Der er debat om min position efter udgivelsen af min bog "Tænk", og selv om det er glædeligt at blive læst og diskuteret, er jeg mildt sagt overrasket over, at en kritisk anmelder, Matthias Dressler-Bredsdorff, turnerer rundt i medierne og ikke bare fremstiller min position skævt, men i diametral modsætning til, hvad jeg faktisk skriver. Senest den 3. september i Kristeligt Dagblad, hvor der er et helt interview med Dressler-Bredsdorff, som jeg ikke er blevet tilbudt at svare på. Derfor tillader jeg her kort at gennemgå nogle af hans forkerte påstande:
1: Dressler-Bredsdorff kalder det i interviewet et problem, ”når Brinkmann leverer en tilgang til vores egne lidelser, der gør dem individuelle, selvom de udspringer af fælles problemer. Derved fjerner man muligheden for at gøre noget ved dem. For hvis det er arbejdsmarkedet, der gør os syge, så er det arbejdsmarkedet, vi må forandre.”
Hvis man har læst to ord af noget, jeg har skrevet gennem det seneste årti, vil man vide, at hele mit faglige virke udspringer af en kritik af individualiseringen, ikke mindst individualiseringen af lidelse. Individet er selvfølgelig ikke magtesløst, men jeg har skrevet spalte op og spalte ned med analyser af, hvordan psykiske problemer psykologiseres i det moderne samfund, og at vi bør ændre vores livsbetingelser og ikke bare tilpasse mennesker til problematiske vilkår. Også i den nye bog, der plæderer for at skabe rum til kritisk refleksion og eftertanke.
2: Dressler-Bredsdorff kritiserer, hvad han kalder min ”populærideologi” med ordene: ”Det er selvfølgelig vigtigt, at vi lærer at tænke, men tænkning er ikke noget, der udelukkende foregår på et individuelt niveau. Tænkning er en udveksling mellem den enkelte og verden. Svend Brinkmann repræsenterer en udbredt ideologisk position i Danmark, hvor man hævder, at tænkning er noget meget personligt og individuelt.”
Det er svært at tro, at Dressler-Bredsdorff har læst min bog: Den er jo netop bygget op ud fra præmissen om, at al tænkning er dialogisk - og ikke monologisk og individuel. Vi lærer at tænke, fordi vi er i samtale med andre. Endda de tilstræbt humoristiske råd i bogen har til hensigt at vise mennesket ud i verden og ikke ind i individet (man skal tænke med verden, med bøger, med historien og så videre).
3: Dressler-Bredsdorff anklager mig for at mangle blik for relationer: ”Ethvert menneske er også skabt af sine relationer til omverden. Man må forstå, at man ikke bare beror i sig selv, og at man netop ændrer sig selv ved at ændre sin verden - fordi verden er inde i os. Dét grundlæggende filosofiske udgangspunkt er selvhjælpsbølgen i sine forskellige versioner blind for.”
Det er netop derfor, jeg vedholdende har været kritisk over for selvhjælpsbølgen og har formuleret en relationel menneskeopfattelse som kontrast. I "Tænk" er det især Lev Vygotsky, jeg trækker på, da han netop viste, at den sociale verden ”er inde i os” i kraft af de intersubjektive relationer, der former vores psyke fra vi er ganske små, og som vi bærer videre i vores tænkning gennem livet.
4: Dressler-Bredsdorff forsvarer sine angreb ved at sige: ”Netop fordi Brinkmann er blevet et enormt kulturelt fænomen, er det vigtigt at gå i clinch med hans tanker, fordi de er blevet en stor del af tidens almene mening.”
Jeg har selvfølgelig før prøvet at få en dårlig anmeldelse, og jeg er kun taknemmelig for, at nogen vil gå i clinch med mine tanker, men det er netop det, Dressler-Bredsdorff undlader at gøre. Jeg ved ikke hvorfor, men han har tydeligvis opfundet sin helt egen version af, hvad jeg mener, der på surrealistisk vis står i direkte modsætning til, hvad jeg faktisk skriver. Det har han skrevet i sin lange anmeldelse i Politiken, det sagde han i Deadline, og nu siger han det i Kristeligt Dagblad. Jeg kender ikke Dressler-Bredsdorff eller hans bevæggrunde, men det virker som et forsøg på en slags personlig vendetta.
Svend Brinkmann er professor i psykologi og forfatter.