FOLKEKIRKEN er en succes, og som sådan skal den også bedømmes, mener et flertal af de danske biskopper ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten den 28. oktober. Derfor planlægger næsten alle stifter nu systematisk at tælle, hvor mange der kommer i kirkerne. Hvis de da ikke allerede er gået i gang.
Ministeren og de talglade biskopper har nok glemt: Var vi på jord ej mer end to, bygge han ville dog og bo, hos os i hele sin vælde.
LÆS OGSÅ: Prædike-kunstens svære opgave: Moderne præster har problemer
De må have det svært med lignelsen om den bortkomne mønt eller det fortabte får, for stilles der krav til dokumentation og ressourcebevidsthed, da skal nytteværdien være så høj som muligt, og der er ikke meget nytteværdi i at gå ud og lede efter et enkelt bortkommet får og så efterlade 99 forsvarsløse i ørkenen. Eller at holde en fest for en enkelt bortkommet mønt. En fest, der sikkert har kostet mere end det, mønten var værd.
Folkekirken er en succes, mener biskopperne, men er det succes, kirken stræber efter? Ja, så synes jeg ærlig talt, den skal lave sig om til en religionsanstalt, hvor alle, der er medlemmer, får et højtideligt medlemsbrev på, at de nu er garanteret en god plads i de evige boliger.
FOR MAN KAN vel ikke sige, at manden fra Nazaret, eller hvor han nu var fra, havde succes. Hans tilhængere kvinder, landsforrædere, fiskere og bønder var for få og for naive og stak halen mellem benene, da det gjaldt. Man kan vel næppe sige, at succeskriteriet for udbredelsen af ordet om korset det, som Paulus betegner som en forargelse og en dårskab var succes? Stræbte de første kristne efter succes? Hvad succesfuldt var der ved at blive forfulgt og hånet og tilsidst smidt for løverne? Er det tanken om succes, der bærer de koptiske, irakiske og syriske kristne gennem deres lidelser?
Nej, vil man en succeskirke, skal man holde op med at kalde det en kristen kirke! I det hele taget skal kirken passe på ikke at se for meget på, hvad der nytter, og hvad det kan betale sig at satse på.
Men kirken har i mange år haft så travlt med at lave synlige aktiviteter, som alle måles på, hvorvidt der nu kom mange. Ja, der har ikke været og er ikke nogen grænser for, hvad kirken har gjort bare for, at der skulle komme nogen: yogagudstjenester, massagegudstjenester, zumbagudstjeneste og kirke-café latte. Der kom rigtig mange, siger de begejstrede arrangører så bagefter.
Men kirken skal være et sted det eneste sted måske i verden hvor der ikke tælles hvor mange. Hvor der ikke konstant måles nytte og brugsværdi. Og biskoppen skal ikke være leder af et statistisk kontor, sådan som en biskop, nemlig Kjeld Holm, heldigvis slår fast.
Kirken skal være et sted, hvor evangeliet lyder, og evangeliet er, at hvert eneste nyttigt eller unyttigt hovedhår er talt og tæller. Og hvor der er glæde over bare et bortkommet unyttigt får, der er kommet hjem. Og fest på grund af en mønt, selvom der er brugt uforholdsmæssigt meget tid på at finde den.
Kirken skal lede og søge uden tanke på, om det nytter noget, efter det eller dem, det ikke rigtig kan betale sig at have med at gøre.
Nana Hauge er cand.theol. og præst for Høve og Havrebjerg Valgmenigheder