Når man som jeg har været heldig at skrive nogle bøger om samtiden, der bliver læst og diskuteret bredt, må man selvfølgelig finde sig i, at der opstår misforståelser i debatten.
Men jeg mener, der må være en grænse for, hvor absurd min position kan udlægges. Tag nu bare Kristeligt Dagblad fra den 28. september, hvor Daniel Ankarloo og Anita Ulrich skriver, at mine bøger er ”et knæfald for konkurrencestaten”. Simpelthen et knæfald! Hvad bygger de denne absurde påstand på? Jo, alene det at min seneste bog har titlen ”Gå glip”!
Ankarloo og Ulrich henviser til en rapport, der viser, at lærere forlader skolen, fordi de ikke synes, de kan gøre arbejdet godt nok inden for de givne rammer. Og så kommer deres totalt meningsløse henvisning til mig:
”Når vi oplever, at arbejdsglæden forsvinder, siger Brinkmann, at det skal vi slå os til tåls med. Og når pædagogen og socialrådgiveren siger, at både fagligheden og medmenneskeligheden byder dem at yde omsorg ’på bedste vis’, og konkurrencestaten siger, at det er der ikke råd til, så tilføjer Brinkmann: ’Det må I lære at affinde jer med’.”
Derfor– konkluderer de to Erasmus Montanuser – er mine bøger et ”knæfald for konkurrencestaten”!
Man må tage sig til hovedet og spørge: Hvordan kan de to skribenter konkludere så afsindigt?
For jeg har selvfølgelig aldrig sagt, ment eller skrevet, at man skal ”slå sig til tåls med”, at arbejdsglæden forsvinder – eller at man må ”affinde sig med”, at der ikke er råd til omsorg. Ankarloo og Ulrich griber dette ud af den blå luft i et uforståeligt forsøg på at tilsværte mine analyser.
Det, jeg faktisk skriver i ”Gå glip”, er, at vi skal skabe ”kulturelle landskaber” at leve og arbejde i, hvor vi kan fokusere på de væsentlige ting. Hvis man er skolelærer, er det måske videregivelse af faglige kundskaber og demokratisk myndighed. Hvis man arbejder inden for plejesektoren, er det omsorg og nærvær. Når ”konkurrencestaten” med dens styringsmekanismer truer disse centrale opgaver, er det selvfølgelig ikke det væsentlige indhold i arbejdet, vi skal ”gå glip af”, men den statsstruktur, som vanskeliggør realiseringen af de væsentlige værdier.
Jeg bruger sjældent begrebet om konkurrencestaten, fordi det er blevet et upræcist skraldespandsbegreb for alt det, vi ikke kan lide i det moderne samfund, men i princippet kunne bogen have heddet ”Gå glip af konkurrencestaten”!
Om det havde været tydeligt nok for mennesker, der bevidst ønsker at misforstå mig, ved jeg ikke. Men her lidt serviceinformation om ”Gå glip” til Ankarloo og Ulrich. Så kan de jo overveje, om de vil læse den:
Bogen åbner med et politisk argument for et bæredygtigt samfund i både menneskelig og økologisk forstand, hvilket i mine øjne fordrer en høj grad af økonomisk lighed. I et og alt argumenterer jeg i bogen imod ”den opportunistiske person”, der ifølge Ove Kaj Pedersen bliver idealet i konkurrencestaten, og imod den instrumentalisme, der for ofte kommer til at herske på det menneskelige område.
Bogen rehabiliterer idéen om ”at kere sig om noget”, der er etisk og eksistentielt betydningsfuldt i tilværelsen, hvilket er det stik modsatte af det, som Ankarloo og Ulrich skyder mig i skoene. De lader til at mene, at når en bog hedder ”Gå glip”, så er det, fordi man bare skal acceptere vilkårene. Men min bog vil det stik modsatte, hvad alle, der læser bare få sider i bogen, vil vide.
Det er beskæmmende, at Ankarloo, lektor på Malmö Högskola, og Ulrich, der er antropolog, kommer med en så tynd og misforstået kritik af noget, jeg hverken mener eller skriver om i ”Gå glip”.
Svend Brinkmann er professor i psykologi ved Aalborg Universitet og forfatter.