Tidligere sognepræst: Man har glemt, hvor meget araberne fik, og hvor lidt jøderne fik

I dag synes mange, at Israel har fået meget, og araberne lidt. Da man besluttede Israels oprettelse, var synspunktet modsat. Den 14. maj 1948 blev staten Israel oprettet, og den har siden jævnligt ryddet forsiderne på alverdens medier, fordi der har været arabisk modstand mod denne stats eksistens lige siden. 

Det er blevet en tradition, at man nævner to begivenheder som årsag til Israels statsdannelse. Den ene er Storbritanniens Balfour-erklæring fra 1917 om at se med velvilje på oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. Indtil 1917 havde Palæstina tilhørt Det Osmanniske Rige (nu Tyrkiet), men i 1917 blev det erobret af Storbritannien under Første Verdenskrig.

Den anden er FN's delingsplan i 1947, hvorefter landet skulle deles mellem jøder og arabere i to selvstændige stater. Den almindelige fortælling er, at sejrherrerne efter Anden Verdenskrig havde dårlig samvittighed over for jøderne, og at man derfor ofrede araberne i Palæstina for at give plads til jøderne.

Alle har tilsyneladende glemt, hvad der skete 25 år før delingsplanen i 1947. Efter Første Verdenskrigs afslutning i 1918 oprettede sejrherrerne i 1919 Folkeforbundet, som i juli 1922 havde 51 medlemsstater. Fremtiden for de store arabiske områder, som tidligere havde hørt under Det Osmanniske Rige, skulle Folkeforbundet træffe afgørelse om, herunder Palæstina.

Folkeforbundet anerkendte den historiske forbindelse mellem jøderne og Palæstina og vedtog den 24. juli 1922 nogle mandatbestemmelser, blandt andet om jødisk indvandring (artikel 6) og oprettelsen af et jødisk ”nationalhjem” – et blidere ord for ”stat” (artikel 2 og 4).

Araberne i Palæstina blev garanteret civile rettigheder, men ikke statsrettigheder. Storbritannien skulle bestyre dette mandatområde efter ovennævnte mandatbestemmelser. Samtlige 51 medlemmer af Folkeforbundet stemte for, deriblandt også Persien (nu Iran). 

Denne beslutning kan ses fra tre perspektiver. Det store perspektiv er, at beslutningen gælder hele det nord-arabiske område mellem Egypten i vest og Iran i øst og mellem Tyrkiet i nord og det nutidige Saudi-Arabien i syd – et område på størrelse med Storbritannien og Spanien. Det område var under osmannisk herredømme eller kontrol omkring år 1900, men frem til 1918 tabte Det Osmanniske Rige det hele. Heraf fik jøderne først tilkendt 15 procent, og araberne 85 procent.

Om denne fordeling skrev den britiske politiker Lord Balfour den 12. juli 1920: ”Hvad araberne angår (…), håber jeg, at de vil huske, at det er os, der har skabt et uafhængigt arabisk herredømme i Hejaz (nu den vestlige del af Saudi-Arabien, red.). Jeg håber, at de vil huske, at det er os, der ønsker at berede vejen for en fremtidig selvstyrende, selvstændig arabisk stat i Mellemøsten, og jeg håber, at de, ihukommende alt dette, ikke vil bære nag over den lille stump – for geografisk set er det ikke mere end det, uanset hvad det måtte være historisk set – den lille stump af, hvad der nu er arabiske områder, der gives til det folk, der i århundreder har været adskilt fra den.”

Jødernes 15 procent, det oprindelige Palæstina-mandat fra den 24. juli 1922, var meget større end det nuværende Israel. Det indbefattede nemlig også Jordan, Vestbredden og Gaza og en del af Golanhøjderne, i alt 116.351 kvadratkilometer, hvad der svarer til omtrent Østrigs og Jyllands areal tilsammen.

Her skulle der være jødisk indvandring og et jødisk nationalhjem. Jøderne selv forestillede sig kun, at de skulle have under halvdelen af hele dette område, for eksempel hverken byen Amman, der nu er hovedstad i staten Jordan, eller noget område øst for den. 

