Prøv avisen
Debat

Svar til mine kritikere: Derfor er dåbsoplæring vigtig

Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/POLFOTO

At det ikke er gået så skidt i Danmark som i Sverige, Tyskland og Englands folkekirker, skyldes, at vi ikke har en synode, der kan ensrette strategierne. Så lad os satse på dåbsoplæring for forældre, som Luther gav som forbillede, skriver Torben Bramming, sognepræst og forfatter.

LAD MIG MINDE mine kritikere om, at der de facto allerede er en obligatorisk dåbssamtale for forældre før en dåb. Måske er denne dåbssamtale frivillig, et tilbud, men den lanceres som obligatorisk. Vi skriver i Ribe, at man bedes kontakte præsten for en dåbssamtale forud for barnedåben. Det er denne dåbsforberedelse, jeg knytter til ved og udvider. Det betyder, at alle folkekirkepræster allerede foretager ”obligatorisk” dåbssamtale. At beskylde mig for at være helt anderledes, fordi jeg vil udvide den, er useriøst. Jeg har i øvrigt endnu i mine 23 år som præst ikke oplevet, at et forældrepar har sagt nej til den.

Det er jo indlysende, at dåbshandlingen, som er ord og tegn, skal forklares – især i en kirke, hvis grundlag er et almindeligt præstedømme. Vi udøver ikke magi i folkekirken. Det er på samme måde frivilligt, om man vil konfirmeres, men man bliver det ikke, hvis man ikke vil gå til undervisning og i kirke. Den ”tvang” tror jeg alle udøver rundtom i sognene. Jeg tror ikke, de 5800, der meldte sig ud af folkekirken i første kvartal af 2017, gjorde det, fordi de er blevet undervist for meget forud for dåb, idet præsten har holdt på dem forud for lille Viggos dåb.

DESVÆRRE AFSLØRER reaktionerne en teologisk brist. Vi har en toneangivende del af folkekirkens gejstlige, som mener, at ”Gud følger med tiden og udvikler sig”. Den holdning bringer folkekirken på afstand af Jesu klare tale om dåben i Det Nye Testamente. Det skaber en usikker holdning til, hvad fremtiden og opgaven er i folkekirken, men Jesus taler jo klart om både oplæringsforpligtelsen og vores fremtid i missionsbefalingen:

”Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: ’Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende’.” (Matt. 28, 18-20).

Dåben er en stor gave, en ufortjent nåde, som gør, at intet kan skille os fra Guds kærlighed. Det bekender vi vores tro på, det vil sige, der er et dialektisk forhold mellem Gud og menneske også i dåben – det er ikke magi. På samme måde understreger Luther dialektikken mellem lov og evangelium, som Laukamp ikke helt har grebet: Ja, for den bange, forsagte sjæl, der spørger: ”Er dåben ikke nok, hjælp min vantro”, svarer Kristus: ”Jo, dåbens nåde er dig nok.” Til den, der siger: ”Jeg gider ikke høre, hvad det handler om, og hvis dåben gør, jeg skal umage mig med noget som helst, så kan I have det så godt!”, svarer Kristus: ”Den, der ikke tror mine ord, skal dømmes. Med hensyn til barnedåben, udsæt den, til vi har talt nærmere, der er noget, du har misforstået.”

JEG PERSONLIGT VED selvfølgelig ikke, hvem der frelses uden dåb, og Gud kan selvfølgelig som almægtig gøre, hvad han vil, men servicekirken strækker sig vist lige lovlig meget, hvis den løber fra evangeliets klare ord.

Det er altså ikke mig, som siger, at dåbsoplæring er ”obligatorisk”. Det er Guds søn. Når vi som lutherske har det almindelige præstedømme som grundlag og dermed forældrenes dåbsoplærings præstelige ansvar, så er det logisk at udvide undervisningen før dåben (som i oldkirken) og ikke lade forældre sejle i deres egen sø på dette afgørende og forsømte område med henvisning til lystprincippet, der åbenbart hos nogle overtrumfer Jesu ord. For selv lystprincip og frivillighed har grænser i folkekirken. Jeg har endnu ikke hørt om en præst, der har døbt et barn, hvis forældrene på trosbekendelsens spørgsmål har svaret nej. Og når der er denne ”tvungne” og ”obligatoriske” binding i dåben, så skylder vi naturligvis at forklare dette så godt, at forældrene kan opdrage barnet i forlængelse af denne tro.

Når ”Gud udvikler sig og følger med tiden”-teologien hersker sammen med lystprincippet, så bliver en kirke skabt i samklang med de for tiden herskende politisk korrekte trends. Det er ikke så godt, hvis disse trends er afvisende over for for eksempel Bibelens og bekendelsernes karakter for selvsamme kirke. Hovedvægten af arbejdet kommer så til at handle om at bevare organisationen folkekirken, idet man støtter sig til sociologisk forskning, reklamestrategier og imagepleje i medierne og løben efter de sager, som er oppe i den mediale virkelighed, for at være ”synlig”.

At det ikke er gået så skidt i Danmark som i Sverige, Tyskland og Englands folkekirker, skyldes, at vi ikke har en synode, der kan ensrette strategierne. Så lad os satse på dåbsoplæring for forældre, som Luther gav som forbillede.

Torben Bramming er sognepræst og forfatter.