”JEG TROR PÅ én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber.” Sådan bekender vi i trosbekendelsen. Det vil sige i den såkaldte nikænske trosbekendelse (eller rettere: den nicænokonstantinopolitanske trosbekendelse - den står bagest i salmebogen), som er en af folkekirkens og de øvrige kristne kirkers bekendelser.
Det synliges og det usynliges skaber.
Det synlige er måske det nemmeste for os, for det er, hvad vi kalder den fysiske virkelighed. Tilsyneladende. Men de, der ved noget videnskabeligt om fysik, fortæller, at langt det meste af den fysiske verden er skjult for vores øjne og sanser. For vi sanser som mennesker kun fire dimensioner: højde, bredde, længde og tiden (og den forstår vi alligevel ikke). Men ud fra målinger af universets spredning slutter nogle af de lærde sig til, at der findes mindst 11 fysiske dimensioner og dermed usandsynligt meget mere stof i universet, end vores sanser har adgang til.
Vi kan ikke se det, men det er der - imellem os og i den verden, vi lever i, ”indfoldet” i universet. Det kan man måle - altså se, at man ikke kan se det. Anslået fatter vi fire procent af den virkelighed, vi lever i. 96 procent er skjult for vores øjne. Det synes jeg er stærkt opmuntrende viden - og giver grund til endnu større lovsang til det synliges og usynliges skaber.
Mon så ikke vi glade kan forlade den småtskårne diskussion af, om Jesu opstandelse var/er fysisk eller ikke-fysisk? Mon ikke alt det synliges og usynliges skaber har muligheder og veje til at skabe opstandelse, som overgår vores forstand? Det vil jeg sandelig meget håbe, for hvis det skal begrænses til, hvad vi vil acceptere som ”fysisk”, altså noget, vi forstår med vores kuglerammer og vinkelmålere, så går vi glip af langt det meste af både den synlige og usynlige virkelighed.
JEG MØDER I DISSE DAGE en del mennesker, der spørger: ”Jamen, skal man da tro på, at Jesus stod fysisk op af graven?”. Alene spørgsmålet viser, at diskussionen i kølvandet på Morgenavisen Jyllands-Postens afkrydsningsskema måske er tiltrængt. For troen er ikke noget, man skal eller kan. Den er en gave. Den er i sig selv opstandelse.
Troen er ikke en sammenbidt mening om, hvordan Jesus så ud, og hvor meget han vejede, da han sprængte stenen fra graven eller skubbede den langsomt væk som spire gennem frossen jord eller gik sin vej, uden at stenen rokkede sig. Troen er en gave af tillid til, at han virkelig og i sandhed stod op, og blev ved og bliver ved at tale og trøste og hele de elendige og sørgende - os elendige og sørgende. Og troen er håbet om, at opstandelsen er den virkelige virkelighed i sidste ende i samtlige dimensioner, synlige som usynlige.
Man bestemmer ikke selv, om man tror på det eller ej - det er, som når Jesus pludselig kommer gående og siger ”godmorgen” til dem, der kom grædende til hans grav.
Alt det synliges og usynliges skaber er ikke til at få proppet ned i et afkrydsningsskema, og det er Jesu opstandelse fra de døde heller ikke. Den overgår al forstand, og hvis vi forstod den, havde vi ikke brug for den. Mon vi kan lære at leve med, at det største og det mindste, det synlige som det usynlige, det fatter vi ikke, skønt vi lever af det? Og så i øvrigt lade troen være en gave og en kilde til glæde og ikke en regelsamling i stift bind til at slå andre folk i hovedet med.
Marianne Christiansen er biskop i Haderslev Stift