Stop den absurde stopurslogik. Skærmtid kan sagtens være en social og bevægende aktivitet

Som alle os, der i disse dage ser fodbold-EM, ved, kan skærmtid sagtens være en social og bevægende aktivitet

Som alle os, der i disse dage ser fodbold-EM, ved, kan skærmtid nemlig sagtens være en social og bevægende aktivitet, skriver tre debattører fra psykologisk institut i Aarhus. Her ses kampen mellem Danmark og Finland på storskærm på Ofelia Beach i København.
Som alle os, der i disse dage ser fodbold-EM, ved, kan skærmtid nemlig sagtens være en social og bevægende aktivitet, skriver tre debattører fra psykologisk institut i Aarhus. Her ses kampen mellem Danmark og Finland på storskærm på Ofelia Beach i København. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Vi har med stor glæde læst Mathias Nimgaard Larsens kommentar i Kristeligt Dagblad den 10. juni om at gentænke vores forståelse af skærmtid. Som Mathias Nimgaard Larsen pointerer, er det nemlig overraskende uklart, hvad der ligger i dette omtalte – og meget omstridte – begreb.

Det er derfor yderst velgørende at se en psykologistuderende rejse nogle kritiske spørgsmål.

Faktisk har vi for nylig udgivet en forskningsartikel, der gør noget af det samme. Som vi viser i artiklen, stammer skærmtidsbegrebet fra den medicinske tradition, hvor det betyder noget i retning af ”fraværet af søvn” og ”fraværet af motion”, fordi skærmtid jo i vid udstrækning kræver vågne og stillesiddende tilskuere. Idet skærmtid antages at erstatte disse fysisk sunde aktiviteter, bliver hvert forbipasserende minut anskuet som noget negativt, et rødt tal, en streg i regningen.

Det svarer til, at samtalen altid rettede sig mod en papirbunkes vægt målt i kilo og gram, og at vi aldrig forholdt os til, hvorvidt bunkerne bestod af højtskattede børnetegninger, blankt printerpapir eller ubetalte regninger.

Jesper Aagaard, Emma Steninge og Yibin Zhang

Vores argument er, at selvom denne deficitlogik kan have sin berettigelse inden for en medicinsk tilgang til kroppen, så holder den ikke stik på et psykologisk plan. Det er derfor ærgerligt, at vi i så høj grad har taget den til os og ladet den guide vores samfundsmæssige diskussioner om skærme.

Som alle os, der i disse dage ser fodbold-EM, ved, kan skærmtid nemlig sagtens være en social og bevægende aktivitet, eller hvad psykologer ville kalde et ”fælles tredje”, og der er formentlig ingen, der ville driste sig til at påstå, at skærmtid her udgør en psykologisk usund streg i regningen. Det samme gælder videoopkald i ”lock down”-tider og et væld af andre skærmbaserede aktiviteter.

De psykologiske konsekvenser af skærmtid er således ekstremt kontekstbårne, og vi bør ikke tale om skærmtid, uden at tale om indhold og relationer. Det gælder også børns skærmtid, hvor vi ofte hører folk recitere en grænseværdi på to timer (altså spørgsmålet om, hvor meget skærmtid, der er tilrådeligt), mens der desværre sjældent er fokus på, hvad børnene ser i dette tidsrum, eller hvem de ser det sammen med.

For at understrege absurditeten af denne stopurslogik, kan man jo forestille sig, at vi som samfund begyndte at diskutere ”papirbunkers” betydning for folks psykologiske velvære (i sig selv et mærkværdigt spørgsmål), men at denne samtale altid rettede sig mod papirbunkernes vægt målt i kilo og gram, og at vi aldrig forholdt os til, hvorvidt bunkerne bestod af højtskattede børnetegninger, blankt printerpapir eller ubetalte regninger. Ikke just den mest nuancerede tilgang, vel?

Men det er jo præcis det, vi gør med skærmtid, når vi ignorerer spørgsmål om indhold og relationer. Vores forslag er derfor, at vi holder op med at fokusere så meget på rå kvantitet (”hvor meget skærmtid er godt/dårligt?”) og begynder at tale mere om kontekstualiseret kvalitet (”hvornår er skærmtid godt/dårligt?”).

Jesper Aagaard er lektor, Emma Steninge er psykologistuderende, og Yibin Zhang er ph.d.-studerende, psykologisk institut, Aarhus Universitet.