Stor bekymring for radioen

Ifølge radiodirektør Leif Lønsmann skal vi almindelige dødelige slet ikke bekymre os. Når det drejer sig om »rygterne« om P1, er der »alt i alt ikke så meget at bekymre sig over.« Men Lønsmanns indlæg (Kristeligt Dagblad den 28. juli) giver anledning til stor bekymring. Se bare på direktørens sprogbrug. Han skriver, at »ingen af radioens i alt 17 redaktioner er blevet nedlagt«. Han forsikrer, at »alle redaktioner vil i princippet kunne levere programmer til P1«. Ja, netop. Alle redaktioner. Derfor vil P1 ikke længere have egne redaktioner, der leverer faste programmer. P1 vil efter den 1. januar 2001 have så få faste medarbejdere som muligt. Radioen bliver herefter lavet ved, at enkelte personer eller grupper kommer med skriftlige tilbud til chefredaktionen, der består af fem personer. Det er chefredaktionens beslutning, der afgør, hvem der laver hvad. Dermed får fem personer en næsten enevældig magt over, hvad der godkendes som fremtidens radio. Med andre ord: P1's sendeflader bliver »udliciteret«. En freelancer fra Danmarks Radio i Vejle kan komme til at overtage den tid, der nu om torsdagen bruges til Kjeld Koplevs enestående samtaler. Selvfølgelig skal den besværlige Koplev ikke udskiftes lige med det samme, men han skal måske om et år eller to få at vide, at en anden har et bedre koncept, der skal afprøves. Hvor P1 hidtil har bestået af redaktioner, der har sat pris på samarbejde og teamwork, bliver fremtidens radio alles kamp mod alle. Denne amerikanisering af forholdene vil givetvis betyde, at det bliver billigere at lave radio, idet lønudbetalinger herefter præges af B-indkomst til freelancemedarbejdere, uden pensions- eller feriegodtgørelser. På denne måde sparer P1 mange besværlige fastansatte, der har betragtet Radiohuset som deres kære arbejdsplads, med en enestående stemning i studierne, i kantinen og i det fremragende forskningsbibliotek. Men tv-studierne bliver snart affolket. Mange teknikere skal fyres, idet programmedarbejdere i høj grad skal fungere som egne teknikere. Denne udvikling er allerede i gang, som lytterne nok allerede har bemærket i de mange ufrivillige pauser i programmer, når noget kikser, og der opstår en pludselig tavshed. Det gode samarbejde mellem programredaktøren og teknikeren, der har kvalitetssans for lydfladen, vil forsvinde. Nyuddannede programfolk vil selvfølgelig få en teknisk side i deres træning, men her som i så meget andet vil de være overladt til sig selv for at lave eget produkt. Disse er ikke rygter, men alvorlige overvejelser, der i øjeblikket er på vej til at blive P1's fremtid. Mine kilder hertil er flere af P1's egne medarbejdere, der er oprørte, men ikke selv må henvende sig til offentligheden. Jeg skriver ikke på deres vegne, men på min egen. Jeg er vidne til, at Danmarks mest kvalitetsbevidste kulturmedium smadres. Denne udvikling bliver kun gradvis mærkbar for lyttere, og derfor kan Leif Lønsmann lade som om, at alt bliver som tidligere. Men efterhånden som gode folk og programmer forsvinder, vil det blive tydeligt, at det nye P1 er en ruin og ikke den smukke bygning, som har givet så megen glæde til så mange lyttere. Hvorfor gør de det? Hvorfor vil Lønsmann og hans chefredaktion så frygteligt gerne omdanne P1 til en skygge af sig selv? Der siges, at radioen skal spare, men sparehensyn er tilsyneladende kun en undskyldning for, at medarbejdernes selvstændighed og råderum kan begrænses. Herefter vil ingen kunne henvende sig til hinanden for ideer og inspiration, fordi alle bliver hinandens konkurrenter og dermed potentielle fjender. På denne måde bliver magten koncentreret i toppen af radioen. Det eneste argument, jeg har hørt, som på nogen måde undskylder dette langsomme kup, hviler på et ønske om at omdanne P1 til et medium, som fanger lyttere under 50 år. P1 er tilsyneladende ikke tilstrækkelig fræk og taler ikke de unges sprog. Men her står jeg af: der er andre steder et væld af gode tilbud for de unge, der vil lytte til »smart talk«, til det indforståede og mumlede engelsk-danske, som er de unges foretrukne sprog i dag. Der er ingen grund til at konkurrere på et marked, som allerede er overmættet. P1 er og skal blive ved med at være kulturens flagskib i Danmarks Radio, den sidste og eneste medieflade for unge som gamle, der ønsker en seriøs og grundig behandling af, hvad der foregår omkring dem i Danmark og verden. Derfor bør alle, der ønsker, at P1 bliver bevaret i dens nuværende arbejdsform, med teknikere til stede under alle programmer og med faste redaktioner, der laver faste programmer, skrive til Leif Lønsmann og til hans overordnede. De er på vej til at dekonstruere eller nedlægge P1 i dets nuværende form. Bag deres påstande om at respektere radioen er de ved at destruere den. Brian Patrick McGuire er professor i Middelalderhistorie ved Roskilde Universitet Ifølge radiodirektør Leif Lønsmann skal vi almindelige dødelige slet ikke bekymre os. Når det drejer sig om »rygterne« om P1, er der »alt i alt ikke så meget at bekymre sig over.