Mindfulness kan ikke stå alene i kampen mod gymnasieelevers stress

Mindfulness kan på ingen måde gøre gymnasieelever stressfri, hvis de udsættes for et konstant pres og hele tiden skal jagte det perfekte," skriver tidligere gymnasielærer Henrik Kallesø-Hansen

"Mindfulness kan på ingen måde gøre gymnasieelever stressfri, hvis de udsættes for et konstant pres og hele tiden skal jagte det perfekte," skriver tidligere gymnasielærer Henrik Kallesø-Hansen. Modelfoto. Foto: Nima Stock/ritzau

Forskning har vist, at mindfulness har en gavnlig effekt på mennesker med depression, angst og stress. Det har ført til, at gymnasier har taget mindfulness til sig i kampen mod stress.

Flere gymnasier introducerer eleverne til mindfulness, da en stor del af eleverne oplever stress i hverdagen.

Ifølge rapporten ”Stress i Gymnasiet” fra 2017, der er lavet af forskere fra Aarhus Universitet, oplevede 55 procent af eleverne fra to 2.g klasser så meget pres i hverdagen, at de lå i toppen af stress-skalaen. Det, der presser gymnasieelever, er blandt andet en konstant jagt efter gode karakterer og ønsket om at være populær og virke perfekt over for omgivelserne.

Mindfulness er helt klart gavnligt for at mindske stress og blive mere fokuseret. Derfor virker det tillokkende for gymnasier at præsentere eleverne for mindfulness, så stressniveauet kan reduceres, og man undgår, at elever falder fra gymnasiet på grund af stress. Men det er ikke formålet med mindfulness, men en positiv bivirkning. Mindfulness er en metode til at observere, hvordan ens sind opfører sig og gøre os bevidste om, hvordan vores tankemønstre er.

Vi kan i mindfulness øve os på, at skabe en større afstand til vores tanker og følelser, så vi ikke hele tiden bliver slået ud, når vi oplever angst, stress og depressive tanker. Men mindfulness kan på ingen måde gøre gymnasieelever stressfri, hvis de udsættes for et konstant pres og hele tiden skal jagte det perfekte.

Gymnasiernes brug af mindfulness kan derfor ses som et symptom på det senmoderne samfund, hvor individualiseringen hersker, og hvor det enkelte mennesker bliver gjort ansvarlig for, hvordan dets liv former sig. Det enkelte mennesker har uanede muligheder og alle chancer for at blive en succes. Så når det fejler, er det ikke på grund af samfundets begrænsninger, men fordi det ikke har udnyttet muligheder godt nok. Derfor er det ikke omgivelsernes skyld, hvis den enkelte elev får stress, men fordi eleven ikke kunne klare mosten og ikke dyrkede nok mindfulness, så de kunne blive mere robuste og immune over for stress.

Men hvordan kan vi ændre de strukturelle forhold, der gør elever stressede? Der er intet let svar på dette spørgsmål, og det kræver, at mange aktører inddrages i løsningen.

I forhold til gymnasieelever er det forældrene, gymnasierne og politikerne, der kan bidrage til færre stressede elever. Forældrene skal forsøge i deres opdragelse at lære børn, at succes og et godt liv ikke kun handler om at klare sig godt i skolen og virke perfekte over for omgivelserne. Derimod skal forældrene lærer deres børn, at et godt liv handler om at gøre noget for andre og det fællesskab, de er en del af, og være mindre optaget af, om det går godt eller dårligt for en selv.

Gymnasierne kan indføre karakterfrie klasser, hvilket flere allerede har gjort. Derved kan gymnasierne flytte fokus fra karakterer til nysgerrigheden ved at lære.

Og endelig skal politikerne have mindre fokus på konkurrencestatsmentalitet, hvor der bliver skabt en fortælling om, at eleverne er i konkurrence med hinanden om at komme ind på de bedste studier og få de bedste job i fremtiden.

Mindfulness kan ikke stå alene, hvis stress blandt gymnasieelever skal kommes til livs. For at mindske stress skal der også være fokus på at ændre de strukturer og værdier, der hersker i samfundet. Og så skal det slås fast, at stress ikke er et individuelt ansvar, der bare kan klares ved at give elever et mind-fulness-kursus.

Henrik Kallesø-Hansen er pædagogmedhjælper og tidligere gymnasielærer.