Studerende: #MeToo viser skyggesiden af 68’er-generationens seksuelle frigørelse

Vi har meget godt at takke 68’er-generationen for, men den frie seksualitet er ikke et af de goder. Ved at blive taget ud af sin ramme i parforholdet og ægteskabet er seksualiteten blevet gjort triviel og – hvad værre er – til et farligt værktøj i magtsyge mænds hænder, skriver studerende

Krænkelseskulturen, som #MeToo-kampagnen har afdækket, er et naturligt udfald af 68’er-generationens seksuelle revolution, hvor seksualiteten er blevet afkoblet fra kærlighed, troskab og ægteskab, mener Jacob Munk. Her ses en demonstration i Los Angeles den 12. november mod seksuelle krænkelser. –
Krænkelseskulturen, som #MeToo-kampagnen har afdækket, er et naturligt udfald af 68’er-generationens seksuelle revolution, hvor seksualiteten er blevet afkoblet fra kærlighed, troskab og ægteskab, mener Jacob Munk. Her ses en demonstration i Los Angeles den 12. november mod seksuelle krænkelser. – . Foto: Damian Dovarganes/AP/ritzau.

JEG TROR IKKE, nogen af os havde set den komme. #MeToo-bevægelsen har bredt sig internationalt i en utrolig hastighed og har vist os én gang for alle, at krænkelseskulturen er mere end sporadiske enkelttilfælde af ubehagelige mænd uden situationsfornemmelse. Den er et samfundsproblem. Spørgsmålene melder sig uundgåeligt: Hvordan kunne det komme så vidt, og hvad gør vi for at komme videre herfra?

Jeg tror, at vi kom svaret foruroligende nær i Deadline på DR 2 den 8. december, hvor vært Lotte Kaarsholm sad i studiet med politiker Bertel Haarder (V) på den ene side og professor Drude Dahlerup på den anden.

Scenariet var i udgangspunktet, som man kunne have forventet: Drude Dahlerup optrådte i rollen som feministen par excellence og forsvarede entydigt #MeToo-bevægelsens afmaskering af mændenes magtmisbrug, mens Bertel Haarder opfordrede til borgerligt mådehold ved at påpege, at vi heller ikke må blive kropsforskrækkede og sætte gang i en løssluppen rygtekultur.

Men ved debattens afslutning stillede Kaarsholm pludselig det gode spørgsmål: ”Det danske frisind: Er der også nogle problematiske sider, som ligger i det her grænseløse rum?”. Haarder tøver lidt, men svarer da blandt andet: ”Peter Aalbæk ville jo sikkert sige, at han også er 68’er, og der lærte han, at man måtte alle mulige ting, som den tidligere generation ikke måtte.”

Selvom både Haarder og Dahlerup skynder sig at påpege, at krænkelseskulturen intet har med 68’er-generationens seksuelle frigørelse at gøre, tror jeg, vi her rammer sagens kerne: Den krænkelseskultur, som #MeToo-kampagnen har afdækket, er intet andet end det naturlige udfald af 1970’ernes seksuelle revolution, hvor seksualiteten ikke længere har nogen selvfølgelig forbindelse til kærlighed, troskab og ægteskab.

Disse rammer er så essentielle for menneskets seksuelle liv, fordi det seksuelle begær har det med at svække vores fornuft og moralske sans. Det gør os sårbare, og derfor ødelægges så mange liv og forhold i dag af utroskab, jalousi og sexchikane.

Jeg tror, det bedste våben mod krænkelseskulturen er at advokere for et helt nyt syn på seksualiteten: Den er ikke bare et nydelsesinstrument, vi kan dele med hvem som helst. Den er noget helligt, som vi skal forvalte med største forsigtighed og respekt. Særligt hviler der et stort ansvar på os mænd for at vise, at dem, vi tilnærmer os seksuelt, vil vi også tage ansvar for og behandle med respekt, værdighed og kærlighed.

Vi har meget godt at takke 68’er-generationen for, men promiskuitetskulturen er ikke et af de goder. Ved at blive taget ud af sin ramme i parforholdet og ægteskabet er seksualiteten blevet gjort triviel og – hvad værre er – til et farligt værktøj i magtsyge mænds hænder.

For at komme videre herfra, må feminismen altså tage et opgør med sin tætte forbindelse til den seksuelle revolution, som har præget den siden 1968 og genopfinde sig selv som en forkæmper for det bindende, monogame parforhold.

Jacob Munk er teologistuderende ved Menighedsfakultetet, Aarhus.