VED ET TILFÆLDE fik jeg et 17-ugers prøveabonnement på Kristeligt Dagblad. Tidligere har jeg været ret skeptisk over for denne avis.
Men da netop folkekirkens holdning til det spirituelle er kommet på, endog på avisens forside, ser jeg nu med spænding frem til næste dags udgave.
Emnet er meget aktuelt nu, da almindelige mennesker tør fortælle om deres oplevelser, eftersom det ikke længere er comme il faut at binde anderledes tænkende fast på en brændestabel og stikke ild til. Det var jo en nem og effektiv måde at få folk til at holde kæft på.
Forleden fremgik det af forsideartiklen, at 49 procent af danskerne mener, det er i orden at tro på clairvoyance og telepati, også for folkekirkens præster. Samtidig fortæller artiklen, at folkekirken er en bekendelseskirke. Hvis det betyder, at trosbekendelsen udgør den eng, hvor flokkens får er begrænset til at finde sin føde, forstår jeg udmærket folkekirkens krise.
Husk på, i hvilken tid den kristne tro er opbygget. Det ptolemæiske verdensbillede blev accepteret som sandheden. Jorden var verdens navle, som alle andre himmellegemer kredsede om. Det var verden.
Den kristne kirke tog hurtigt form fra at være de omvandrende forkyndere af Jesu budskab til at blive en stadig mere fasttømret magtfaktor.
Atter vandt menneskets dyriske side: ”Her sidder vi godt, sagde katten. Den sad på flæsket.” Så er det bare at opretholde sin position, næsten uanset omkostningerne.
SELVE DEN VERDENSFORSTÅELSE, den kristne kirke blev skabt i, er i dag fordampet til et skævt grin. Det har været kolossalt fascinerende at følge med i Steven Hawkings videnskabsserie på tv. Vi mennesker og vores verden reduceres til en størrelse af subatomare partikler i en hundepels, hvor to lopper skændes om, hvis hund det er.
Tiden er moden til at genopdage Jesu sande budskab: Vær mod din næste, som du ønsker, din næste skal være mod dig.
Så er det underordnet, om man beder til Gud fredag, lørdag eller søndag. Så er det underordnet, at vi kun er et støvgran i et univers, i en galakse, i et solsystem i en galaksearm, på en planet om en sol. Og ikke verdens navle.
I dag kender de fleste danskere folk, der kan berette om oplevelser med afdøde personer, forudanelser eller vage erindringer om et andet liv. Det er ikke kun noget, mentalt forstyrrede personer siger i vildfaren tale. Skulle disse fænomener være i strid med Jesu budskab om næstekærlighed?
Næppe, men det er til fare for institu- tionen og magtkoncentrationen i alle religiøst baserede magtinstitutioner. Så er vi tilbage ved katten og flæsket.
Lad os få ånd og sjæl tilbage i folkekirken.
Dorthe Hesselager er optometrist og folkeskolelærer.