Stressforsker: Stress på arbejdspladsen bunder ofte i skam

Hvis man udelukkende ser stress som et spørgsmål om overbelastning, overser man væsentlige årsager til stress, som ofte handler om en frygt for at blive afsløret i ikke at gøre sit arbejde godt nok, mener stressforsker Pernille Steen Pedersen

Meget stress handler om tvivl på eget værd, om man kan leve op til det, der forventes af en – en skam over ikke at slå til, siger stress­forsker Pernille Steen Pedersen. – Modelfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.
Meget stress handler om tvivl på eget værd, om man kan leve op til det, der forventes af en – en skam over ikke at slå til, siger stress­forsker Pernille Steen Pedersen. – Modelfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

Antallet af danskere, der bliver langtidssygemeldt med stress, er steget markant de seneste år – og i en sådan grad, at vi taler om stress som vor tids folkesygdom. Hvad er det, der stresser os?

Stress er et stort og flertydigt begreb, som indeholder mange problemstillinger. Længe har man fokuseret på, at stress skyldes, at vi konstant skal løbe stærkere, effektivisere og være omstillingsparate. Og der er ingen tvivl om, at det er stressfaktorer, men hvorfor er det egentlig, vi presser os selv mere, end hvad godt er? Det har været udgangspunktet for min forskning. Og her kan jeg se, at vi i dag – og i langt højere grad end tidligere – går på arbejde med hele vores liv. Vi bringer vores identitet i spil i arbejdet, og når vi gør det, spiller vi også med vores faglige stolthed som indsats. Og én af de problemstillinger, jeg er stødt på i min forskning, er, at vi ofte føler os forpligtet på at levere mere, end hvad muligt er, og tit mere, end hvad egentlig er forventet af os – ofte det vi tror, der er forventet.

Du arbejder med skam-begrebet i din forståelse af stress – hvordan hænger det sammen?

I min forskning har jeg interviewet en masse medarbejdere, der har prøvet at være sygemeldt med stress, depression eller angst samt ledere, der enten selv har været stressramte eller har erfaringer med at håndtere stress hos deres medarbejdere. Og noget af det, der går igen, er følelsen af ikke at kunne slå til, en selvkritik og en frygt for at blive afsløret i ikke at gøre sit arbejde godt nok. Og det, der er så interessant ved det, er, at det ikke bare handler om at være tidspresset. Den her tvivl på eget værd er grundlæggende bundet op på en frygt for, om man kan leve op til det, der forventes af en – en skam over ikke at slå til.

Hvor kommer den her skam fra?

Jeg tror, vi har fået skabt en arbejdskultur, hvor der ikke er plads til at tale om tvivlen. Altså, helt basalt hvad det vil sige at være menneske. Vi er ikke altid perfekte, men vi har fået skabt en form for performancekultur, hvor det kan føles, som om alle andre, på nær en selv, har styr på det. Det skaber en følelse af at være ekskluderet fra arbejdsfællesskabet og resulterer i medarbejdere, der er sig selv nærmest – som ikke række ud efter andre, når noget er svært. Skammen er jo den første følelse, man møder i Bibelen, da Adam og Eva spiser den forbudte frugt. Den er knyttet til vores behov for at høre til et fællesskab og vores angst for at gøre noget galt. I modsætning til skyld – der kan bindes op på en egentlig handling – er skam mere hægtet op på den, man er. Men det er faktisk sådan, at når nogen oplever, at de ikke når i mål med en opgave på arbejdet, så føler de, at de har gjort noget forkert. De føler næsten skyld over noget, de rent faktisk ikke har gjort.

Hvem er det så, der ender med at bukke under for skammen?

Det er uhyre svært at forudse. Der vil altid være nogen, som af den ene eller anden årsag er mere sårbart anlagt end andre. Men jeg tror, at vi længe har været snæversynede i vores udpegning af risikogruppen. I min forskning har jeg fundet ud af, at det rammer såvel direktøren som sygeplejersken. Der er selvfølgelig mennesker, som ikke investerer så meget af sig selv i deres arbejde, hvorfor de ikke er i samme risiko for at blive ramt af skam-relateret stress. Men er det virkelig det, vi skal gå efter? Nej, vel?

Hvordan forebygger vi bedst den her form for stress?

Vi skal gå efter at indrette vores arbejdsliv på en måde, så arbejdsfællesskabet er i fokus. Vi bliver nødt til at se nærmere på, hvordan vi er sammen på en arbejdsplads: Hvordan taler vi sammen? Hvornår har vi en tendens til at hylde det perfekte? Hvordan formår vi bedst at tage vare på hinanden? Det kræver en grundlæggende forståelse for, hvorfor det ikke er så enkelt at lade arbejdet blive på kontoret, følelserne derhjemme og blot sige ”pyt”, når noget går skævt. Det handler jo om, hvad det vil sige at være et menneske, der går på arbejde med liv og sjæl. Men det er ikke altid, man er bevidst om, hvori ens udfordringer ligger, og derfor har jeg helt lavpraktisk udarbejdet forerbyggelsesværktøjer, blandt andet dialogkort, som lanceres her den 26. februar, der skal åbne op for samtale og refleksion på arbejdspladsen. Formålet er ikke så meget at konkludere, hvorvidt man er stresset eller ej, men at finde frem til den bedste form for støtte. Fokus fjernes hermed fra stress som noget sygt for derimod at behandle oplevelsen af at være presset som en normal del af arbejdslivet, så man bedre kan tage det i opløbet.

Hvis ansvar er det at ændre den kultur?

Det er klart, at ledere, arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanterne bør gå forrest, men det er et fælles ansvar at have en arbejdspladskultur, hvor man værner om det at være menneske i et arbejdsliv, hvor vi konstant bliver bedt om at løbe stærkt, præstere og gå på kompromis. Og da der ikke findes én form for støtte, én måde at være gode kolleger på og én måde at bedrive god ledelse på, så må man have en åben dialog om det – mellem ledelse og medarbejdere og internt i medarbejdergruppen.