Podagristisk hæmoridarisk knarvorne og impotente sure gamle mænd er en truet race. Og det er værd at beklage. For i disse tider med deres konstante krav om fleksibilitet og omstillingsparathed repræsenterer de noget ædelt og fint, men sørgeligt truet i mennesket: den instinktive uvilje mod enhver form for nytænkning. "Sku det nu være moderne?", spørger den sure gamle mand, når de kommer stikkende med alle deres nymodens påhit.
Den sure gamle mand mener ikke, at de seneste 20 års udvikling er noget værd at skrive hjem om. Det er for intet andet end fjantede krusninger på overfladen at regne. Den sure gamle mand har det fint med plankebøf og spansk rødvin og skumle værtshuse med små vinduer, hvor solen kun sjældent falder ind. Han kan bedst lide militærmusik på lp-plader, og drømmer søde drømme om forne tiders klasseværelser, lyden af grifler på tavler, buksevand i frikvarteret og i ny og næ et par på kassen af lærer Larsen. For det er der ingen, der nogensinde har taget skade af.
På TV 2 har de omhyggeligt udvalgt syv af de sure gamle mænd og ladet dem konfrontere med forskellige nymodens påhit, der for en stor dels vedkommende har noget med kropslig udfoldelse at gøre. Og da sure gamle mænd mestendels ser kroppen som et nødvendigt vedhæng, man smider de foreskrevne beklædningsgenstande på om morgenen, er underholdningen sikret.
De syv giver sig muggent og veloplagt kværulerende i kast med forskellige stærkt kritisable forehavender såsom salsa, fitness og spirituelle rundkredse. For dog til sidst at overgive sig. Desværre. Deres sunde fordomme lider nederlag. Og på den måde bliver programkonceptets udkomme noget beskæmmende. De gamle drenges særegne værdighed skal nedbrydes. De skal tvinges til at indse, at der selv blandt kommunister, pædagoger og svansede dansedrenge forefindes elementer af fornuft og livskvalitet.
Torsdag aften var det danseren og sangerinde Maibritte Ulrikkeholm, der nedbrød de aldrende gentlemens forsvarsværker. Og det var for så vidt o.k. Gamle sure mænds regel nr. 1 er som bekendt: En sød lille pige dispenserer for det meste. Opbyggeligt var det dog, at healerfætteren, der forinden forsøgte at overbevise dem om meditationens velsignelser, led et forsmædeligt nederlag.
Uden tanke for sure gamle mænds nedrige måde at tænke på opfordrede han dem nemlig til at sætte sig i rundkreds og forestille sig, at de hver især sad "med en rigtig, rigtig god ven i hånden". Skam få den der tænker ilde derom. Seancen gik til i sjofle fnis.
Herlig underholdning sådan en terrorformørket torsdag aften, hvor det eneste opmuntrende er, at vi begynder at vænne os til det, og at vi dermed ikke lader terrorristerne opnå det, de så gerne vil: frygt og lammelse af vores samfund.
Nyheden prægede forståeligt nok medierne dagen og aftenen igennem. Selvom en nyhed uden dramatiske billeder synes at være en udfordring for de fleste nyhedsredaktioner. Hændelsen var jo heldigvis ikke indtruffet, og alt byggede således på forestillinger. Terroristernes frygtelige planer og myndighedernes formodninger om, hvad de kunne have ført til. Sandelig: Vrede unge mænd er noget stads. Måtte de sure gamle mænd styre.
Henrik Wigh-Poulsen er forfatter, teolog og redaktør af dansk Kirketidende