Kristeligt Dagblad bragte lørdag den 31. januar et tankevækkende interview med Jerusalems stormufti, Muhammed Hussein, under overskriften ”Det er ingen frihed at kunne vanære en religion”.
”Jeg forstår ikke, hvilken form for ytringsfrihed ,der kan undskylde, at man vanærer andre religioner. Hvor er friheden henne i det?”, spørger han med henvisning til tegningerne i det nu verdenskendte franske magasin Charlie Hebdo.
Han anerkender, må man forstå, principielt ytringsfriheden, men ikke når det gælder religion. ”Det er helt grundlæggende. Friheden skal begrænses, når det handler om religiøse forhold.” Man må ”ikke engang komme i nærheden af at vanære hellige symboler”.
Og hvordan skal så begrænsningen ske? Sådan her: ”Jeg har flere gange været med til at foreslå, at der gennem FN bliver vedtaget en lov, der skal sikre, at man respekterer det, der er helligt for andre religioner.”
Det samme mål har den verdensomspændende Organisation for Islamisk Sanarbejde, der omfatter 57 lande og netop nu forsøger at indklage Charlie Hebdo for en fransk domstol.
Stormuftien kræver ikke direkte, at Frankrig - eller Danmark for den sags skyld - skal retsforfølge og straffe tegnere og andre, der ”vanærer” hans religion. Men det er der andre i den muslimske verden, der har gjort.
Tyrkiets premierminister, der har ansvar for en række journalist-fængslinger, udtalte i forbindelse med tegningerne i Charlie Hebdo, at hvis ikke bladets journalister respekterer, hvad der er helligt for ham, så er det ensbetydende med provokation, som er strafbart ”ifølge lovene”. Han er dog snu nok til ikke at specificere, hvis love han sigter til.
Der to ting, man bør hæfte sig ved i stormuftiens udtalelser. Han ”forstår” ikke. Jo han forstår godt, hvad vores ytringsfrihed indebærer, for han er garanteret ikke dum. Han har bare et højtudviklet talent for at spille uvidende. Og han vil ikke acceptere og anerkende, at vi har ytringsfrihed, og at den er næsten ubegrænset.
Han og Erdogan og talrige andre med dem mener rent faktisk, at vi er undergivet deres jurisdiktion. Deres love og deres ret til at kræve dem håndhævet med virkning på fransk/dansk territorium og med virkining for franske/danske statsborgere. Det behøver man ikke være professor i statsret for at opfatte som krænkelse i retlig - overhovedet ikke religiøs - forstand af vores suverænitet.
Det er på ingen som helst måde udtryk for en undskyldning for at kunne vanære nogen, at vi har ytringsfrihed i den version, vi har. Det er et udtryk for, at vi er meget fint tilpas med, at vores presse på borgernes vegne kan holde et vågent øje med alle slags myndighedspersoner. Ministre, biskopper, dommere, politifolk. Hele dynen.
I forbindelse med interviewet anføres en definition af, hvad en stormufti er for en slags vildtfremmed fisk: ”en islamisk retslærd og den højeste religiøse myndighed inden for islamisk lov i et sunnimuslimsk land. Stormuftien udsteder fatwaer, der er religiøse vejledninger om aktuelle eller principielle sager. Mange muslimske landes stormuftier udnævnes af staten”.
Erdogan er sunnimuslim, ligesom stormuftien i Jerusalem. Ligesom saudiaraberne, hvis straffelovgivning på væsentlige punkter er identisk med den, som Islamisk Stat håndhæver.
Den slags principper og praksis gør os i Vesten bange. Det er derfor, vores frie tegnere sætter en bombe i turbanen på Muhammed. For at holde styr på vores frygt. Ikke for at vanære nogen. Derimod har vi ingen frygt for at lade folk selv vælge, hvad de vil læse. Vi har fuld tillid til, at de selv kan vælge det fra, som generer dem. Det er det, der gør stormuftien bange.
Her går det helt afgørende skel mellem Erdogan og stormuftien og os. Ikke et raceskel, som det ofte demagogisk påstås, men et systemskel, dybest set mellem teokrati og demokrati. En artsforskel i idealerne for samfundsform og retsgrundlag, Og det er de europæiske befolkningers stærke tvivl på, at disse idealer og vores kan trives inden for den samme stat, der er med til at skabe de voldsomme rystelser, vi nu ser i de europæiske demokratier.
Ole Olesen, konsulent og cand.polit., Philip Schous Vej 13, Frederiksberg