Strindbergs store indsigt i kristendommen overses

August Strindberg indså som ingen anden i sit slægtleds nordiske litteratur, at mennesker er ondt af natur, skriver Jack Jornbek

Sveriges store litterære søn August Strindberg kom ind i verden og gik ud af verden som kristen. Enhver litteraturhistorisk beskæftigelse med ham, der ikke tager hensyn til denne kendsgerning, viger uden om sandheden, mener Jack Kornbeck. Portrættet her af Strindberg er malet af den norske maler Edvard Munch. –
Sveriges store litterære søn August Strindberg kom ind i verden og gik ud af verden som kristen. Enhver litteraturhistorisk beskæftigelse med ham, der ikke tager hensyn til denne kendsgerning, viger uden om sandheden, mener Jack Kornbeck. Portrættet her af Strindberg er malet af den norske maler Edvard Munch. –. Foto: Lise Aserud.

DET ER I ÅR et Strindberg-år, for han døde i 1912. Hans liv var en voldsom og fortærende affære. Det er hans digtning også. Det var, som om han digtede sit liv og levede sin digtning. Det kan godt se ud, som om alt i hans urolige liv er omskifteligt og kan ombyttes med noget andet, som om alt står for fald og intet til troende, men det er nu slet ikke sandt.

LÆS OGSÅ: Strindbergs kærlighed, kriser og kristendom

Der var noget, der stod fast fra begyndelsen til enden. Det var Strindbergs indsigt i menneskets onde natur. Han besad denne viden som ingen anden i sit slægtleds nordiske litteratur.

Han besad den som sin teologiske og filosofiske ejendom, og vi skal se lidt nærmere på, hvad denne indsigt går ud på, hvordan han kom til den, og hvordan han bar sig ad med at fastholde den livet ud.

Dersom De studser over udtrykket menneskets onde natur, så har det sin årsag. Årsagen er den, at 200 års humanistisk hjernevask ikke er gået sporløst hen over Dem. Før i tiden ville ikke en mors sjæl have hæftet sig ved udtrykket. At bruge det ville bare have været at udtale en selvfølgelig viden.

Det skyldes kristendommen, der som den første formulerede doktrinen om menneskets onde natur.

Den formuleres også som læren om arvesynden, der udsiger, at ethvert menneske i sit liv er fordømt til at gentage det første menneskes synd. Det går rigtig meget af vor tid jo også med.

Strindberg blev født som kristen, han var kristen, og han var det ikke kun ifølge dåbens hellige bad. Hans tro var ham i barndommen og ungdommen en intens og alvorlig sag. Det var alt, hvad han gav sig af med her i livet.

Barndomshjemmets kristendom var af pietistisk farve, og Strindbergs første filosofiske inspiration var Søren Kierkegaard. Men denne inspiration fik parløb med et andet af filosofiens store navne, nemlig af Arthur Schopenhauer, der skulle blive af den allerstørste betydning for ham.

Kristendommen er pessimismens store religion, og Schopenhauer er pessimismens store filosof. Pessimismen er således fællesnævneren og bindeleddet mellem de to. Hvad der hos kristendommen hedder synd, overtrædelse, ulydighed mod Gud og Djævelen selv, altså ham, som vi med munden forsager om søndagen for så om mandagen igen at gøre hans vilje, det hedder hos Schopenhauer livsviljen, viljen til blindt, ubetinget og hysterisk at ville sig selv og kun sig selv og sit eget.

Denne fandens syndighed og denne blinde livsvilje lader sig gyldigt sammenfatte i udtrykket menneskets onde natur, og på dette punkt er kristendommen og Schopenhauer fuldstændig enige.

På et tidspunkt fjerner Strindberg sig fra sin kristendom for en tid helt at forlade den, hvilket sker under voldsom påvikning af Nietzsche og danske Georg Brandes. Nietzsche var som bekendt ophavsmanden til overmenneskelæren og råbet: Gud er død. Strindberg lyttede efter dette råb, og hans kristendom døde.

Her er det, at Schopenhauer kommer ham til hjælp, for bruddet med kristendommen truede med at berøve ham den indsigt i menneskets natur, som kristendommen havde givet ham, og som han behøvede både som menneske og som digter.

I stedet for arvesyndsdoktrinen hager han sig nu fast i Schopenhauers lære om den blinde livsvilje og livet som en alles kamp mod alle. Inspirationen fra Schopenhauer betyder, at påvirkningen fra Nietzsche og Brandes overhovedet ikke får ødelæggende virkninger på Strindbergs forfatterskab. Den ødelægger ingenting for ham som digter. Han vandrer gennem sin vanvidskrise, infernokrisen, og han skriver sit store kristne stykke Til Damaskus, der bliver til årene fra 1897 til 1901.

Det menneske, der forlader sin kristendom (for eksempel under indflydelse af Nietzsche og Brandes), men klamrer sig til sin indsigt i menneskets onde natur, vil med stor sandsynlighed vende tilbage til den, for han holder fast i den væsentligste grund til at være kristen.

Sådan gik det Strindberg. Med hans død afsluttes en krig i hans sind og om hans sind, hvor den aristokratiske radikalisme, der på nudansk hedder kulturradikalisme eller humanisme, taber krigen, og kristendommen sejrer. I den krig blev Strindbergs indsigt i menneskets onde natur hans allierede. Og Schopenhauers lære om livsviljen blev den æselbro, der gav passage gennem vanskelighederne.

Og herefter står det fuldstændig fast, at Sveriges store søn kom ind i verden og gik ud af verden som kristen. Enhver litteraturhistorisk beskæftigelse med ham, der ikke tager hensyn til denne kendsgerning, viger uden om sandheden om Strindberg.