Prøv avisen
Etisk set

Stop nu med at udskamme djøf’erne

Mia Amalie Holstein.

Økonomernes indtog i det offentlige skyldtes, at velfærdsarbejderne ikke selv kunne holde styr på deres institutioner og lod udgifterne løbe ud af kontrol. I den optik kunne man tro, at økonomerne blev betragtet som de helte, der fik rettet op på en skrantende økonomi, skriver Mia Amalie Holstein

En af tidens mere vedholdende tendenser er kritikken af djøf’erne. Forfatteren Steffen Jacobsen har på Politikens debatsider kaldt djøf’erne for en ”fedtrand” i sygehusvæsenet. FOA-formand Dennis Kristensen har betegnet djøf’erne som ”teknisk kompetente barbarer”. Og tidligere ministersekretær Carsten Lunding har sammenlignet djøf’ernes faglige etik med prostitution.

Særligt økonomerne står for skud, når det regner med kritik. Det var dem, som overså finanskrisen. Dem, som har møvet sig ind i de offentlige institutioner og taget magten fra velfærdsarbejderne. Og dem, der er skyld i det offentliges tidstyranni og registreringsvanvid.

I opposition til økonomerne finder man dem, som ønsker et opgør med en stram styring af den offentlige sektor. Et eksempel er den nye interesseorganisation Velfærdsalliancen, der forleden gik protestmarch mod nedskæringer og kommunernes budgetlov, som pålægger kommunerne økonomiske sanktioner ved budgetoverskridelser.

Eller de mere professionelle interesseorganisationer som for eksempel Danske Regioner, der ønsker at ophæve sundhedsvæsenets to procents effektiviseringskrav.

Fælles for denne gruppe er, at de ønsker flere penge til det offentlige. Intentionen er god. De vil drage omsorg for de mange offentligt ansatte, der ganske givet lider under tungt bureaukrati og dårligt arbejdsmiljø. Men verden er ikke altid så ligefrem og retvendt, som man skulle tro.

Overholder vi ikke vores budgetter og effektiviseringsmål, er konsekvensen, at vi sender regningen for vores velfærd videre til vores børn. Og det er ikke rimeligt.

Uden budgetloven må vi forvente, at kommunerne igen vil overskride deres budgetter. Fra 1992 til 2010 overskred de deres budgetter med 84 milliarder kroner svarende til, hvad der årligt udbetales i løn til alle statens ansatte. Og uden regionernes effektiviseringskrav kan vi få svært ved at håndtere presset fra den demografiske udvikling på sundhedsvæsenet.

Økonomernes indtog i det offentlige skyldtes, at velfærdsarbejderne ikke selv kunne holde styr på deres institutioner og lod udgifterne løbe ud af kontrol. I den optik kunne man tro, at økonomerne blev betragtet som de helte, der fik rettet op på en skrantende økonomi.

Men sådan er det ikke gået. Vores diskurs afslører, at mange ser en væsensforskel mellem den person, der handler etisk og vil ”det gode”, og den person, der forholder sig til tal og økonomi. Som fandtes der et etisk A- og B-hold. Hvor det etiske B-hold er alle dem, der tænker på budgetter og måltal (økonomerne), mens A-holdet er alle dem, der hæver sig over vinding og profit.

Forskellen kan føres tilbage til et gammelt marxistisk kunstgreb: at forveksle økonomens mål (et godt samfund) og middel (måltal og budgetter). At hævde, at økonomerne kun er interesseret i statistik og profit, selvom vi alle – uanset politisk ståsted – ønsker det samme: at skabe det bedst mulige samfund for borgerne. Vi er blot uenige om vejen derhen.

Den offentlige sektors størrelse, ressourcefordeling og registreringsvanvid er ikke økonomernes skyld. Og at påstå andet er dæmonisering og populisme. Bureaukratiet er en bivirkning af de politiske beslutninger, som er nødvendige, når aktiviteten ikke, som i det private, kan styres af priser og profit.

Derfor bør vi stoppe med at udskamme djøf’erne og i stedet starte en demokratisk debat om, hvordan vi skaber en bedre offentlig sektor, hvor de ansatte trives, effektiviteten er i top, og bureaukratiet begrænses.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.