« Men Lønsmanns indlæg (Kristeligt Dagblad den 28. juli) giver anledning til stor bekymring. Se bare på direktørens sprogbrug. Han skriver, at »ingen af radioens i alt 17 redaktioner er blevet nedlagt«. Han forsikrer, at »alle redaktioner vil i princippet kunne levere programmer til P1«. Ja, netop. Alle redaktioner. Derfor vil P1 ikke længere have egne redaktioner, der leverer faste programmer. P1 vil efter den 1. januar 2001 have så få faste medarbejdere som muligt. Radioen bliver herefter lavet ved, at enkelte personer eller grupper kommer med skriftlige tilbud til chefredaktionen, der består af fem personer. Det er chefredaktionens beslutning, der afgør, hvem der laver hvad. Dermed får fem personer en næsten enevældig magt over, hvad der godkendes som fremtidens radio. Med andre ord: P1's sendeflader bliver »udliciteret«. En freelancer fra Danmarks Radio i Vejle kan komme til at overtage den tid, der nu om torsdagen bruges til Kjeld Koplevs enestående samtaler. Selvfølgelig skal den besværlige Koplev ikke udskiftes lige med det samme, men han skal måske om et år eller to få at vide, at en anden har et bedre koncept, der skal afprøves. Hvor P1 hidtil har bestået af redaktioner, der har sat pris på samarbejde og teamwork, bliver fremtidens radio alles kamp mod alle. Denne amerikanisering af forholdene vil givetvis betyde, at det bliver billigere at lave radio, idet lønudbetalinger herefter præges af B-indkomst til freelancemedarbejdere, uden pensions- eller feriegodtgørelser. På denne måde sparer P1 mange besværlige fastansatte, der har betragtet Radiohuset som deres kære arbejdsplads, med en enestående stemning i studierne, i kantinen og i det fremragende forskningsbibliotek. Men tv-studierne bliver snart affolket. Mange teknikere skal fyres, idet programmedarbejdere i høj grad skal fungere som egne teknikere. Denne udvikling er allerede i gang, som lytterne nok allerede har bemærket i de mange ufrivillige pauser i programmer, når noget kikser, og der opstår en pludselig tavshed. Det gode samarbejde mellem programredaktøren og teknikeren, der har kvalitetssans for lydfladen, vil forsvinde. Nyuddannede programfolk vil selvfølgelig få en teknisk side i deres træning, men her som i så meget andet vil de være overladt til sig selv for at lave eget produkt. Disse er ikke rygter, men alvorlige overvejelser, der i øjeblikket er på vej til at blive P1's fremtid. Mine kilder hertil er flere af P1's egne medarbejdere, der er oprørte, men ikke selv må henvende sig til offentligheden. Jeg skriver ikke på deres vegne, men på min egen. Jeg er vidne til, at Danmarks mest kvalitetsbevidste kulturmedium smadres. Denne udvikling bliver kun gradvis mærkbar for lyttere, og derfor kan Leif Lønsmann lade som om, at alt bliver som tidligere. Men efterhånden som gode folk og programmer forsvinder, vil det blive tydeligt, at det nye P1 er en ruin og ikke den smukke bygning, som har givet så megen glæde til så mange lyttere. Hvorfor gør de det? Hvorfor vil Lønsmann og hans chefredaktion så frygteligt gerne omdanne P1 til en skygge af sig selv? Der siges, at radioen skal spare, men sparehensyn er tilsyneladende kun en undskyldning for, at medarbejdernes selvstændighed og råderum kan begrænses. Herefter vil ingen kunne henvende sig til hinanden for ideer og inspiration, fordi alle bliver hinandens konkurrenter og dermed potentielle fjender. På denne måde bliver magten koncentreret i toppen af radioen. Det eneste argument, jeg har hørt, som på nogen måde undskylder dette langsomme kup, hviler på et ønske om at omdanne P1 til et medium, som fanger lyttere under 50 år. P1 er tilsyneladende ikke tilstrækkelig fræk og taler ikke de unges sprog. Men her står jeg af: der er andre steder et væld af gode tilbud for de unge, der vil lytte til »smart talk«, til det indforståede og mumlede engelsk-danske, som er de unges foretrukne sprog i dag. Der er ingen grund til at konkurrere på et marked, som allerede er overmættet. P1 er og skal blive ved med at være kulturens flagskib i Danmarks Radio, den sidste og eneste medieflade for unge som gamle, der ønsker en seriøs og grundig behandling af, hvad der foregår omkring dem i Danmark og verden. Derfor bør alle, der ønsker, at P1 bliver bevaret i dens nuværende arbejdsform, med teknikere til stede under alle programmer og med faste redaktioner, der laver faste programmer, skrive til Leif Lønsmann og til hans overordnede. De er på vej til at dekonstruere eller nedlægge P1 i dets nuværende form. Bag deres påstande om at respektere radioen er de ved at destruere den. Brian Patrick McGuire er professor i Middelalderhistorie ved Roskilde Universitet