For nylig skulle den 20-årige norsk-somalier Jama til jobsamtale hos det norske postvæsen. Og for at undgå misforståelser og pinlige situationer skrev han en sms til sin måske kommende chef en halv time før interviewet.
”Jeg vil bare informere dig om, at jeg ikke hilser med hånden (…). Jeg håber, at du forstår,” skrev den 20-årige ifølge norsk stats-tv, NRK.
Sms’en faldt dog ikke i god jord hos post-chefen, der ledte efter en ny medarbejder til natskifteholdet.
”Hej Jama (…). Da kan jeg desværre ikke møde dig. Beklager,” lød svaret.
Historien om Jama er blot en i en lang række sager, der i løbet af de seneste måneder har rejst spørgsmålet om, hvorvidt det er i orden at afvise at give hånd.
I Danmark vil regeringen gøre det obligatorisk, at udlændinge giver hånden under en ceremoni, der markerer det danske statsborgerskab. Og i den svenske valgkamp blev hilseformerne også hedt stof, efter at en række partiledere meldte ud, at de mener, at arbejdsgivere skal have lov til at give afslag, hvis en ansøger ikke vil give hånd.
”Det er et spørgsmål om respekt og værdier,” sagde statsminister Stefan Löfven (S) i svensk TV4 ’s partilederdebat.
Et flertal af svenskerne ifølge samme tv-kanal op om partiledernes holdning, men flere eksperter affejer tanken om at gøre håndtrykket obligatorisk på svenske arbejdspladser.
Den svenske arbejdsret gav i august den muslimske kvinde Farah Alhajeh ret i, at hun blev diskrimineret, da hun blev sendt hjem fra et jobinterview, efter at hun lod arbejdsgiverens hånd hænge i luften. Og det blev startskuddet til diskussionen i det svenske.
”Det eneste, folk læser, er overskrifter i stil med ’Nægtede at give hånd – fik 40.000 kroner’. De læser ikke hele forklaringen af dommen, som er, at jeg blev stoppet i en rekrutteringsproces, fordi jeg er muslim (...),” siger Farah Alhajeh til det juridiske fagblad Lag & Avtal.
I EN LEDERARTIKEL i den svenske avis Dagens Industri skriver Lotta Engzell-Larsson, at der de seneste år er kommet flere og flere sager, hvor hensynene til religionsfrihed og ligestilling sættes på spidsen. Og så går hun i kødet på den svenske arbejdsret, som gav Farah Alhajeh medhold.
”For Sverige, hvor ligestilling er et retligt mål, er det risikabelt at ofre den ret (ligestilling, red.) for retten til at udøve sin religion på arbejdspladsen,” skriver Lotta Engzell-Larsson.
I Norge har sagen om 20-årige Jama, der ikke fik job i postvæsenet, også fået nordmændene til at diskutere symbolværdier og integration.
Men mens den 20-årige norsk-somalier selv har meldt ud, at han ikke vil hilse af religiøse hensyn, mener to af Norges mest fremtræde muslimske ledere dog godt, at man kan give hånden til en person af det modsatte køn.
I et indlæg i den norske avis Dagbladet skriver Rune Berglund Steen, der er leder for organisationen antiracistisk center, at udviklingen nærmer sig en form for moralsk panik, som Danmark er ved at løfte til et parodisk niveau.
”Håndtrykket er ment som en venlig gestus og en blød start på mødet mellem mennesker. At ophæve den gestus til national politik med nægtelse af grundlæggende rettigheder og kommunale strafaktioner er alt andet end blødt (…). At den ansvarlige minister (Inger Støj
berg, udlændinge- og integrationsminister fra Venstre, red.) til og med vil straffe borgmestre, som ikke ønsker at gennemføre påbuddet, med bøde, giver det hele østblok-præg,” skriver han i Dagbladet.
I samme avis filosoferer forfatter og debattør Assad Nasir over baggrunden for, at så mange nordmænd er engagerede i spørgsmålet.
”Når vi hilser, etablerer og opretholder vi kontakt med andre mennesker. Vi kan give udtryk for, hvilken type relation vi har til hinanden og på den måde bekræfte vores relation,” skriver han i Dagbladet.
Assad Nasir peger desuden på, at der ligger en stærk symbolværdi i ritualet.
”Når nogen afviger fra det alment etablerede hilseritual, kommunikerer vedkommende, at han ikke er en del af fællesskabet. Anderledesheden bliver både synlig og tydelig og bryder med lighedslogikken (…),” skriver han.