Prøv avisen

Kasper Støvring: Henrik Wivel fordrejer mine tanker, så læseren får et forkert indtryk af min bog

Foto: Leif Tuxen

Jeg er ikke ude på at tage nogen som helst forfatter som ”gidsel” i en bestemt ideologi, som Henrik Wivel skriver. Jeg ønsker derimod at nyfortolke visse forfattere ved at vise, at de rummer en konservativ inspiration, netop samtidig med at de også rummer andre og modsatte inspirationer, skriver forfatter Kasper Støvring

FORFATTERE BØR normalt ikke kommentere anmeldelser af deres egne bøger. Jeg vil dog gøre en undtagelse. Ikke fordi Henrik Wivels anmeldelse i onsdags af min nye bog ”Mytisk modernisme” er kritisk, men fordi Henrik Wivel snarere synes at anmelde mit litteratursyn end min bog, der handler om myte og kristendom i moderne litteratur.

At Henrik Wivel ikke bryder sig om min bog og dens konservatisme får være. Men jeg må reagere, fordi Henrik Wivel fordrejer mine tanker i en grad, så læseren får et helt forkert indtryk af min bog og derved mit litteratursyn.

Jeg er ikke ude på at tage nogen som helst forfatter som ”gidsel” i en bestemt ideologi, som Henrik Wivel skriver. Jeg ønsker derimod at nyfortolke visse forfattere ved at vise, at de rummer en konservativ inspiration, netop samtidig med at de også rummer andre og modsatte inspirationer. Det gælder særligt Villy Sørensen. I ”Mytisk modernisme” skriver jeg for eksempel hele to gange, at han ”knytter an til” og var ”en del af” kulturradikalismen (side 262).

I et bredere perspektiv ønsker jeg at bidrage til at skrive en ny litteraturhistorie, som henter forfattere frem, der var udgrænsede i den dominerende kulturradikale historieskrivning i det 20. århundrede. Det gælder blandt andre nogle af forfatterne omkring tidsskriftet Heretica. I bogen skriver jeg blandt andet om deres ”omfattende skepsis i forhold til masseideologier af enhver art”. Ingen ideologiske gidsler dér.

HENRIK WIVEL SKRIVER DESUDEN, at jeg opfatter de behandlede forfattere som ”samlet udtryk for en radikalkonservativ kulturkritik”. Radikalkonservatismen er emnet i én af bogens 15 artikler, nemlig den om Thomas Manns roman ”Doktor Faustus”. I romanen skildres radikalkonservatismen som en vitalistisk strømning, der gør radikalt op med den borgerlige humanisme for at bane vej for nazismen.

Radikalkonservatismen er nogle gange fjendtlig over for barbariet, andre gange er den ikke – som i Thomas Manns store roman. Er Thomas Mann så selv radikalkonservativ? Nej, overhovedet ikke. Thomas Mann udvikler der imod det, jeg over mange sider og med tilknytning til blandt andre Villy Sørensen kalder en ironisk eller realistisk humanisme, der bruger radikalkonservatismens kritiske indsigter med henblik på at forhindre barbariet.

Som jeg skriver: ”Netop fordi Thomas Mann havde været så fortrolig med de radikalkonservative idiosynkrasier, formåede han også at udvikle en saglig kritik af bl.a. den nazistiske masse bevægelse.” Det er en konsekvent og genkommende tankefigur i min bog.

HELT KOMISK BLIVER DET, når Henrik Wivel anklager mig for at gøre Inger Christensen radikalkonservativ. Mine tanker om Inger Christensen fylder maksimalt omkring én side i en bog på langt over 330 sider. Jeg skriver, at hendes forfatterskab er ”beslægtet med værdikonservatismen”.

Læg mærke til ordene ”beslægtet” og ”værdikonservatismen”. Det første udtrykker et forbehold, det andet henviser blandt andet til naturbevaring. Det har intet med radikalkonservatisme at gøre. Snarere det modsatte. Og Villy Sørensen? Jeg skriver, at han heller ”ikke kan henregnes til denne mere radikale, konservative tradition”.

Alle disse fordrejelser taget i betragtning kan jeg næsten ikke tro, at Henrik Wivel har læst min bog mere end blot sporadisk. Henrik Wivel anmelder på grundlag af sine fordrejelser af mine synspunkter og sin egen uenighed, ikke på grundlag af en forståelse af bogens præmis: at jeg læser forfatterne ud fra et mytisk, kristent og konservativt litteratursyn. Ikke fordi de er mere eller mindre konservative.

Kasper Støvring er ph.d. og forfatter.