I foråret offentliggjorde Etisk Råd en redegørelse, der beskrev en omsorgskrise i vores sundhedsvæsen. Efter år med effektiviseringer, hvor normeringen på mange afdelinger er blevet utilstrækkelig i mødet med tiltagende komplekse patienter, er den basale omsorg for patienten stærkt udfordret.
I de tre selskaber er vi enige med Etisk Råd i, at omsorg skal være en kerneværdi i sundhed, og som sygeplejersker skal vi tage medansvar for at få det til at ske. Som svar til Etisk Råds syv budskaber om omsorg vil vi derfor præsentere syv veje til at bringe omsorgen tilbage i centrum af vores sundhedsvæsen.
1. Omsorg kræver ordentlig normering
Omsorg tager udgangspunkt i det hele menneske, skriver Etisk Råd, og faktisk ser vi på mange hospitaler tiltag, der trækker i den retning. Når "Kardiologisk afdeling" omdøbes til "Afdelingen for hjertesygdomme" og får oprettet et brugerråd, så er der tydeligvis vilje til at møde patienter og pårørende dér, hvor de er. Vilje er bare ikke nok i en presset hverdag, hvor utilstrækkelig normering fører til en negative spiral. Mangel på kollegaer giver sygeplejersker for travlt til at skabe nærvær og udføre en tilstrækkelig vurdering af den enkelte patients situation. Vi kender til sygeplejersker, der har så travlt på skadestuen, at de lærer sig at undgå øjenkontakt med patienterne på vej ned ad gangen og undlader at tage emner op, som tager for lang tid at tale igennem. Det fører over tid til omsorgstræthed, som er svær at leve med på jobbet og gør det endnu sværere at rekruttere nye sygeplejersker.
2. Omsorg skal ind i det professionelle sprog
Når betydningen af omsorg bliver usynlig, selvom den bør være et aspekt af alle behandlinger, skyldes det til dels fagsproglige begrænsninger. Det er sigende, at dét, der foregår på et hospital, i dag bliver omtalt internt som “produktion”. Sproget kommer her til at understøtte en praksis, hvor omsorg i bedste fald regnes for sekundært. Derfor skal vi tænke i nye begreber og ord, der fastholder omsorgen i vores bevidsthed.
3. Vi skal se efter tegn på omsorg
Omsorg bliver glemt, når sundhedsvæsnet kun måles på antal gennemførte operationer og indlæggelsesdage. Mens omsorg ikke kan tælles, så kan vi blive bedre til at registrere tegn på omsorg og på omsorgssvigt. Omsorgssvigt under en indlæggelse giver tydelige følgevirkninger. Man taber sig, fordi man ikke får hjælp til at spise. Man får liggesår, fordi man ikke får hjælp til at vende sig i sengen. Man får ble på frem for hjælp til toiletbesøg. Man får ikke de snakke, man har brug for, så livsmodet kan holdes oppe. Evner vi ikke at lytte og observere disse tegn, så kan patienter blive udskrevet for hurtigt eller til en umulig situation i hjemmet. Det fører til genindlæggelser, som omsorg kunne afværge.
4. Omsorg skal styrkes gennem uddannelse
Etisk Råd skriver, at “man kan modtage undervisning, der kan tales, superviseres, reflekteres – det gør dog stadig ikke udøvelsen af omsorg til en kompetence, men til et spørgsmål om menneskelighed, karakter, holdning og tone.” Vi er ikke enige i, at omsorg altid er medfødt frem for tillært. For der er forskel på den omsorg, en forælder eller ven yder, og omsorgen fra en uddannet sygeplejerske. Når en sygeplejerske udviser omsorg ved at tage udgangspunkt i patientens behov, så forudsætter det faglig skoling i at lytte, være nærværende og aflæse tegn. Det siger sig selv, at en sygeplejerske ikke kan nøjes med at give patienten med det brækkede ben et knus. Sygeplejersken skal også vide, hvad et brækket ben indebærer, og hvad hospitalet tilbyder, så patienten kan blive guidet videre. Omsorg for patienten kan altså ikke skilles fra det faglige fundament, den hviler på. På vores sygeplejeuddannelser undervises vi allerede i fagområderne "Fundamentals of Care", "Personcentreret sygepleje" og "Excellent Nursing", der kan udgøre rammer for professionel omsorg. Vi kunne dog sagtens forestille os, at uddannelsernes fokus på omsorg blev endnu stærkere.
