Stress, trængsel og alarm: I julen er det legalt at sætte tempoet ned

Mange af os har et familieliv og et fritidsliv, der er mindst lige så booket op med aktiviteter og gøremål som vores arbejdsliv. Både børn og voksne farer ud og ind til sport, spejder, musik, fitness og foredrag. Det langsomme tempo og muligheden for eftertænksomhed har trange kår i dagens Danmark, skriver Søren Fibiger Olesen

"Lad os minde os selv og hinanden om at vælge nærvær, langsomhed og fordybelse her i december," skriver formanden for Krifa.
"Lad os minde os selv og hinanden om at vælge nærvær, langsomhed og fordybelse her i december," skriver formanden for Krifa. . Foto: Flemming Schiller/Polfoto.

Stress fylder meget i den offentlige debat og har gjort det i mange år. Og med god grund.

En ny undersøgelse, som TNS Gallup netop har gennemført for Krifa, viser, at en fjerdedel af lønmodtagerne på det danske arbejdsmarked har oplevet tegn på stress inden for det seneste halve år. Det er alvorligt. Derfor er der også god grund til – ikke mindst her i advents- og juletiden – at minde om, at vi skal passe på os selv og hinanden og skrue ned for stress og jag.

Vores undersøgelse viser, at det i særlig grad er arbejdet, der stresser os. Derfor er der god grund til, at både ledere og medarbejdere fokuserer på at tilrettelægge arbejdet på en sådan måde, at vi ikke stresser os selv og hinanden unødvendigt. Samtidig bør vi også have blik for, at vi ikke lader arbejdslivets stress og jag smitte af på vores øvrige liv. Det er jo netop i vores fritidsliv og familieliv, at vi gerne skulle have mulighed for at slappe af og lade op til at kunne klare de krav og forventninger, som møder os i arbejdslivet.

Men desværre synes der at være en tendens til, at vores fritidsliv og familieliv mere og mere minder om vores arbejdsliv. Julen er et oplagt tidspunkt at minde os selv om, at det ikke behøver at være sådan. I julen er det legalt at sætte tempoet ned.

Mange af os har et familieliv og et fritidsliv, der er mindst lige så booket op med aktiviteter og gøremål som vores arbejdsliv. Både børn og voksne farer ud og ind til sport, spejder, musik, fitness og foredrag. Stort set alle foreninger har et aktivitetsudvalg, og ingen drømmer vel om at nedsætte et passivitetsudvalg med henblik på at dæmpe hverdagens stress og jag.

Det langsomme tempo og muligheden for eftertænksomhed har trange kår i dagens Danmark. Det er vel efterhånden kun Rådet for Sikker Trafik, der har en mission om, at vi sætter tempoet lidt ned.

I dag handler det om at være aktiv og i gang, hele tiden, altid. Selv husmoderforeningen har allerede for mange år siden skiftet navn til Aktive Kvinder i Danmark, og de økologisk bevidste har sluttet sig sammen i Danmarks Aktive Forbrugere.

Jeg synes, vi her i december bør minde hinanden om, at langsomheden, fordybelsen og eftertænksomheden faktisk har en uendelig stor værdi. Tænk på, at der ofte er en sammenhæng mellem hurtighed og glemsel på den ene side og langsomhed og erindring på den anden side. Man husker det langsomme. Man husker den lange, fortrolige samtale med en god ven eller partner, den langsomt tilberedte middag eller det langsomme kys eller kram. Man glemmer det hurtige.

Lad os minde os selv og hinanden om at vælge nærvær, langsomhed og fordybelse her i december. Og lad os samtidig hver især forsøge at bringe bare lidt af denne eftertænksomhed og fordybelse med ind i arbejdslivet i det nye år.

Jeg er overbevist om, at det vil gavne på både stress-statistikken og på bundlinjen.

Søren Fibiger Olesen er formand for Krifa.