I din seneste klumme i dagbladet Politiken står der i overskriften, at ”Svend Brinkmann vil vende dannelsen på hovedet”. Hvordan er dannelse set fra den modsatte side?
Dannelse er, hvad dannelse altid har været, nemlig det enkelte menneskes vej ind i et fællesskab, der eksisterede før det enkelte menneske. Det står i modsætning til den uddannelsestænkning, der kun handler om ydre, målbare krav og kompetencer, og til selvudvikling, hvor alt handler om den enkeltes subjektive oplevelse løsrevet fra andre.
Hvis dannelsen er, hvad den altid har været, hvad er det så for en forandring, du mener, der er brug for?
Det, jeg gerne vil vende på hovedet, er den grundtvigske idé om oplysning af alle de uoplyste. ”Er lyset for de lærde blot?”, spurgte Grundtvig og besvarede dette med et nej. Jeg mener, at dannelse også vedrører alt det, vi gør med vores krop og vores hænder, og at vi er kommet til at fokusere for meget på det intellektuelle. Viden er ikke kun tanker, men også at gøre noget aktivt.
Men gik Grundtvigs højskoletanke ikke netop ud på at skabe en modkultur? At vende sig fra verdensfjern latinskole-tænkning og kombinere grundtvigske kæpheste som historie og nordisk mytologi med særdeles praktisk undervisning på højskolerne?
Jo, men sådan tror jeg ikke, højskolerne tænker mere. Det er heller ikke, fordi jeg specifikt har et horn i siden på højskolerne. Men jeg har et udestående med Grundtvig. Bemærk lysmetaforen, som går tilbage til Platon og handler om, at nogen skal give indsigten, det intellektuelle, til nogen, som mangler lys. I dag er der mange af de ”lærde”, som burde ”oplyses” ind i praktiske arbejdsfællesskaber. Den intellektuelle elite bør også kende til håndværk og landbrug. Måske kunne det netop foregå på højskoler.
Du citerer uddannelsesforskeren Thomas Aastrup Rømer for et dannelsesideal om, at alle skal lære at mestre ét håndværk, ét musikinstrument, én idrætsgren og ét fremmedsprog. Er det ikke en stor del af det, højskolerne, men også aftenskolerne og gymnasierne, arbejder med?
Ikke håndværk. Og hvad angår fremmedsprog, handler det om at forstå, at et sprog ikke bare er en færdighed, man kan bruge som turist. Men at hvert sprog er en ny struktur for at gå på opdagelse i verden, en ny formel for kærlighed.
De nævnte dannelsesidealer har en klang af klassisk dansk folkeoplysningstanke, fra før der gik selvudvikling, Pisa-test og kompetencer i det hele. Drømmer du og Thomas Aastrup Rømer jer tilbage til den danske skole anno cirka 1960?
Jeg er meget påvirket af det, han kalder uddannelsessystemets fald i form af pisaficeringen af det hele (Pisa-undersøgelsernes forandring af hele uddannelsessystemet, red.). Men hverken han eller jeg tror, vi bare kan genetablere skolen, som den var i 1960. Der er sket meget i verden siden. Vi har fået ny teknologi og globalisering.
Men jeg tror, vi kan lave en skole, som kombinerer rodfæstethed i traditionen med udsyn. Det var vistnok det, daværende undervisningsminister Christine Antorini (S) talte om, da hun forud for folkeskolereformen talte om ”Ny nordisk skole”. Men det var ren retorik. Det blev ikke særlig nordisk. Men det blev meget nyt.