Hvis en antikvitet er et sjældent, gammelt samlerobjekt, der er taget ud af brug for måske at blive udstillet på et museum, ja, så er antikken ingen antikvitet. Heller ikke selvom ordet antikvitet er afledt af den periode, vi kender som antikken. Det vil sige den græsk-romerske oldtid. For den periode og dens kultur er heldigvis hverken sjælden eller taget ud af brug. Med det mener jeg, at antikken er ganske levende blandt moderne mennesker i form af samfundsinstitutioner som gymnasier og universiteter og endda demokratiet selv. Det samme gælder vores tanker om etik, æstetik, kunst, digtning, historiefortælling, menneskekundskab og meget andet, der er dybt påvirket af antikken.
Det er derfor en umulig opgave at beskrive oldtidens betydning for vores selvforståelse, da denne betydning er indlejret og aflæselig stort set alle steder i vores moderne omverden. Ikke desto mindre er det den opgave, jeg i forbindelse med Golden Days-festivalen om antikken vil forsøge at løse her, dog ved at indskrænke mig til en bestemt idéhistorisk tråd, der går fra de græske filosoffer Platon og Aristoteles og deres tanker om mennesket, der er lige så aktuelle i dag som for 2500 år siden. Filosoffen Jonathan Barnes har sagt, at grækerne besad alle de filosofiske sandheder, hvorfor vores opgave i dag primært er at passe på dem. Det er trods alt en overdrivelse, men udsagnet kan fremme forståelsen af, at de græske filosoffer ikke blot bidrog til forskellige filosofiske diskussioner, men rent faktisk skabte den menneskelige erkendelses- og livsform, vi kalder filosofi.
Og det er en nødvendig opgave, for os der lever i dag, at bevare filosofien i en tid, hvor der ellers lægges større vægt på underholdning og nytteværdi. A.N. Whiteheads berømte udsagn om, at den vestlige filosofi er ”fodnoter til Platon”, bekræfter samme synspunkt: at vi står på skuldrene af disse giganter fra antikken i vores tænkning, og at selv forsøget på at undslippe arven fra antikken (som mange filosoffer har haft som erklæret mål i tidens løb) uundgåeligt må betjene sig af tankefigurer fra netop det, man søger at undslippe.
Platon var geniet, der skrev poetiske dialoger – typisk med Sokrates som hovedperson – og som ville nå til evige indsigter. Aristoteles var eleven, der skrev mere prosaiske forelæsningsnoter og både skabte de forskellige filosofiske discipliner og opdyrkede videnskaber som fysik og biologi. Man kan fokusere på forskellene imellem dem, for eksempel på Platons udødelige sjæl over for Aristoteles’ sjæl som den levende krops form, eller man kan fokusere på lighederne, der især udspringer af deres betoning af fornuften.
Det, der for disse filosoffer udmærker mennesket, er, at vi har en særlig fornuft. Planter og dyr har mere primitive former for sjæleliv, men menneskets sjæl er fornuftig, da vi kan tænke, tale, forholde os til os selv og derfor kan holdes ansvarlige for vores handlinger. Det er humanismens grundlæggende idé. Vi kan realisere den menneskelige naturs potentialer, hvilket grækerne kaldte eudaimonia, som vi i dag lidt misvisende oversætter til lykke. Det er nærmere lykke forstået som det vellykkede liv. Realiseringen af den menneskelige natur forudsætter dog et fællesskab – en form for polis (hvorfra vi har begrebet om politik) – hvori den nødvendige dannelse kan foregå. Dannelsen kaldte grækerne paideia (hvorfra vi har begrebet om pædagogik), og her vendes sjælen mod det egentlige værdifulde, især mod det, som har iboende værdi, og som vi vil vælge at gøre for dets egen skyld og ikke bare for at opnå noget ydre med det.
Det er grækernes menneskeforståelse i kondenseret form: Mennesket er et fornuftsvæsen, der har brug for at deltage i et fællesskab for at kunne realisere den menneskelige natur gennem dannelsesprocesser. Og det er i mine øjne netop den forståelse, vi har brug for at passe på i en tid, der ofte kredser om instrumentelle værdier (ud fra spørgsmålet: Hvad kan jeg bruge det til?) snarere end fænomenernes egenværdi, og som lidt for ofte dyrker opportunismen frem for dannelsen.
I dagens Danmark er vi danskere og europæere, men vi er også grækere, fordi vi fra antikken har fået overleveret en grundforståelse af menneske og samfund, som vi skal huske at værdsætte og beskytte. At passe på arven fra antikken er derfor også at passe på os selv.
Svend Brinkmann er forfatter og professor i psykologi ved Aalborg Universitet.