Prøv avisen
Mellem os

Forfatter: Stop ringeagten for kunstnerisk arbejde

Foto: Illustration: Rasmus Juul

Vi kunstnere og kreative sjæle er et hårdtarbejdende folkefærd, der følger vores produkter fra idé over udførelse til distribution, skriver forfatter Mere Pryds Helle

”ET MEGET dominerende træk ved den røde middelklasses socialkarakter er dens ophøjede ligegyldighed over for økonomi og produktivitet. Jeg tror, denne ophøjede ligegyldighed hænger sammen med, at den røde middelklasse i udgangspunktet ikke lever af produktivt arbejde (...), mens produktive mennesker i provinsen skal op lidt tidligere om morgenen for at betale løjerne.”

Ovennævnte citat er af folketingsmedlem Henrik Dahl fra Liberal Alliance, der tilsyneladende har besluttet sig for at være en samlet opposition til den nye regering og smæde det vælgergrundlag, denne regering har. Det kan selvfølgelig være udmærket, opposition skal vi jo have. Problemet er, at Dahl sidder fast i begreber om produktion, der hører en anden tid til. Og jeg bliver behørigt provokeret af disse udsagn, hvilket nok også er meningen.

DET ER EN FORESTILLING OM, at kun folk, der producerer ganske bestemte produkter – produkter, tænker jeg, der helst skal laves af metal eller svinekød – er rigtige producerende. Vi andre, der er kreativt og konstant producerende, vi kunstnere, arkitekter, projektmagere og så videre, vores produkter tæller af en eller anden grund ikke med som rigtige produkter. Og ifølge Henrik Dahl er det ”tabu at tale om økonomi og produktivitet” i det, han kalder den røde middelklasse.

Det er kun interessante udtalelser, for så vidt at de afspejler en generel opfattelser af os kunstnere: Vi er jo kreative – så derfor laver vi nok ikke noget. Vi sidder vel med fødderne oppe på skrivebordet og stirrer ud ad vinduet, mens vi drikker vores cortado og overfører offentlige midler til hinanden. Det er, som om der ikke er nogen sammenhæng mellem forestillingen om den kreative person og de bøger, man læser, musikstykker, man hører, film, man ser i biografen, teaterstykker, der bliver sendt på turne rundt i landet, kunstudstillinger, man kan besøge.

Det er, som om alle slutprodukterne blot er faldet blidt ned fra himlen som Dannebrog og folder sig kærligt om de kreative forvirrede sjæle, der ingen forstand har på produktion og økonomi. Nej, det er kun, hvis man producerer motordele og svinekød, at man er rigtig producent. Og den holdning er ærlig talt til at blive vanvittig af.

VI KUNSTNERE OG KREATIVE SJÆLE er et hårdtarbejdende folkefærd, der følger vores produkter fra idé over udførelse til distribution. Vi ved alt om at få en sparsom økonomi til at hænge sammen og ved, hvordan der skal skaffes penge til de budgetter, vi opstiller, og mange af os bor desuden i provinsen, fordi det er billigere.

Mange af os er også ledere – vi sætter håndværkere, assistenter, redaktører, grafikere, trykkere, malere, program- mører, gartnere, chauffører og journalister i arbejde. Vi ved, hvad deres ydelser koster og bestiller først deres arbejdskraft, når pengene er hentet ind. Og det er altid kunstneren, der får penge til sidst.

Det er måske et punkt, hvor jeg kan give Henrik Dahl ret i, at kreative mennesker ikke altid er gode til økonomi, for vi betaler alle andre i produktionsleddet deres fagforeningsmæssige overenskomst og får ofte selv en latterlig lav timeløn. Men vi ved, hvad vi får, og penge er ikke noget tabu. Det er måske noget af det, kreative mennesker taler mest om, når vi mødes.

DET ER RIGTIGT, at jeg skal stirre mange timer ind i en hvid mur eller en grøn græsmark i forbindelse med, at jeg skriver en bog. Og det kan godt være, at der bliver bagt meget brød i en periode, fordi det er godt at ælte og tænke samtidig. Jeg arbejder måske ikke fra klokken 7 til 15, som en håndværker gør, men det sker ofte, at jeg arbejder betydeligt flere timer, fordi jeg da lige kan arbejde en aften eller en weekend også – ligesom de fleste i de kunstneriske brancher.

Jeg modtager mails fredag eftermiddag, hvor jeg bliver bedt om at redigere en tekst færdig til mandag morgen, hvor den skal trykkes, for weekend er ikke noget, man regner med, at en forfatter eller kunstner eller kunstarbejder holder. Og når jeg har stirret længe nok på væg, græsmark og æltet brød, så fryseren er fyldt, går produktionen af bogen i gang. Der skrives, og skriften fortsætter sin vej gennem redaktører, og den kommer forbi grafikere og sættere og trykkere og bogbindere og boghandlere og ud til anmeldere og bibliotekarer og lærere og læsere. Hvad er der ved den produktionsgang, der er mindre virkeligt end spegepølse?

Det er en kæmpe maskine, som selvfølgelig også handler om økonomi. For kunstnere er det at leve med en patchworkøkonomi ofte noget, der kræver en hel del kreativitet. Dette er skrevet af en forfatter, men for et filmmenneske, en billedhugger, et teater, en guldsmed, et museum, en arkitekt og så videre er det det samme.

Vi producerer til jer alle sammen, vi laver budgetter og momsregnskab og betaler skat. Så lad venligst være med at tale, som om vi lever som uskyldige alfer, der bare slikker dug af en klokkeblomst.

Vi producerer råstof af tanker og drømme og eksistentielle overvejelser, og vi sætter samtidig mange mennesker i arbejde. De bøger og de film, kunstudstillinger og teateropsætninger og smykker og huse, vi laver, laver vi til fællesskabet.

Vi giver vores røde hjerteblod. Vi lever af produktivt arbejde, og vi står tidligt op. Står vi ikke tidligt op, er det, fordi vi har arbejdet til sent.

Det danske landbrug er støttet langt mere end de danske kulturarbejdere, og det må simpelthen høre op med denne mistænkeliggørelse og nedladende holdning til et folkefærd, der knokler hårdt for at glæde andre med den dimension af tilværelsen, der hedder kunst og kultur.

”Mellem os” skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver om kultur, eksistens og ånd.