Det ser ud til, at Indre Mission er i en voldsom krise, skal man dømme efter de seneste dages begivenheder.
Det er så ikke første gang, bevægelsen er i krise, det var den også i sidste halvdel af 1930'erne, hvor Oxfordbevægelsen var over Danmark og truede med at brække Indre Mission over i to.
Den ene fløj, anført af sognepræst Johannes Pedersen, var nærmest tidehvervsk i sin holdning til Oxford og brugte endda samme termer som tidehvervsfolkene, idet han talte om åndelig voldtægt.
Andre så i bevægelsen opfyldelsen af en længe bedt bøn om vækkelse her i landet. Og kun takket være en formidabel feberredning fra den daværende formand, Christian Bartholdy, der fik skruet en resolution sammen, tilpas intetsigende, så alle kunne tilslutte sig den, lykkedes det ham at holde sammen på Indre Mission.
Det er ikke sikkert, det vil ske denne gang. Formanden gennem fem år, sognepræst Anders Dalgaard, har forladt posten og overladt den til Hans-Ole Bækgaard, der efter alt at dømme ikke går efter det kompromissøgende.
Det er ikke overraskende de unge i bevægelsen, der kridter banen hårdt op og plæderer for missionske frimenigheder. Og det har de ifølge sognepræst Frede Møller en ganske bestemt grund til, som han har stor sympati for, nemlig den, at Folketinget vil indføre et velsignelsesritual til homoseksuelle par. "Ritualet er helt afgørende for Indre Missions fremtid og vil kunne splitte folkekirken fuldstændig," siger Møller.
Det samme sagde man altså også i 1947, da man i Folketinget vedtog lov om kvinders adgang til præsteembedet. "Indførelsen af kvindelige præster vil betyde et brud på en årtusind gammel tradition, et brud med den hele kristenheds hidtidige praksis," som biskop Fuglsang-Damgaard udtrykte det.
En protestadresse med cirka 500 underskrivere, der antydede, at de i den yderste konsekvens kunne se sig nødsaget til at forlade kirken, afgik til Kirkeministeriet. Men som bekendt blev loven vedtaget, og der var ingen, der tog deres afsked af den grund. Også Indre Mission, der med Paulus i baglommen mente at have den hellige skrift på deres side, blev.
Og heldigvis for det. Som jeg før har sagt i denne avis: En kirke med lutter grundtvigianesere ville være præcis lige så kedelig som en kirke med lutter missionsfolk! At der så rundt om findes frimenigheder med såvel missionsk som grundtvigsk tilsnit, er noget andet. Men det skal ikke være normen. For så ender vi, som Frede Møller påpeger, med 117 frikirker.
Og må jeg så ikke lige stilfærdigt minde om, at ikke en eneste missionspræst vil blive tvunget til at benytte sig af et eventuelt velsignelsesritual, lige så lidt som de i dag tvinges til at vie fraskilte.
Jens Kvist,
sognepræst,
Kirkebakken 1, Aabenraa