Prøv avisen
Debat

Studerende: Har vi glemt, at vi er mennesker?

Vi skal altså være robuste på arbejdsmarkedet og tage os perfekt ud i det sociale rum i fritiden. Hvornår må vi være sårbare? spørger studerende. Privatfoto.

Sårbarheden er det, der adskiller mennesket fra robotten. Det paradoksale er, at i idealet om det perfekte menneske, har vi efterladt meget lidt plads til netop menneskeligheden, skriver studerende

Jeg er et menneske. Jeg er sårbar. Nogle gange bliver jeg også nervøs for ting. Som for eksempel det at få lavet underlivsundersøgelse hos lægen.

Sidstnævnte situation stod jeg i for nylig. Jeg skulle have lavet celleudskrab. Jeg var lidt nervøs, som sygeplejersken da også noterer sig. Hun forsikrer mig dog om, at det ikke er farligt, hvorfor jeg bare kan tage det roligt. Efter et par rutinespørgsmål går seancen i gang, og det er heldigvis overstået, før end jeg kan nå at vide af det. ”Var det så så slemt?”, spurgte sygeplejersken. Det var det egentlig ikke.

Jeg kommer ud fra klinikken, og her begynder jeg at græde. Måske var det alligevel lidt slemt.

Hvorfor jeg blev ked af det? Kunne det være, fordi jeg stod i en sårbar position over for en fremmed person? Var det mon, fordi jeg ikke havde stået i en sådan position længe? Fordi jeg efterhånden er blevet så erfaren og ”god” til at sætte en facade op, når jeg er sammen med andre mennesker? For Gud forbyde, at nogen skulle opdage, at jeg er et menneske. Som bliver nervøs. Og som kan være sårbar.

Sårbarheden er det, der adskiller mennesket fra robotten. Det paradoksale er, at i idealet om det perfekte menneske har vi efterladt meget lidt plads til netop menneskeligheden. På de sociale medier viser vi vores veltrænede kroppe, avokadomadder og perfekte livsstil frem, mens vi skjuler dellerne, bland selv-slikket og de dårlige vaner. Samtidig er robusthed blevet det helt centrale modeord, når vi skal sælge os selv på arbejdsmarkedet.

Vi skal altså være robuste på arbejdsmarkedet og tage os perfekt ud i det sociale rum i fritiden. Hvornår må vi være sårbare?

Vi kan ikke fornægte, at vi er sårbare. Vi kan ikke fornægte, at vi er mennesker. Ved at lukke menneskeligheden ude fra det offentlige rum reducerer vi os selv til robotter. Ved at reducere os selv til robotter, fremmedgør vi os fra os selv. Ved at fremmedgøre os fra os selv, bliver vi kede af det. Og når vi har været kede af det i tilpas lang tid, og tilmed forsøgt med al vores vilje at skjule det for omverdenen, bliver vi ensomme. Eller deprimerede. Eller det, der er endnu værre.

Vi bør lade robotterne være robotter, mens vi står ved vores sårbarhed og finder tilbage til vores menneskelighed.

Mathilde Langgaard er statskundskabsstuderende.