Det mindre perspektiv er, at da Storbritannien den 16. september 1922 første gang vedtog at dele Palæstina, skete det på jødernes bekostning. Hele området øst for Jordan-floden, tre fjerdedele af mandatområdet, skulle lukkes for jødisk bosættelse og kun være arabisk. Kun den sidste fjerdedel, området vest for Jordanfloden (på størrelse med Jylland) skulle være åbent for jødisk indvandring og bosættelse. Året efter gav man Golanhøjderne til mandatområdet Syrien, der var under fransk kontrol. De ovennævnte 15 procent svandt ind til omkring 3,5 procent.

I dette formindskede Palæstina-mandat boede der ved en folketælling i slutningen af 1922 omkring trekvart millioner mennesker, heraf godt 83.000 jøder. I dag er befolkningen vokset til 12 millioner, henholdsvis 6 millioner jøder og 6 millioner arabere. Landet var således ikke folketomt, men havde alligevel god plads til indvandring.

Som årene gik, blev de arabiske områder rundt omkring selvstændige: Irak i 1932, Libanon i 1943, Syrien og Jordan i 1946. I 1947-1948 var turen kommet til det formindskede Palæstina-mandat.

Det mindste perspektiv er, at i 1946 blev Folkeforbundet nedlagt, og FN trådte i stedet og overtog myndigheden til at afgøre, hvad der skulle ske med Palæstina-mandatet. I 1947 besluttede FN at dele Palæstina for anden gang, også på jødernes bekostning, så jøderne fik endnu mindre end ved den første deling i 1922.

Man delte ikke landet efter, hvem der ejede mest, men hvor der boede flest henholdsvis jøder og arabere. Jøderne skulle have lige godt halvdelen af Palæstina – svarende til halvdelen af Jylland. De ovennævnte 3,5 procent svandt ind til 1,7 procent.

Trods visse indvendinger om blandt andet Jerusalems status godkendte jøderne delingsplanen, men det gjorde araberne ikke. Allerede dagen efter vedtagelsen af delingsplanen begyndte araberne at angribe jøderne. Da Storbritannien forlod mandatet i maj 1948, og staten Israel blev oprettet, blev den angrebet af fem arabiske nationer, som dog tabte krigen, og ved våbenstilstandsaftalen i 1949 fik jøderne lidt mere, end delingsplanen havde tiltænkt dem, og det blev internationalt godkendt i FN-systemet.

Den arabiske Palæstina-stat kom desværre aldrig til at fungere. Egypten indlemmede Gaza-striben, og Jordan indlemmede Vestbredden – uden grundlag i international lov.

Et stort flygtningeproblem blev skabt, som trods eller måske på grund af ejendommelige regler for netop denne gruppe stadig ikke er løst. En stor del af Israels indbyggere var jøder fra de arabiske lande. Hvorfor gav man ikke de flygtede og fordrevne Palæstina-arabere de ejendomme, jøderne havde haft i de arabiske lande, i stedet for at lade dem leve i flygtningelejre? Og hvorfor har man glemt, at jøderne i arabiske lande, hvor de i århundreder havde levet som andenrangsborgere, nu fandt sig et nyt hjem i staten Israel, hvor de blev ligeberettigede borgere?

Det var altså ikke kun overlevende efter holocaust, der kom til Israel, men også en undertrykt gruppe fra de arabiske lande.

Hvis FN i 1947 ikke havde anbefalet oprettelsen af en jødisk stat, havde det været et brud på mandatbestemmelserne og dermed folkeretten.   

Konflikten mellem jøder og arabere mindes vi jævnligt om. De, der har læst sig ind på emnet, nævner ofte Balfour-deklarationen fra 1917 og FN's folkeretlige delingsplan fra 1947, men hvorfor er Folkeforbundets folkeretlige beslutning i 1922 gået i glemmebogen?

Hvorfor har man glemt, hvor store lande araberne fik, og hvor lidt jøderne fik? Hvorfor har man glemt, at Palæstina-mandatet blev delt to gange på jødernes bekostning? Hvorfor har man glemt, at jødisk indvandring og statsdannelse i det lille Palæstina blev folkeret 25 år før FN's delingsplan i 1947 og 17 år før Anden Verdenskrig? 

I en tidligere version af kronikken fremgik det i manchetten, at arabiske lande i Folkeforbundet i 1922 havde stemt for, at jøderne skulle have et "nationalhjem", der var større end israelernes nuværende område. Det er ikke korrekt, da der ikke var nogen arabiske lande, som var medlem af Folkeforbundet i 1922. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.