Svag eller stærk? Bidens tilgang til Rusland deler vandene

Præsident Biden roses fra mange sider for sin indsats som den frie verdens leder, men hjemme i USA beskylder politiske modstandere ham for at reagere for sent og for svagt

Den amerikanske præsident Joe Biden talte natten til fredag om det russiske angreb på Ukraine
Den amerikanske præsident Joe Biden talte natten til fredag om det russiske angreb på Ukraine. Foto: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, var klar i mælet, da han sent torsdag dansk tid tonede frem på alverdens tv-skærme for at tale om Ruslands invasion af Ukraine tidligt samme morgen lokal tid.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, ”valgte denne krig,” sagde Biden.

”Putins aggression vil koste Rusland dyrt,” advarede præsidenten, der samtidig bekendtgjorde nye og omfattende sanktioner mod Rusland.

Præsident Biden har igennem flere måneder delt amerikanske efterretninger om Putins planer i Ukraine med allierede og med offentligheden, og han har samlet USA's allierede i fælles front mod Moskva. Men den 79-årige præsidents indsats som den frie verdens leder i en af nyere tids mest alvorlige geopolitiske kriser deler vandene.

Mange meningsdannere i både USA og Europa roser Joe Biden for hans lederskab og strategi.

”Den demokratiske præsident har hjulpet med at skabe sammenhold blandt vores internationale partnere og styrket Nato-alliancen. Biden har også bragt Putin ud af balance ved at viderebringe viden om alle den russiske leders skridt,” konstaterer eksempelvis kommentatoren Steve Benen i nyhedsmediet MSNBC.

Joe Biden og hans regering har trods mange iagttageres skepsis haft ret i alle dystre forudsigelser om, hvad Vladimir Putin planlagde, påpeger andre.

”Bidens hold var ikke fanget på det forkerte ben, og de brugte amerikanske efterretningsaktiver bedre end noget, jeg længe har set,” skriver den politisk konservative skribent og ekspert i national sikkerhed Tom Nichols på Twitter.

Men USA og Biden ”kunne have gjort så meget mere for at beskytte Ukraine,” mener den tidligere oberstløjtnant Alexander Vindman, der fra 2018-2020 var direktør for europæiske forhold i USA's nationale sikkerhedsråd. Frøene til konflikten blev sået for længe siden, men de geopolitiske konsekvenser vil blive Biden-regeringens ansvar, skriver han i nyhedsmediet The Atlantic.

”Ligesom alle andre amerikanske regeringer siden den kolde krigs afslutning blev Joe Bidens regering et offer for ønsketænkning om Kremls ambitioner i Ukraine og om Vladimir Putins grundlæggende forpligtelse over for overholdelsen af internationale normer. Med dette fortsatte Biden-regeringen den årtier lange praksis om at lade afskrækkelsesstrategien smuldre. Vejene til forebyggelse blev ikke taget,” skriver Vindman, der selv har ukrainsk baggrund.

Joe Bidens tilgang til Rusland kritiseres også af politiske modstandere, der beskylder præsidenten for at have reageret for sent og for svagt på lyden fra Vladimir Putins krigstrommer. Blandt kritikpunkterne er, at Biden allerede i december udelukkede muligheden for at sende amerikanske kamptropper til Ukraine.

”Vladimir Putin er på nippet til at genskabe det russiske imperium, hvis ikke selve Sovjetunionen. Det var ikke så længe siden, at en leder af den frie verden forhindrede dette i at ske. I dag, under Biden, opfordrer vores svaghed til russisk aggression,” skriver den tidligere amerikanske FN-ambassadør Nikki Haley, der er en mulig republikansk præsidentkandidat I 2024, på Twitter.

Andre skoser Biden for ikke at tage de allerhårdeste midler i brug mod Putin, heriblandt sanktioner mod den russiske præsident selv og udelukkelsen af Rusland fra det internationale betalingssystem Swift.

”Præsident Biden gik på podiet for at tale med store bogstaver og udvise beslutsomhed. Han fejlede ikke fuldstændigt, men indtil videre er de store indsigter de hårde sanktioner, han ikke er villig til at indføre,” skriver redaktør Andrew McCarthy i det konservative nyhedsmedie The National Review.

Mens den republikanske kongresledelse opfordrer til politisk sammenhold i en krisetid og i nogen udstrækning undgår skarp kritik af Biden, går nogle indflydelsesrige figurer i partiet anderledes hårdt til præsidenten. Blandt Joe Bidens mest højlydte kritikere er hans forgænger i embedet, Donald Trump, der tidligere i denne uge betegnede Vladimir Putin som ”meget kløgtig” og ”et geni”.

”Biden aner ikke, hvad det er, han laver,” siger Trump til Fox News.

Historikere betegner Trumps bemærkninger som uden fortilfælde i amerikansk historie.

”Ideen om, at en tidligere præsident ville lovprise den mand eller den ledelse, som amerikanske soldater nu rejser ud for at konfrontere og inddæmme, er forbløffende,” siger Jeffrey Engel, der er historiker med speciale i præsidentembedet ved Southern Methodist University i Dallas i Texas, til avisen New York Times.