5. Forskning i sygepleje kan gavne omsorg
Vi skal ikke bare have mere omsorg i sundhedsvæsnet. Det skal være professionel omsorg. Ikke al omsorg er hensigtsmæssig. For eksempel kan det betragtes omsorgsfuldt at lade en nyopereret patient blive i sengen, hvis det gør ondt at stå op, men det gavner ikke patientens krop. Det ved vi fra forskning, som på den måde spiller en central rolle. I efterspørgslen på "varme hænder" opstiller medierne ofte en falsk modsætning mellem den omsorgsfulde sygeplejerske ved sengekanten og den sygeplejerske, der forsker. Faktum er, at forskning i sygepleje er nødvendig for at løse den aktuelle omsorgskrise. I sin redegørelse nævner Etisk Råd selv ph.d.-afhandlingen "Skønne øjeblikke i sygepleje – en kilde til innovation" fra 2018, der blandt andet konkluderer, at undren og sensitivitet kan understøtte den professionelle omsorg. Afhandlingen er blot ét af mange eksempler på, at et omsorgsfuldt sundhedsvæsen forudsætter mere, ikke mindre sygeplejefaglig forskning.
6. Ledelse er vigtig for omsorg, men det er selvledelse også
Etisk Råd skriver, at omsorg er ledelsens ansvar, og vi er delvist enige, for menige sygeplejersker indretter sig efter, hvad ledelsen efterspørger. Hvis ledelsen, især den sygeplejefaglige ledelse, kun fokuserer på økonomi, hvem skal så tale omsorgen op? Vi mener imidlertid, at den enkelte sygeplejerske har et medansvar. Eftersom omsorg ikke kan krydses af på en tjekliste, så kræver den selvledelse og selvindsigt af alle. Alle sundhedsprofessionelle har derfor et ansvar for at støtte hinanden i at tale om omsorg som en fundamental professionel sygeplejefaglig opgave og i at yde omsorgen. Kun ved at gøre omsorg til et fælles ansvar, kan vi ændre status quo.
7. Omsorg i sundhedsvæsnet kræver en debat
Sundhedsvæsnet er ikke en øde ø, og det fælles ansvar for sektoren rækker langt ud over de sundhedsprofessionelle. Derfor er vi nødt til at tage en debat om, hvad vi som skatteborgere i Danmark, vil med vores sundhedsvæsen. Skal det bygge på en omsorgskultur, eller skal vi prioritere målbare effektiviseringer såsom at få patienterne hurtigst muligt igennem? Hvis fremtiden er, at der kun er senge til de mest syge, så skal sundhedsvæsnet absolut blive dygtigere til professionel omsorg, så vi kan spotte, hvad der er vigtigt og nødvendigt for den enkelte patient. Etisk Råd tog hul på debatten med sin redegørelse, men vi vil gerne føre den skridtet videre til en diskussion om, hvad danskerne er villige til at investere i omsorgen. For omsorgen kommer ikke af sig selv.
De syv veje, som vi foreslår, er ikke gratis og kommer heller ikke af sig selv. Vi mener dog, at alle investeringer vil tjene sig selv ind. I økonomisk forstand, javist. For omsorg skaber tillid, som er forudsætningen for udveksling af værdifuld viden mellem patient og sundhedsprofessionel, så vi undgår fejlbehandlinger og genindlæggelser. Fortjenesten er dog først og fremmest almenmenneskelig, så vi i sundhedsvæsnets sårbare stunder kan møde hinanden, hvor vi er: med eller uden sygdomme, men altid som hele mennesker.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.