Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Stop den moralske populisme

Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen. Privatfoto.

Den politiske korrekthed er en ny, trælbindende lov, som gør mennesker ufrie, skriver sognepræst Henrik Bang-Møller

Der sker for tiden en helt uholdbar humanisering af kristendommen.

Med denne humanisering følger helt automatisk også en såvel politisering som moralisering. En galoperende politisk moralisme har kapret kristendommen og folkekirken og truer ikke alene folkekirkeordningen, men det kristne evangelium.

LÆS OGSÅ:Henrik Bang-Møllers blog

Evangeliet og folkekirken bruges af politiske præster og biskopper til at presse deres politiske synspunkter igennem. Et lighedshysteri af ubegribelige proportioner, som virker moralsk anmassende og uevangelisk.

Det er ikke i overensstemmelse med det kristne evangelium at hævde andre veje til Gud end gennem hans egen søn, Jesus Kristus. Kristus er i sit liv, sin forkyndelse og sin skæbne det levende udtryk for Guds væsen, hans kærlighed og barmhjertighed.

Det vil sige, at Kristus ikke er kristnes opfindelse, men Guds eget suveræne valg. I Kristus fik Gud ansigt som et menneske, der led, døde og opstod. For vores skyld. Også for muslimer, buddhister, ateister, humanister. For alle mennesker. Hvis vi blot vil tage imod.

Der findes dernæst ikke længere anden vej til Gud end gennem hans søn, Jesus Kristus. Kristus er vejen, sandheden og livet. Sådan som han så politisk ukorrekt selv har vovet at sige, uden først at have frekventeret det humanistisk-politiske lighedsevangelium hos de politiske præster, teologer og skriftkloge. Guds sindelag lader sig ikke udlæse af alle politikeres forenede partiprogram og moralske anstrengelser.

Det kristne evangelium er ikke et amokløb af moralske dyder, der baster og binder menneskers samvittigheder til bestemte politiske anskuelser. Gud blev én enkelt, for i øjenhøjde med hvert eneste menneskebarn at erklære ham eller hende sin personlige kærlighed og tilgivelse.

Kristi evangelium er og var radikalt situationsorienteret, fordi Gud i Kristus ikke blot ufokuseret ville udstrø et uforpligtende kærlighedsføleri ud over en hob af forskelsløse massemennesker. Heller ikke i en velfærdsstat. Så kunne han lige så godt have benyttet sig af postvæsenet og rundsendt en folder med alle sine politiske hensigtserklæringer om kærlighed, lighed og broderskab til alle. Evt. op til en afstemning om hans popularitet som Gud.

De politiske præster repræsenterer en moralistisk populisme, som slubres ukritisk af en ren følelsesmæssig almoderlighed og nyspiritualitet hos mange politiske herlighedsteologer og -præster, så man alene med sine demonstrative politiske og moralske holdningstilkendegivelser fremstår både bedre og mere kristelig end alle andre jævnt uduelige døgenigte, som færdes langs jorden og følger deres kald dér.

Hvad skal man med en nådig og barmhjertig Gud, sådan som han klart og tydeligt kommer til levende udtryk i Jesu liv, forkyndelse og skæbne, når man så åbenbart selv mener at kunne frelse sig selv med alle sine politiske dyder og almindelig humanistisk gerningsretfærdiggørelse?

Hvis man kun føler sig skyldig i forhold til politi(k)vedtægten, føler man sig i grunden slet ikke skyldig. Som det lettere omskrevet hedder hos Søren Kierkegaard.

Hvad skal man med Kristus, når man i dyder og politiske gerninger selv har bragt det så vidt, at Kristi forsonergerning på korset og i døden blot fremstår som teologisk æstetik, som kan kildre selvbeviste præster og kristne behageligt under hagen og bekræfte dem i deres egen (politiske) ufejlbarlighed?

Den politiske korrekthed er en ny, trælbindende lov, som gør mennesker ufrie. Men evangeliet vil sætte mennesker i frihed. Ikke binde dem under en ny lov. Eller en ny moral.

Kristus skiller jo. Kristus er en anderledes gud end ham eller hende, man kender fra andre religioner. Inklusive de politiske. Og fordi han er den eneste Gud, er det også dén kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse, som strømmer fra hans liv, forkyndelse og opstandelse, der har fået al magt i himlen og på jorden. Af Gud selv. Ikke af politiske præster og biskopper.

Gud ske tak og lov for det!
Ellers var det jo kun de politiske præster, der havde en chance. Sådan som det også er tilfældet hos deres politisk dydsdresserede gud.
I forhold til hende falder andre igennem. Hos hende knuses man i blød kynisme og nussende respektløshed.