Prøv avisen
Mellem os

Sundhedssystemet forventer, at familie og venner træder til – men hvad hvis man er alene?

For mig er det samfundssind, at vi passer på hinanden, uanset hvordan vores familiære forhold er. Vi bør have en sundshedspolitik, der ikke blot handler om færre indlæggelser og færre dage på hospitalet, men handler om, at vi er mennesker i en svær situation, som har brug for hvile og omsorg, skriver forfatter Merete Pryds Helle. – Illustration: Rasmus Juul.

Jeg har intet imod at klare mig selv så meget, jeg kan, eller at trække på mine nærmeste; men hvad hvis jeg var alene? Og måske ikke bare alene, men også ensom? Så ville en tur i sundhedssystemet føles som en straf for min ensomhed, skriver forfatter Merete Pryds Helle

For et par år siden fik jeg blindtarmsbetændelse. Fra at have været frisk til morgenspinning og være i studiet for at at indtale ”Folkets skønhed” som lydbog, blev jeg en lille smertepumpe uden kræfter.

Det var en af de første dage i juli, min mand var på kursus i Køge – vi bor i København – min datter var ude at sejle, min søn var i Aarhus, min gode veninde i Humlebæk. Men min svigerdatter var i nærheden og kom fluks og kørte mig på Bispebjerg Hospital.

Jeg ankom midt i undervisningstiden, og overlægen kom ind og beså mig sammen med 10 studerende. Stor var hans glæde over at kunne fremvise et så perfekt eksempel på en akut blindtarmsbetændelse, og han viste de studerende de forskellige diagnoseformer, blandt andet en scanning, hvor min blindtarm stod der og pulserede, klar til at bliver fjernet.

Da var klokken 14. Min mand kom fra kursus, og min svigerdatter tog hjem. Min datter kom i land og kom forbi på vej videre til studenterfest. Mine veninder og forældre ringede. Jeg blev kørt hen på stuen, hvor jeg skulle afvente operationen.

Timerne gik. Smerterne tog til. Der kom en anden patient ind, der ligesom mig var en sikker blindtarmsbetændelse, vi lå der og skiftevis våndede os og kastede op og ventede, mens min tålmodige mand og min medpatients datter forsøgte at berolige os.

Sygeplejerskerne kom forbi cirka en gang i timen og gav os smertestillende. Vi ventede og ventede. Klokken 16 var der vagtskifte, og så ville der ske noget, fik vi at vide. Timerne gik, og smerterne tog til.

Klokken 20 havde jeg så store smerter, at jeg, der har en neurotisk angst for narkotiske midler, overgav mig til morfinen, som var det eneste, sygeplejersken kunne tilbyde, for der manglede åbenbart læger på operationsstuen.

Morfinens bølger skyllede igennem mig et par timer. Min medpatient lå ved siden af og hylede af sine smerter, der syntes større end mine. Der var kommet en ny desperation ind i rummet. Når lægerne på et tidspunkt vil operere, hvem af os vil de så tage først? Så begyndte min feber at stige eksplosivt, og min medpatient var gået over fra at hyle til en konstant klynken, så da der skulle opereres klokken 23, kom jeg ind først.

Min mand fulgte mig ind og holdt mig i hånden, da jeg blev bedøvet. Da jeg vågnede, sad han ved siden af mig, og på den anden side af sengen sad min søn, der var kommet hjem fra Aarhus, og min svigerdatter. Klokken var omkring et om natten, det var et frygteligt tordenvejr, og jeg husker kun lidt af, hvad der skete, før jeg vågnede ved ottetiden næste dag.

Min blindtarm var endt med kun at have en let bristning og udsivning, min medpatients var derimod sprængt. Det betød, at hun skulle blive på afdelingen, mens jeg kunne tage hjem, sagde lægen til stuegang. Jeg så forbløffet på ham.

”Hjem?”, sagde jeg.

”Ja,” sagde lægen. ”Du er stadig under indflydelse af narkosen, så du sover nok alligevel bare.”

”Jamen tak for det.”

Ingen havde forestillet sig, at jeg skulle hjem samme morgen. Manden var taget på kursus, sønnen var tilbage i Aarhus, svigerdatteren var på arbejde, min datter var kun et par timer før kommet hjem fra studenterfest. Hun følte, det var noget usikkert, at hun kørte bil, men var dog hjemme, så jeg tog en taxa, og hun hentede mig ved gadedøren, og min veninde kom ind fra Humlebæk og købte ind til dagen på vejen. Det tog os 35 minutter at komme op på fjerde sal.

Så hvorfor skriver jeg alt dette? Fordi jeg gerne vil vise, at det at være privilegeret med familie og venner er blevet noget, sundhedssystemet forventer, at vi er. Jeg har intet imod at klare mig selv, så meget jeg kan, eller at trække på mine nærmeste – men hvad hvis jeg var alene? Og måske ikke bare alene, men også ensom?

Så ville en tur i sundhedssystemet føles som en straf for min ensomhed. Jeg kan knap forestille mig, hvor hårdt det må være efter en operation, at blive sendt hjem og skulle klare sig op ad trapper, måske ikke have noget i køleskabet, hvis man ikke har nogen i nærheden, der kan hjælpe en.

Der er skrevet i den seneste tid om, hvor lang tid man kan ligge på hospitalet, efter man har født. Jeg er så gammel, at jeg kunne ligge en uge med min førstefødte og var lykkelig for den omsorg, jeg fik, og alt, hvad jeg ved om amning og babypleje, lærte jeg i de dage. Og fire år senere havde jeg erfaring og styrke til at være glad for at gå hjem, fire timer efter jeg havde født.

Jeg vil gerne pege på, at det ikke kun er i forbindelse med fødsler, at det er et problem, hvor tidligt man bliver sendt hjem. Jeg er sikker på, at der er mange historier rundtomkring, hvor en operation har været unødvendigt hård, fordi man ikke kunne få et par dages hospitalspleje, men skulle hjem og klare sig selv.

For mig er det samfundssind, at vi passer på hinanden, uanset hvordan vores familiære forhold er. Vi bør have en sundshedspolitik, der ikke blot handler om færre indlæggelser og færre dage på hospitalet, men handler om, at vi er mennesker i en svær situation, som har brug for hvile og omsorg.

En sundhedspolitik, der ikke går ud fra, at alle er så privilegerede, at de har et beredskab stående klar i hjemmet, men at behovet for omsorg, pleje og nærvær i de svære dage efter en operation eller fødsel skal opfyldes på hospitalet.

At man i det mindste skal kunne vælge at blive. For er vi virkelig blevet et fattigere samfund de seneste år? Eller er det idéen om, hvad et samfund er, der trænger til et helbredstjek, til omsorg, pleje og nærvær, og måske har brug for en udvidet familie, der er os alle sammen

Mellem os skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver om kultur, eksistens og ånd.