers film ”Nymphomaniac” fra 2013. Han, faderen, frygter i udgangspunktet ikke døden, citerer faktisk stoikeren Epikur, og kunne med lidt god vilje have været en af de mange læsere af ”Det hele handler ikke om dig”.

Men Overgaard er på pletten, for ”roen varer ikke ved”, og da sygdommen – cancer i den terminale fase – tager til, skriger faderen af smerte, han ”stortuder og går i panik”. Sidste gang, datteren Joe ser ham i live, er han ”i spændetrøje med afføring ud over sygesengen”.

Herefter sammenligner Overgaard Senecas og Joes faders død, og så kommer da Overgaards pointe:

”Det er ret åbenlyst, at den stoiske måde at møde døden på er at foretrække.”

Hvad i alverden er det åbenlyse ved denne sammenligning, ja, hvordan bliver den overhovedet mulig?

Skal vi forstå Overgaards vurdering sådan, at fordi det er mere æstetisk og overkommeligt at dø for egen hånd, sund og rask i et palads i Rom, omgivet af ens stenrige og smukt sørgende familie, end det er at dø ensom, i umenneskelige smerter og forvildet af medicin på et fjernt hospital, så er det første ”at foretrække”? Hvilket menneskesyn deler egentlig de af os, der står foran at skulle dø, op i ”brave” og ”vise” mænd på den ene side og mænd, der ”stortuder og går i panik”, på den anden, baseret på det niveau af ro, med hvilken de går til opgaven?

Jeg kan ikke erindre de sidste mange år at have stødt på en mere kynisk filosofi end Niels Overgaards storsælgende stoicisme.

Det er naturligvis i sig selv ironisk, fordi stoicismen netop slog sig op på at være et forfinet og etisk svar på de græske kynikeres nydelsesorienterede livsregler.

Overgaard gør i denne passage døden til testen på, om du – måske ved at læse hans bog og følge hans fem leveregler – er blevet en god stoiker, for stoicismen er ”en tilgang til livet, som gør det muligt at leve et liv, jeg har magten over”.

Den døende familiefader i ”Nymphomaniac” var blevet diagnosticeret med cancer, og han stod nu foran afslutningen på sit liv. Modsat Overgaard har jeg ikke et abstrakt endsige æstetisk forhold til en sådan skæbne. Jeg har for nylig besøgt en nær ven, som lever under tyngden fra netop denne type livstruende sygdom.

Det har ikke forhindret ham i at engagere sig i det nys overståede bispevalg i Aalborg, og det skyldes ikke, at sygdommen sparer ham. Han er tværtimod meget tilfreds med og taknemmelig for at have fået en enestue, for det tillader, at han, når smertedækningen fra tid til anden svigter, kan ”vånde” sig, hvilket faktisk, fortæller han, hjælper. Der er for mig at se en verden, præcis en verden, til forskel på, om man som stoikerne og deres overgaardister er optaget af at gøre livet til en stedse forberedelse på døden, og så kristendommens – og min vens – optagethed af livet som en stedse kamp imod det onde, ja, en kamp imod døden. Døden er jo, selvom vores svage samtid ømskindet vil finde en ”mening” med den, ikke at forstå som anledning til æstetisk selviscenesættelse, den er derimod en skandale.

Derfor har mennesket kun to muligheder: Man kan enten, som Overgaard, investere sine anstrengelser i at dø på en rolig og æstetisk måde, eller man kan engagere sig i et bispevalg. Tilmed et valg, hvor det er usikkert, hvor man bor, når den nye biskop rent faktisk så skal indsættes: i denne verden eller i den, som skal komme.

At stoicismen, få århundreder efter Neros stoiske selvmord i år 68, måtte vige for kristendommens formidable kraft, skyldtes ikke mindst, at stoicismen vendte mennesket bort fra verden og dens forfald. Den vendte – og her ligner den også vores tid – menneskets opmærksomhed imod sig selv.

Dette tragiske faktum giver imidlertid Overgaard lejlighed til en begejstret, selvhenvendt tirade, der direkte fejrer stoicismens moralske fallit: ”Det gode og det dårlige eksisterer kun i os selv. I vores opfattelse af tingene og vores handlinger. Alt det uden for er ligegyldigheder.”

Det var denne manglende interesse for virkeligheden, der i filosoffen Hannah Arendts perspektiv ledte til stoikerens grundlæggende apati, deres følelsesløshed.

Ordet har vi fra det græske apatheia, som er modsætningen til s ympatheia, sympati. Denne apati udtrykkes, ifølge Arendt, i stoikerens ”vægring mod at reagere på det onde og gode, der måtte tilstøde ham”.

Målet er, at virkeligheden ikke kan røre, berøre og vedrøre bevidstheden, hvilket er grunden til, at følelserne må forsages:

Kunne man (be-)røres, ville man jo ikke være sikker på at kunne følge Overgaards anbefaling, nemlig at leve et liv, man selv har magten over.

Imod stoicismens selvhenvendelse sætter kristendommen af den grund en modsat vektor: Gå derfor ud, hjælp de magtesløse, og bliv født på ny. Forsag døden, og glæd dig ved de ord, vi finder i Johann Sebastian Bachs julekantate ”Uns ist ein Kind geboren”. Et barn er født os.

Glædelig jul.

Professor i organisation og filosofi ved CBS, Handelshøjskolen i København