I DE LANGTRUKNE FORHANDLINGER om en tysk regeringskoalition udgjorde spørgsmålet om familiesammenføring den største knast. Oven på Tysklands massive modtagelse af flygtninge, ser CDU og CSU nødigt en endnu større tilstrømning af slægtninge, mens SPD nødigt nægter de unge mænd retten til at bringe deres familie til Forbundsrepublikken.
Man har nået en art enighed, men flere røster i debatten frygter, at den vil vise sig skrøbelig i hverdagens hårde prøve. Jürgen Kaube, udgiver af Frankfurter Allgemeine, bemærker i sin avis, at SPD’s gode vilje savner sans for de praktiske udfordringer.
Jürgen Kaube minder om en gammel juridisk sætning:
En stat kan ikke være forpligtet på det umulige. Kommunerne mangler titusinder af boliger, skole- og børnehavepladser og arabisksprogede undervisere.
”Penge alene kan ikke undervise børn,” bemærker Kaube og tilføjer tørt:
”Vi skal også kunne det, vi vil.”
Redaktør på Die Welt, Robin Alexander, kommenterer en kampagne fra De Grønne, der ville påvirke forhandlerne med plakater af mellemøstlige børn med store øjne. Partiets nye leder, Robert Habeck, bidrog med et billede af sig selv som etårig.
Kampagnen er kitsch, moraliserende og sentimental og desuden verdensfjern, mener Robin Alexander:
”Det spørgsmål, som hele Europa for tiden bakser med, lyder: Er EU i færd med radikalt at afskaffe sig selv? (Og her er det underordnet, om man sætter en Orbán eller en Erdogan til at skubbe på). Eller finder demokratierne atter veje til at kunne skelne mellem politisk asyl, beskyttelse af flygtninge og økonomisk indvandring? Kun hvis det lykkes, kan vi varigt opretholde vores Grundlovs paragraf 16a (om retten til asyl, red.). I længden kan kun lov og ret hjælpe ægte flygtninge – ikke vores følelser.”
Robert Habeck gør i et svar til Alexander gældende, at følelser skam ofte styrer politik. Således er nye tiltag til opbremsning af flygningestrømmen båret af angst.
”Og denne angst styrer efterhånden sproget og de politiske beslutninger mere og mere,” beklager han.
”Også når det egentlig må være familiesammenføring, der er mest egnet til at fjerne angst: Hvem finder vel nemmest ind i vores samfund? Familier.”
Robert Habeck regner familiesammenføring for sund fornuft, idet han formoder, den vil fremme integrationen og dæmpe kriminaliteten blandt flygtninge.
Men har nogen overhovedet tænkt over, hvad familie vil sige i muslimsk sammenhæng, spørger sociologen Necla Kelek, der vil et spadestik dybere.
Hun har tyrkiske rødder og har skrevet en række bøger om emnet, herunder bestsellerne ”Den fremmede brud” og ”De fortabte sønner”, der undersøger tyrkisk familieform, som den udfolder sig i Tyskland. Mønsteret er, at mødrene sidder hjemme sammen med døtrene, mens sønnerne vokser op på gaden – kun med afstikkere op i lejligheden, så de kan rapportere eventuelle uregelmæssigheder til faderen, patriarken.
I Die Welt skriver Necla Kelek:
”Familiesammenføring fremstilles som et skæbnespørgsmål for nationen. Men ’familie’ i Europa og i muslimske lande er slet ikke det samme. Ved sammenføring gælder det udelukkende sikring af mandens herredømme.”
Alle tyskere taler i disse dage om en syrisk mand i Pinneberg, der ankom med kone og fire børn. Han kan nu hente sin anden kone herop, for hun er angiveligt mor til et par af børnene. De bør ikke vokse op uden deres mor, siger de tyske politikere.
Men sådan fungerer en muslimsk familie ikke, indvender Necla Kelek. Her drejer det sig ikke så meget om børnenes ve og vel, og opdragelsen er helt forskellig for drenge og piger. Det drejer sig for manden om at opretholde sin magt i et polygamt ægteskab.
Men polygami må vi tolerere, siger tyske politikere, for de syriske flygtninge har ret til at leve under syrisk familieret.Familieretten siger imidlertid i sin artikel seks, at ægteskabet er formløst. Det kan indgås over telefonen, og har kvinden hørt mandens tilbud, regnes tavshed for tilsagn, fortæller Necla Kelek. Ægteskabet er uden attest, to mandlige vidner er nok.
”En variant af ’ Ehe für alle ’ (ægteskab for alle, red.) på muslimsk,” bemærker hun ironisk – med en hilsen til den tyske debat om homoseksuelt ægteskab.
POLITIKERNE SKÆNDES OM, hvor mange der må hentes op, men de glemmer, at der ikke er tale om vestlige kernefamilier, men om orientalske storfamilier, patriarkalsk organiserede, uden mulighed for skilsmisse, skriver Necla Kelek.
”Den, der priser familiesammenføring som en næstekærlig handling, skaber et monstrum,” mener hun – og forudser dannelsen af parallelsamfund:
”Når de syriske storfamilier ankommer i tilstrækkeligt stort antal, vil deres traditioner for børneægteskab, fødselstvang og kvinde-apartheid leve videre.”
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.