Denne artikel er oprindeligt udgivet 23. februar 2018 og er et indlæg til Kristeligt Dagblad af sociolog Rasmus Willig.
I ”OXFORD Dictionary” kan man læse om begrebet stress – om dets oprindelige betydning og også om glemte konnotationer: På middelalderengelsk betød stress således trængsler eller et pres udøvet med tvang, og på oldfransk betød estresse undertrykkelse.
Disse oprindelige betydninger, hvor stress blev opfattet som et ydre pres ved tvang, der havde karakter af undertrykkelse, har umiddelbart ikke så meget at gøre med ordets nutidige betydning, men spørgsmålet er, om de ikke har det alligevel.
I bekræftende fald skal vi ikke kun forstå stress som udtryk for undertrykkelse, men også som udtryk for protest mod den selvsamme undertrykkelse. Det ville være den direkte videreførelse af de glemte betydninger.
EN AF DE STØRSTE nulevende amerikanske sociologer, Arlie Hochschild, kan hjælpe os et stykke hen ad vejen med det eksperiment. Hun har nemlig beskrevet tre måder, kritik undertrykkes på, og når hun udlægger vores samtid, ser hun netop opkomsten af stress som udtryk for kritik af et konkurrencesamfund, der ganske vist ikke udøver den samme brutalitet som det middelalderlige samfund, men dog en anden form for undertrykkelse.
DEN FØRSTE FORM for undertrykkelse er ifølge Arlie Hochschild en særlig østeuropæisk variant, som også kendes fra andre diktatoriske regimer, nemlig den, hvor dissidenter bliver undertrykt via forfølgelse, tortur og fængslinger.
Den anden form for undertrykkelse er en vestlig udgave, hvor kritik ikke kriminaliseres, men i stedet marginaliseres ved hjælp af forskellige former for eskapisme: et hurtigt fix på de sociale medier, timer på spillekonsollen og øjne så store som Netflix. Nonstop.
Her er der ikke nødvendigvis nogen bevidsthed om kritisable forhold og heller ingen frygt, hvis man da overhovedet skulle formaste sig til at protestere. Der er nemlig ikke rigtig nogen, som taler om, hvad der ikke virker, og kritikken registreres kun i forbindelse med de mange stresstilfælde, der blot opgøres som en del af en vestlig normaltilstand. Zombietilstand.
OG SÅ ER DER EN TREDJE FORM, som er nyere. Her neutraliseres kritik ved hjælp af udlicitering, hvor de, der lider af stress, går til psykologen med deres problemer. Ifølge Arlie Hochschild sker der her en kommercialisering af selvet, og vi er med hendes ord vidner til opkomsten af et nyt selv – det udliciterede selv. Et markedsgjort selv.
Et selv, der tager sin stress med fra arbejdspladsen og løser problemet et andet sted mod betaling. Et selv, som ikke protesterer, når det oplever perverterede konkurrence- og markedsforhold, der producerer flere tabere end vindere, men veksler det til forbrug af timer hos psykologen. Det nye selv følger markedslogikken helt til dørs.
Det nye selv forsøger at finde sig til rette, men ser aldrig stigende krav om effektivisering og konkurrence som tvang. Det forsøger derimod at investere i sig selv ved at konsultere psykologen. Og med lidt held adopterer det også det kommercialiserede sprog. Konsultationerne er returns on investment. Det er et just do it-selv, der blot skal igennem en turn around for igen at kunne deltage i konkurrencen – og hvem ved: måske ikke som taber.
UNDERTRYKKELSEN I DAG består således i, at konkurrencen på ingen måde er noget, man frivilligt tager del i – man gør det under tvang. There is only one way or the highway. Ingen alternativer, kun betaling ved kasse ét hos psykologen. De, der forsøger at protestere, udstilles som konkurrencesvage til spot og spe.
Det middelalderlige barbari bestod i kagstrygning, hvor kriminelle og letlevende kvinder blev pisket på byens torv. De blev lænket til en kag – en såkaldt skampæl. Her kunne de til skræk og advarsel for alle andre modtage deres offentlige straf for det, der blev opfattet som kætteri. På ganske samme måde som de stressede gør os opmærksomme på deres fattige konkurrenceevner, deres ufleksibilitet og manglende omstillingsparathed.
Feudalismens pædagogik var ikke svær at aflæse. Ingen ønskede at blive skammet ud for øjnene af andre. Skampælen fungerede som en art socialiseringsproces, hvor ingen kunne være i tvivl. Hvad skampælen var for middelalderens brutale undertrykkelse af datidens letlevende mennesker, er den psykologiske praksis således for vore dages stressede.
De lænker, der afholder dem fra at tage bladet fra munden, er den rudimentære selvkritik, der minder dem om, hvor uduelige og konkurrencesvage de er. Alle løber i ring om skampælen hos psykologen, og ingen opdager, hvem der går fri.
Hvis de gamle betydninger af stress således stadig holdt stik, ville antallet af stressramte kunne fylde Rådhuspladsen i København med protester hver eneste dag. Men det sker nok ikke, for ingen vil skammes ud på hovedstadens torv.