Naser Khader (K) har over flere omgange problematiseret civilsamfundets ”politisering”.
Senest har han i et debatindlæg her i Kristeligt Dagblad den 10. februar anført, at Folkekirkens Nødhjælp graver sin egen grav ved at sige fra over for Donald Trumps såkaldte ”gag rule”, der vil forbyde ngo’er at arbejde med oplysning om piger og kvinders seksuelle rettigheder, herunder prævention og risikoen ved illegal abort.
Samtidig med at Folkekirkens Nødhjælp har problematiseret Trumps dekret, har den danske regering søsat en international kampagne imod selvsamme dekret.
På Udenrigsministeriets hjemmeside kan man læse:
”Kvinders rettigheder er en dansk mærkesag. Både fordi det handler om grundlæggende menneskerettigheder for alle. Men også fordi kvinder i høj grad er nøglen til udvikling.”
Alligevel er det ifølge Khader utidig indblanding fra Folkekirkens Nødhjælp, når de kommer med samme budskab som den regering, Naser Khaders parti er medlem af.
Et er, hvorvidt det er at ”politisere” at forsvare piger og kvinders rettigheder. Det mener vi ikke. En kvinde, der dør på grund af en ulovlig abort, er en personlig – og menneskelig – tragedie. Men når vi ved, at der hver 10. minut dør en pige eller kvinde på grund af usikre eller illegale aborter, så er det et politisk problem.
Noget andet er spørgsmålet om, hvorvidt civilsamfundsorganisationer kan og bør blande sig i den politiske debat.
I den strategi for Danmarks udviklingspolitik, som Naser Khader selv har været med til at forhandle, står der: ”Danmark vil støtte og udbygge civilsamfundets rolle og kapacitet og fremme fortalervirksomhed udført af civilsamfundsaktører i udviklingslandene.” Ja, vi måles sågar på vores indsats for at fremme civilsamfundets deltagelse i lokal, national og international beslutningstagning.
Det er med andre ord helt centralt for vores mandat – og for den opgave, som Naser Khader selv har været med til at give os – at vi deltager aktivt i samfundslivet.
Det giver ikke mening, hvis vi kun skal symptombehandle uden at ændre på grundårsagerne. Det er ikke nok at hjælpe den enkelte pige eller kvinde i Malawi eller flygtning i Syrien. Vi skylder alle mennesker også at arbejde for deres rettigheder.
Det er altså centralt for vores mandat og selve eksistensberettigelse, at vi analyserer og gør opmærksom på konsekvenserne af den førte politik for verdens fattigste, svageste og mest marginaliserede. Uanset om det handler om flygtningepolitik, piger og kvinders rettigheder eller noget helt tredje. Ellers vil vi ikke være andet end underleverandører.
Vi blev derfor glade, da vi på Altinget.dk den 6. februar kunne læse udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) give, hvad vi betragter som et forsvar for vores deltagelse og såkaldte ”politisering”: ”Danmark er internationalt anerkendt for sin fleksible og åbne tilgang til civilsamfundet. Andre lande ser nysgerrigt på – og er i lettere vildrede over – hvordan vi som regering kan have så tæt og konstruktivt et samarbejde med de organisationer, som samtidig ofte er vores største kritikere. Det er meget dansk. Og det vil vi ikke lave om på.”
I samme indlæg afviser udviklingsministeren, at ngo’er skal være underleverandører for regeringen. Tværtimod. Partnerskaber skal være ligeværdige, skriver ministeren: ”Vi respekterer også i fremtiden organisationernes egenart, kompetencer og deres særlige rolle i samfundet.” Tydeligere kan det næppe siges.
I spørgsmålet om civilsamfundets rolle i samfundsdebatten er vi tydeligvis uenige med Naser Khader. Men vi noterer os samtidig opbakning fra regeringen.
Sådan er vilkårene i et demokrati, og vi glæder os til at samarbejde med alle om løsninger for verdens fattigste frem for at skændes om vilkårene for samtalen.
Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.
Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær i Red Barnet.
Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.
Vagn Bertelsen, generalsekretær i Oxfam Ibis.
Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.