SOGNEPRÆST Marie Høgh har et indlæg i Kristeligt Dagblad lørdag den 14. oktober, som retter sig kritisk mod henholdsvis foreningen Grundtvigsk Forum, Vartov, og forslaget om en forening for åndsfrihed – et initiativ, undertegnede er med i. Marie Høghs indlæg i klummen ”Kirkeligt set” kræver et svar og en række præciseringer:
For det første skal det understreges, at initiativet til en forening for åndsfrihed ikke stammer fra Grundtvigsk Forum, men derimod fra folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen (S) og stud.theol. Michael Agerbo Mørch. De tog i foråret 2017 kontakt til en række personer med vidt forskellig politisk og religiøs baggrund, der kunne forventes at være optaget af spørgsmålet om åndsfrihed, herunder undertegnede. Jeg vil tilføje, at det ikke tog mig mange sekunder at overveje, om jeg ville være med, da jeg mener, at der er tale om grundtvigsk hjerteblod, men foreningen Grundtvigsk Forum er ikke afsender af initiativet og fortjener hverken skylden eller æren for det.
FOR DET ANDET. Når Marie Høgh efterspørger, at åndsfrihedsinitiativet også retter sine skyts mod for eksempel tendensen til selvcensur blandt journalister, kunstnere med flere i forhold til eksempelvis islam, så er hendes kommentar fuldstændig relevant.
Det er et udtryk for, at åndsfriheden er trængt, når og hvis journalister og andre holder munden lukket af frygt. Derfor har vi også i udspillet til foreningens vedtægter og i en kronik bragt her i Kristeligt Dagblad den 10. september i år og i flere radioindslag præciseret, at et forsvar for åndsfriheden på ingen måde udelukkende handler om at forsvare minoriteters rettigheder. Et forsvar for åndsfriheden er altid også et forsvar for vide rammer for kritik i den offentlige debat. Ingen kan kræve at gå fri af kritikken, heller ikke minoritetsreligioner.
Det næste spørgsmål bliver så, hvordan man bedst forsvarer de vide rammer for kritik. Min påstand er, at åndsfriheden forsvares bedst ved at bruge den. Lettere sagt end gjort, det er jeg helt med på, men det er ikke desto mindre for mig at se vejen frem.
FOR DET TREDJE. Marie Høgh kritiserer åndsfrihedsinitiativets fokus på en række lovforslag, hvoraf nogle også er blevet vedtaget – blandt andet den lovpakke, der populært omtales som ”imampakken”.
Når jeg og andre mener, det er vigtigt at være opmærksom på lovgivningen på det her område, så er det ikke, fordi jeg mener, at truslen fra radikal islamisme ikke er reel, eller at der ikke, også i Danmark, findes vanvittige mennesker som ønsker ondt for det danske samfund.
Men jeg – og her kan jeg godt tage de øvrige medlemmer af initiativgruppen med – holder stædigt fast ved, at åndsfrihed er det bedste forsvar mod ekstremisme. Man kan ikke lukke munden på gale mennesker gennem lovgivning, men man kan få dem til at skjule sig, hvilket er langt farligere, end når gale tanker diskuteres åbent.
FOR DET FJERDE. Marie Høgh beskylder Grundtvigsk Forum og Vartov (der som nævnt ovenfor ikke skal stilles til regnskab for initiativet til foreningen for åndsfrihed, heller ikke selvom der er støtter til initiativet blandt Grundtvigsk Forums medlemmer) for at være uden realitetssans og befinde sig uden for den virkelige virkelighed.
Det er jo et retorisk kneb, ofte brugt i politiske debatter, men helt uden hold. Jeg mener: Hvem sidder inde med retten til at udtale sig om ”virkeligheden”?
Marie Høgh henviser til de betonblokke, som er opsat blandt andet på Rådhuspladsen i København, og som skal forsøge at forhindre et terrorangreb i form af en gal lastbilchauffør, der kører uskyldige mennesker ned.
For Høgh er betonklodserne et synligt bevis på, at terrortruslen er meget reel. Jeg passerer dem næsten dagligt, og lægger også mærke til dem hver gang. De gør mig utryg, selvom det modsatte måske nok er hensigten.
Samtidig forsøger jeg at sætte lid til eksperterne, der jo siger, at risikoen for at blive ramt af terror er langt mindre – også for folk, der dagligt går over Rådhuspladsen – end chancen er for at vinde den store gevinst i Lotto. Og jeg tænker på, at risikoen for at blive ramt af terror var langt større i 1970’erne og 1980’erne, end den er i dag. I hvert fald i resten af Europa. Og jeg tænker på det, lektor ved forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen sagde i Grundtvigsk Forums telt på Folkemødet i år, nemlig, at det, der holder ham søvnløs om natten er, om AGF rykker ned. Ikke om der skulle komme et terrorangreb (citeret efter hukommelsen).
Betonklodserne er først og fremmest et synligt bevis på, at vi er bange. Hverken Høgh eller jeg har et grundlag til at vurdere, om der også er grund til at være det. Meget tyder på, at der for det meste ikke er.
Og netop, når vi er bange, er vi nødt til også at forsøge at holde hovedet koldt. Og hjertet varmt. For mig at se handler dette blandt andet om stædigt at insistere på, at åndsfrihed på den lange bane er det bedste forsvar mod ekstremisme.
Ingrid Ank er leder af Grundtvig-Akademiet, Vartov.