Da dramatikeren Samuel Beckett var kommet op i årene, udbrød han på en spadseretur: ”Hvis jeg falder om, så lad være med at samle mig op, det kan ikke betale sig”. Så køligt er der næppe nogen, der i dag forholder sig til døden. Men måske kunne vi tage lidt ved lære af Beckett. I et Berlingske-interview erklærer overlæge Morten Ziebell sig lodret uenig med statsminister Mette Frederiksen i, at ethvert dødsfald er en tragedie.
Overlægen opfordrede læserne til at betænke, at gennemsnitsalderen for 200 år siden var 37 år. For nylig fik en 92-årig indopereret en hjerteklap, men for blot 20 år siden ville man ikke have lavet en så omfattende operation på en person, der var fyldt 50 år. Sundhedsvæsnet kan med andre ord ufatteligt meget i dag, og derfor må vi prioritere: ”Det er så vigtigt, at vi ikke bruger så mange ressourcer i det her system på folk, der er døende og ikke får en værdig død.”
Ziebell mener ikke, der er grund til at bruge ressourcer på at holde døende i live til en sidste elendig tid: ”Måske er det bedre at tage på hospice eller tre uger i sommerhus og få det bedste ud af det sidste i stedet for at ligge på hospitalet i to måneder.”
Ziebells lægekollega Peter Søe-Jensen mindede i et debatindlæg i Berlingske om, at en sum penge brugt på et område ikke kan benyttes igen på et andet område: ”De fleste kan nok tage på sommerferie til Frankrig, men ikke også til Italien i samme sommer, selvom det ville være rart. Man prioriterer.” Det gør man imidlertid ikke i sundhedsvæsnet: ”I dag behandler vi patienter og tilstande, som vi ikke havde drømt om få årtier siden. Sundhedsvæsenet sejrer sig selv ihjel på grund af medicinske og kirurgiske landvindinger.”
Reklamefolks fornemmelse for tro
Historiker og kommentator Mikael Jalving angreb DR’s program ”Tro til salg” under overskriften ”DR sælger ud af kristendommen, møder islam med respekt og drages af asatro og buddhisme” i Jyllands-Posten. For Jalving var det mest påfaldende, hvordan reklamefolkene talte kristendommen ned og islam op. ”Det er gammelt, det er træt, det er umoderne”, udbryder reklamestrategen ved synet af nogle kirkelige pjecer. Men tonen ændrer sig mærkbart, da reklamefolkene ankommer til en moské:
”Pludselig bliver samtalen meget ærbødig. Reklamefolkene ”lærer” en masse af den flinke muslim, og de flokkes om at understrege, at islam bliver misforstået af medierne. ”Jeg bliver sgu lidt flov”, sukker den blåøjede strateg, der tager enfoldighedsprisen skarpt forfulgt af sine to kolleger. Hvis jeg skulle gøre grin med den kreative klasses uvidenhed og fordomsfuldhed, kunne jeg ikke gøre det bedre; det er storslået underholdning, skønt det næppe har været tilrettelæggernes hensigt”.
Programmet er også dækket af Kristeligt Dagblad. Senest i "Etisk set", hvor skribenten ikke finder "Tro til salg" provokerende - højest tåkrummende.
Kun to piger i huset
En enquete med EU-parlamentariker Margrethe Auken (SF) har også bidraget til underholdningen i denne uge. Til mediet Alt udtalte Auken: ”Mine forældre fik i løbet af ganske kort tid fem børn, så der var også to unge piger i huset – en til husholdningen og en til at passe os børn. Min mor arbejdede med sin doktordisputats og tjente ingen penge, så det var en meget, meget forsigtig økonomi, og jeg kan da huske, at vi kun fik et blødkogt æg én gang om ugen. Det sidder stadig i mig, og den dag i dag, kan jeg spotte den største frikadelle på et fad. Min far ville gerne have en bil, men den fik han først i midten af 1950’erne, da økonomien i hele landet vendte.”
Dan Turèll skriver et sted, at det ikke er nemt at være nogen. Åbenbart heller ikke, hvis man vokser op i et lægehjem med tjenestefolk. På de sociale medier har Aukens ord udløst sarkastiske kommentarer som: ”Utroligt, hun overlevede”.
Ekstra Bladets opinionsredaktør Mads Kastrup hævder, at Aukens holdning er repræsentativ for ”sindelagssocialismen”, hvor man lever til højre og stemmer til venstre og derfor er i stand til at levere et selvbillede, ”der fint og helt uafhængigt af ens reelle kår kan farvelægges, som er man lidelsesfælle med fattige folk”.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.