Friske P4-værter mente den 7. marts, at en uskyldig dømt amerikaner havde misset meget efter 39 år i fængsel, fordi "Ruslands regering stadig er noget lort, men alt andet har ændret sig". De udtrykker en holdning til Rusland, der eksempelvis ikke kender forskel til den kommunistiske Sovjetunion.
Uviljen er så stor, at den rammer alle russere. Selv hvis de forlader landet for ikke at kæmpe i Ukraine, hvad hundredtusinder har gjort. Hvis ikke de gør åbent oprør, betragtes de som medansvarlige. Russiske kunstnere og sportsfolk boykottes, norske Magnus Carlsen finder det ”mærkeligt” at spille skak mod russere, og landets kulturprodukter lægges på is.
Kontrasten til USA under Vietnam-krigen er slående. Dengang var der megen kritik af ”USA-imperialisme” og særligt af denne krig, som fik unge amerikanere i eksil for ikke at blive sendt ud i den. Nogle af dem kom til Danmark og blev modtaget med åbne arme blandt de mest kritiske. Kulturel boykot var aldrig på tale, tværtimod ville man styrke ”det andet USA”.
Skønt mellemkrigstidens Danmark havde en vis sympati for nazismen, tog man mod tyske flygtninge som Bertolt Brecht. Efter krig og besættelse var der længe en reservation mod tyskere, men ikke nok til at forhindre interaktion med nabolandet og dets turister. Boykot af Bach og Mozart tænkte ingen på.
Så hvad er det med de russere, som gør det i orden at diskriminere mod dem, når man kan blive dømt for racisme/islamofobi, hvis det handler om muslimer? Svaret er at finde i den nyere historie.
Rusland var gennem den lange historie en vigtig forbundsfælle, der forhindrede Sverige og Tyskland i at udslette Danmark under 1700- og 1800-tallets krige og Tyskland i at vinde Anden Verdenskrig. Vitus Bering fra Horsens, efter hvem stræde og hav er opkaldt, foretog sine opdagelser i russisk tjeneste. Ud over den mere kendte emigrationsbølge til Amerika, var der også dansk emigration til Rusland omkring 1900.
”Det første Rusland” blev faktisk grundlagt af vikinger i Kyiv, én af Europas største byer, før det blev ødelagt af mongoler, som beherskede Rusland i middelalderen, indtil det nye center i Moskva trængte dem tilbage fra 1400-tallet. Kyiv overtog ortodoks kristendom fra regionens metropol, Konstantinopel, i dag Istanbul. Efter dets fald og den tyrkisk erobring af Balkan var Rusland den eneste ortodokse stat (synlig i dets ”græske” bogstaver), hvad der bidrog til religiøs nationalisme og reducerede kontakten med resten af Europa, da rette religion betød meget dengang.
I 1800-tallet var Rusland anerkendt som europæisk stormagt og kulturnation med store forfattere og komponister, samtidig med at tsar-styret undertrykte Europas demokratiske strømninger. Hvilket førte til, at det var den russiske trykkoger, som eksploderede med en kommunistisk revolution efter Første Verdenskrig. Hvorefter Sovjetunionen blev skabt på den hårde måde, af venstreorienterede anset for et foregangsland, for de fleste andre et skrækeksempel.
Endnu mere da Sovjet efter Anden Verdenskrig i spidsen for Warszawa-pagten blev en seriøs rival til USA og Nato i kampen om verdensherredømmet. Sympati for Sovjets krigsindsats blev afløst af koldkrig, atomkrigsfrygt og forberedelse til, ”når Ivan kommer”. Beretninger om Stalins undertrykkelse og opstande mod Sovjet i flere østeuropæiske lande bidrog til flertallets negative holdning til landet, der kun blev forsvaret af DKP.
