Simon Nielsen Ørregaard har den 24. maj igen haft et indlæg i Kristeligt Dagblad om ateismen, hvor han besværer sig over brugen af betegnelsen ”ateist”, altså om en, der er imod forestillingen om en guddommelig magt, som efter hans mening er uden evidens.
Han siger: ”Vi ateister kommer i mange forskellige afstøbninger og med lige så mange livsanskuelser.” Min erfaring er imidlertid, at det er en god betegnelse for dem, der er imod tanken om tro på en guddommelig magt.
Det sidste – tro på en guddommelig magt – skriver jeg nølende, fordi jeg ved, at hos nogle fremkalder det diverse barnlige forestillinger om en gammel mand med hvidt skæg, der sidder på en sky omgivet af små englebasser, der flyver rundt og spiller på harpe. Og i Helvede spiller de harmonika og Elton John-plader.
Og, vel, så dum er man da ikke, at man tror på sådan noget. Min erfaring er, at betegnelsen ”ateister” er en meget dækkende betegnelse for en række mennesker, som tager afstand fra nogle forestillinger, som de mener er kristendom, men som meget få kristne deler. Det, de tager afstand fra, er formet af deres egne misforståelser og deres egen uvidenhed.
De ved faktisk ikke noget om kristendommen. Formanden for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm, er blot en af dem. Han opfordrede her i Kristeligt. Dagblad i april medlemmer af folkekirken til at stille deres sognepræst nogle spørgsmål, og jeg er sikker på, at han syntes, det var kloge spørgsmål.
Det var det bare ikke! De udstillede blot hans manglende viden om kristendommen, hans fordomme. Et af spørgsmålene var, hvorfra man vidste, at Jesus var født den 25. december! Det har jeg aldrig mødt kristne, der påstod, at de vidste. Det er ikke engang noget, de tror. Vi fejrer blot Jesu fødsel den 25. december – af forskellige grunde.
Jeg inviterede engang Malene Busk til at sige noget om, hvad der for hende som ateist gav livet mening og indhold. Hun kom og holdt et foredrag, som var ét langt angreb på kristendommen, og som tilhørerne egentlig kun kunne sidde og krumme tæer over, fordi det var så fyldt af fordomme.
Jo, betegnelsen ”ateist” er fin, men hvis man som en sådan havde fulgt bare en smule med i den debat, der har været om opstandelsestroen i denne avis, ville man vide, at der findes mange forskellige opfattelser af, hvad kristendom er – hos kristne.
Den fundamentalistiske eller biblicistiske er kun en lille del af dem. Der er mange af os, der sagtens kan leve med big bang og Darwins udviklingsteorier, uden at det giver problemer med kristendommen. Simon Nielsen Ørregaard opponerer imod, at man med betegnelsen ateist bliver sværtet til med én pensel, men er det ikke lige præcis det, en række af ateisterne gør med de ”kristne”?
Anders Stjernholm gør alt, hvad han kan, for at bilde folk (undskyld udtrykket) ind, at man for at være kristen skal være fundamentalist eller biblicist, og hvis det kan lykkes, så er der selvfølgelig mange, der vil sige: ”Jamen, så er jeg jo i virkeligheden ikke kristen.”
Men den fremstilling af kristendommen er en karikatur – ofte båret af en næsten himmelråbende uvidenhed. Kristendommen er ikke troen på en bog. Den er troen på en person. Og den er principielt en tro om noget, som man netop kun kan tro, og derfor kan kristendommen også rumme en langt mere radikal tvivl end den dumsmarte, som en del ateister på det seneste har ført sig frem med. Jeg skal for god ordens skyld skrive, at jeg ikke betragter Simon Nielsen Ørregaard som en af dem.
Gunnar Kasper Hansen, konstitueret sognepræst, Holmevej 112, Højbjerg