Svage psykisk syge bliver ladt i stikken

Efter 40 år som bruger af psykatrien har Klaus Jensen gjort sig nogle ubehagelige erfaringer

Man glemmer, at når de svage patienter lades i stikken, så har de kun en udvej – nemlig selvmord. Det er for ringe, mener Klaus Jensen
Man glemmer, at når de svage patienter lades i stikken, så har de kun en udvej – nemlig selvmord. Det er for ringe, mener Klaus Jensen.

Som gammel psykiatribruger, der har brugt 40 år på Risskov og deraf følgende indlæggelser, må jeg sige, at jeg efter ophold på de lukkede afdelinger har oplevet lidt af hvert.
 
Da jeg var indlagt første gang, rystede det mig, hvad man dog bliver tilbudt af alverdens stoffer. Der var simpelthen alt. Det er rystende, når man tænker på, at stoffer gør folk mere psykotiske og voldelige, end de er ved indlæggelse.
 
Personalet har tit erklæret over for mig, at de nærmest har opgivet at undersøge folk for stoffer ved indlæggelse, fordi de, der vil have stoffer, nok skal få deres narkotika. Der er også den hage ved det, at uden mere personale bliver situationen ikke nemmere.
 
Det er også sådan, at næsten alle, der har en voldsdom bag sig, gør stemningen utryg, og der er efterhånden så mange i denne kategori, at de med mildere psykiske symtomer bliver udelukket af pladsmangel.
 
Man glemmer, at når de bliver ladt i stikken, har netop den svage gruppe ofte kun en udvej – nemlig selvmord.

Det er for ringe.