Da billedet af et militariseret Sovjet blev menneskeliggjort af Gorbatjov, blev han mere populær i Vesten end hjemme, efter at hans reformer førte til både Østblokkens og Sovjets opløsning i 1991. Bemærkelsesværdigt blev 15 sovjetrepublikker til uafhængige stater næsten uden blodsudgydelse. Rusland blev efterladt med det halve af Sovjets befolkning, betydelige mindretal i de andre nye stater – hvad der kun førte til større problemer i Ukraine – og et brat skifte fra kommunisme til kapitalisme og demokrati.
Overgangen førte til kaotiske tilstande i 1990'erne, hvor nye smarte røverkapitalister tilegnede sig en stor del af samfundets ejendom, mens det arbejdende folk led nød i en grad, så den gennemsnitlige levealder faldt med 10 år. En fordrukken præsident Jeltsin kunne ikke styre processen, og visioner om at få Rusland med i EU og Nato kom der ikke noget ud af. I Vesten bidrog han til, at Sovjet-frygt blev afløst af et nærmest tragikomisk billede af en andenrangsmagt og Hollywood-stereotype russiske skurke.
I Rusland markerede magtens inderkreds det nye århundrede ved at vælge Putin, der blev anset for handlekraftig, til at afløse Jeltsin og kaos. I 2000'erne fik han normaliseret økonomien, så flertallet omsider oplevede fremgang, og blandt andet danske virksomheder blev ivrige efter at deltage i et russisk eksporteventyr.
Årtiet blev det tætteste, man kom på et normalt forhold til russere, inden det igen blev undergravet af Putin-styrets ideologiske projekt. Efter blandet erfaring med Vesten og demokrati var det at genrejse national stolthed med vægt på historie og religion og markering af Rusland som stormagt med en selvstændig rolle og et stærkt militær.
Det bragte styret på kollisionskurs med Vesten på flere måder. Internationalt ved at tilkendegive at man ikke accepterede Nato- og EU-udvidelse med alle nabolande mod vest, når man selv blev holdt ude. Politisk ved en hård kurs mod oppositionen, herunder mord på afhoppere. Kulturelt ved at dets konservative værdier som eksempelvis patriotisme var stik modsat vestlig frisind, der på sin side fik russere til at omtale Europa som Gayropa.
Da Vesten i 2014 støttede revolutionen i Ukraine, som Rusland anså for et statskup mod en folkevalgt russiskvenlig præsident og til modsvar annekterede Krim, blev modsætningen officiel, blandt andet med Ruslands udelukkelse fra det populære Melodi Grand Prix. Afsky mod Putin-styret blev ikke mindre ved dets støtte til Syriens diktator, og en opfattelse af russisk statsmisbrug af internettet til misinformation, men forhindrede dog ikke Ruslands afholdelse af fodbold-VM i 2018, som bidrog til en vis folkelig udglatning. Indtil Putins støtte til Hvideruslands upopulære diktator i 2019 og især invasionen af Ukraine i 2022 gjorde afskyen maksimal.
Russofobi kan således forklares med det 20. århundredes billede af en fjendtlig og farlig modstanderstat, der i et par årtier blev afløst et fiktionsbillede af usympatiske russere, indtil genkomsten af en fjendtlig – men nu mindre frygtindgydende – stat for nogle år siden og en ny forestilling om, at russere er reaktionære. Forstærket ved at man ikke ved meget om dem, andet end at både deres sprog og kulturelle koder virker uforståelige.
Men hvis man ønsker et regimeskifte i Rusland, ville det være mere klogt at tage mod de eksilerede systemkritikere med kyshånd og dermed motivere opposition mod styret. I den nuværende situation er russofobi vand på styrets propagandamølle, kan forlænge Ukraine-krigen og svække Ruslands etniske og kulturelle samhørighed med Vesten, så det forankres i en eurasisk modstanderblok.
Den gamle koldkrig blev trods alt vundet ved, at flertallet af blandt andet den russiske befolkning kom til at tro på, at de kunne få et bedre samfund ved at tilslutte sig vestlige værdier.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.