FOR NYLIG KUNNE flere danske medier berette, at de 414.000 danskere, der hver dag tager de såkaldte lykkepiller, kunne ånde lettet op: Forskere fra udlandet påstår på baggrund af et nyt metastudie, at pillerne virker.
Og mens det godt kan være, at studiet fik medicinalindustrien til at klappe i sine hænder, vil jeg dog bede de 414.000 danskere holde vejret lidt endnu.
For medicinen virker. Ingen tvivl om det. Virkningen er dog alt andet end positiv. Især over længere tid.
Et par måneder efter jeg fik min første depressionspille som 18-årig, ”virkede” medicinen ved, at de mest basale funktioner i min krop blev forstyrret: sult, sex, søvn. Jeg kunne ikke være intim med min kæreste. Min penis blev simpelthen følelsesløs. Noget tid og en lidt højere dosis senere blev resten af mig det samme. Det skulle være forbipasserende. Det var det ikke.
Da en psykiater nogle år senere skiftede mit præparat, ”virkede” det ved, at jeg tog omkring 20 kilo på. Da jeg ville ud af medicinen, stak han mig den gængse løgn: at jeg havde en kemisk ubalance og brug for pillerne. Så jeg fortsatte.
Efter seks år begyndte min tarm at gå kaput, efter otte kom smerterne så småt, og efter 10 var min krop og sjæl så vraggjort af medicinens ”virkning”, at jeg besluttede mig for at komme ud af det. Ud kom jeg, men det skulle koste mig dyrt.
For som blandt andre forsker Anders Sørensen, farmaceut Birgit Toft og professor Peter Gøtzsche har påpeget – senest i en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten den 6. oktober 2017 – bliver ens krop stærkt afhængig af pillerne på sigt. Det kan derfor være mere end vanskeligt at komme af dem igen.
Og selvom jeg fik god hjælp af den voksende underskov af fagfolk, som har erkendt, at medicinen er skadelig, måtte også jeg døje med invaliderende abstinenser som nervesmerter, stød i hjernen og tinnitus.
Og gid, jeg bare var et enkelttilfælde. En Google-søgning på ”surviving anti depressants” vil dog vise, at der er titusindvis af andre i forummer og blogs rundtom i verden, der beskriver samme (og værre) fysiske og psykiske mén. Også herhjemme findes der afvænningsgrupper. Og de er bare en dråbe i havet af de mange, der ligger og vrider og vånder sig hjemme i stuerne af ophørsabstinenser. Desværre er der ingen i psykiatrien eller industrien, der interesserer sig for at forske i ophørssymptomer eller langtidsvirkninger.
Det nye metastudie har i øvrigt kun set på studier, der undersøger behandlingseffekt over sølle otte uger. Sådan er det faktisk med langt størstedelen af studierne i antidepressiva. Som tidligere psykiatribruger i 10 år har jeg ikke mødt en eneste, der fik pillerne så kort tid. I praksis får mange medicinen i 5-10-20 år. Derfor er det mest forbandede ved pillerne, at de mest skadelige virkninger kommer snigende og først åbenbares for én efter flere år. Medicinen er som en trojansk hest: Først bilder pillernes præsteskab, psykiaterne, én ind, at pillerne er en gave fra oven, men langsomt nedbryder de hjernens og sjælens funktioner indefra. Som den prisvindende journalist Robert Whitaker skriver:
”Antidepressiva retter ikke op på en kemisk ubalance, de skaber en.”
Ønsker vi i sidste ende overhovedet et samfund, hvor vi propper op mod 500.000 danskere med piller for helt igennem menneskelige følelser som tristhed, sorg og angst?
Min mor har altid sagt, ”gå ej til bageren efter kød”. Og at gå til en medicinsk uddannet læge i håbet om at få svar på sjælelige problemer er præcis det. Jo før vi erkender det, jo hurtigere kan vi gøre op med psykiatriens pillefetich.
Sebastian Reinert Scheuer er retorikstuderende.