Det er svært at være dansker for tiden. Det skyldes vel at mærke ikke flygtningene, men den opførsel, en del af mine landsmænd lægger for dagen. De får mig og en del andre til at krumme tæer og skamme sig over at tilhøre en nation, hvor småligheden og selvtilstrækkeligheden har erobret den politiske dagsorden.
Det symbolske udtryk for det primitive fremmedhad er den spyttende mand på broen over motorvejen ved Rødby. Det var ikke god reklame for Dansk Folkeparti, for manden kom selvfølgelig til at symbolisere en typisk DF'er.
Men noget kunne tyde på, at folkestemningen er ved at vende. Nogle vil ligefrem mene, at der er indtrådt en såkaldt game changer.
Mange danskere er ved at få nok og tager sagen i egen hånd. Og straks lyder der igen protester. Marie Krarup (DF) klandrer Lisbeth Zornig Andersen for at have transporteret en flygtningefamilie i bil fra Rødby til København. I stedet burde hun som lovlydig borger have afleveret dem til politiet. At Lisbeth Zornig Andersen oven i købet har nævnt episoden på Facebook, bliver hos Marie Krarup til, at hun forsøger at flashe sin egen næstekærlighed.
Begrebet næstekærlighed er der i det hele taget vældig meget gang i for tiden. Det har altid været tidehvervsfolkenes store interesse, og de diskuterer det glad og gerne hen over kanten af et glas rødvin eller to.
Om de selv praktiserer næstekærligheden i nævneværdig grad, får stå hen i det uvisse. Men det er heller ikke det afgørende. Selv er de i hvert fald ikke det mindste frelste og selvgode, påstår de. Og det er for dem det vigtigste.
Til gengæld har de deres helt egen håndtering af næstekærligheden: De er nemlig usædvanligt gode til at bruge næstekærligheden til at slå alle andre i hovedet med.
Bevares, jeg bryder mig personligt heller ikke om skinhellighed og selvgodhed. Men der er én ting, der er værre: Det er dette at håne andre, der i det mindste udretter noget, medens man selv stort set ikke foretager sig det mindste. Det er skinhellighed i anden potens, nemlig som hypermoralisme og arrogant teologisk farisæisme.
Da den nye biskop i Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen, i al stilfærdighed omtalte flygtningesagen i sin tiltrædelsesprædiken, fik han læst og påskrevet af præsten Christian Langballe, der som bekendt både er tidehvervsmand og DF'er.
Langballe beskyldte Henrik Wigh-Poulsen for at politisere fra prædikestolen. At Christian Langballe selv fører sig frem som en intrigant politiserende koldkriger er tilsyneladende en helt anden sag.
Og selvfølgelig skal den afgående biskop Kjeld Holm da også lige have et nakkedrag. Det bliver leveret af en anden præst og DF'er - Katrine Winkel Holm. I en slags afskedssalut betegner hun i Morgenavisen Jyllands-Posten Kjeld Holm som repræsentant for en ”kælen kristendomsforfalskning” og som en person, ”der i særklasse har skadet folkekirken”.
Man husker måske, at Kjeld Holm blandt meget andet også var formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling og senere formand for Institut for Menneskerettigheder. Det er beskæmmende at se, hvorledes tidehvervsfolkene af den krarupske aftapning i deres teologiske gevandter optræder som oppiskere af en primitiv og hetzagtig højrepopulisme.
Lad os skrue tiden et par måneder tilbage. Valgkampen udspillede sig stort set på DF's banehalvdel. Duellerne mellem Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) gik ud på at præstere den mest restriktive udlændingepolitik. Det foregik mildest talt ikke i al ubemærkethed - hverken herhjemme eller i udlandet.
I dagene op til folketingsvalget bragte det ansete tyske magasin Der Spiegel på sin hjemmeside en artikel med overskriften ”Pøbel-valgkampen”. Artiklen indeholdt blandt andet følgende passage: ”Opholder man sig i disse dage i Danmark, enten det nu er ved Københavns havnefront, på et af feriestederne ved kysten eller i en af de små byer i Jylland, er der ét spørgsmål, der går gennem hovedet på én: Er I virkelig så højreorienterede, som valgkampen tyder på?”.
Danmark har fået et blakket ry i det store udland, og det er ikke ufortjent. De seneste uger har gudskelov vist et andet og mere gæstfrit Danmark. Der er grund til at tænke med taknemmelighed på de mange danskere, der på det seneste er trådt i karakter og yder hjælp til flygtningene.
Det politiske establishment i Danmark er blevet overhalet indenom af de almindelige danskere. De er i øjeblikket ved at redde stumperne af Danmarks ære. Både i indland og udland. De har gjort det lidt lettere at være dansker. Tak for det!
Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, formand for Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk, og medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris