Prøv avisen
Debat

Svend Brinkmann: Vi må kunne tale om det gode uden Gud

Hvis et menneske i dag påstod at høre Guds stemme, der beordrede vedkommende til at dræbe et barn, ville vi (efter min mening med rette) opfatte det som et psykotisk symptom og lade personen indlægge. Vi vil heldigvis ikke lade noget suspendere det etiske, skriver Svend Brinkmann. Foto: Kåre Viemose/BAM

Hvis Gud ikke findes, ja, så eksisterer den etiske fordring stadig. Det er ikke det samme som, at jeg ”pine død” ønsker det religiøse væk fra tilværelsen, skriver Svend Brinkmann som svar på kritik

I forbindelse med udgivelsen af min bog ”Ståsteder” har der udspillet sig en virkelig interessant debat i Kristeligt Dagblad.

Sørine Gotfredsen og Nana Hauge har kritiseret min bog for at mangle blik for det religiøse, mens Nils Gunder Hansen fra sit løgstrupske udgangspunkt omvendt har forsvaret mit forsøg på at beskrive en etik, der ikke nødvendigvis har Gud som ”mellembestemmelse”.

Jeg ønsker her at give mit eget besyv med ud fra Gotfredsens seneste refleksion den 16. september, hvor hun blandt andet skriver:

”Svend Brinkmanns projekt har at gøre med at konstruere et livssyn, der pine død skal hænge sammen uden berøring med det guddommelige.”

Det er jeg ikke enig i – i hvert fald ikke hvis udtrykket ”pine død” skal forstås som et ønske om at fjerne henvisninger til det guddommelige fra vores tilværelse.

Det har jeg bestemt intet ønske om: Jeg anerkender fuldt ud betydningen af det religiøse sprog og religiøs erfaring for mennesker og kultur. Men jeg tillader mig at drage en distinktion, der jo på mange måder netop er kierkegaardsk, mellem det etiske og det religiøse. Og jeg beskæftiger mig så alene med det etiske.

Efter min mening bliver det nemlig stærkt problematisk, hvis man vil lade det religiøse diktere det etiske. Kierkegaard stiller gennem pseudonymet Johannes de Silentio sit berømte spørgsmål: ”Gives der en teleologisk Suspension af det Ethiske?”.

Altså: Findes der en formålsbestemt ophævelse af etikken? For eksempel når Gud beordrer Abraham at ofre sønnen Isak og derved lade det religiøse overtrumfe enhver etisk forpligtelse? I ”Frygt og Bæven” er svaret umiddelbart ja, og derved ender vi i fundamentalisme.

Hvis et menneske i dag påstod at høre Guds stemme, der beordrede vedkommende til at dræbe et barn, ville vi (efter min mening med rette) opfatte det som et psykotisk symptom og lade personen indlægge. Vi vil heldigvis ikke lade noget suspendere det etiske.

Den fænomenologiske filosof Emmanuel Lévinas, der på mange måder var en jødisk udgave af Løgstrup, kritiserede på dette punkt det, han så som Kierkegaards ”vold”: En ophævelse af det etiske kan for Lévinas aldrig tolereres. Overskridelsen af det etiske til fordel for det religiøse er en form for vold, som vi desværre ser alt for mange eksempler på i vores tid (eksempelvis inden for islamistisk terror). Dette skal ikke forstås som et argument imod det religiøse. Blot som et argument for, at det religiøse tilhører en anden orden end det etiske, og at en sammenblanding kan være yderst risikabel.

De berømte filosoffer Wittgenstein og Schlick diskuterede engang, om det gode er godt, fordi Gud vil det – eller om Gud vil det gode, fordi det er godt. Jeg er næsten altid enig med Wittgenstein, men ikke her: For Wittgenstein mente det førstnævnte.

Men det må betyde, at det er godt at dræbe sit barn, hvis Gud vil det. Jeg vil i stedet tilslutte mig det sidstnævnte: Hvis der findes en Gud, vil han det gode, fordi det er godt. På den måde er ”det gode” med Iris Murdochs betegnelse et ”suverænt begreb”, der ikke lader sig grunde i andet end sig selv. Hvis jeg kan tilgives et amatørteologisk indslag, så kan vi netop også læse i skabelsesberetningen, at Gud først lader der blive lys, hvorefter der står: ”Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.” Gud så, at det var godt. Han valgte det ikke, men ville det velsagtens, fordi det var godt.

Heri ligger mit udgangspunkt: At man kan diskutere tilværelsens etiske og moralske fordringer uden det religiøse. For hvis det gode findes, så må Gud alligevel ville det (og ellers er han vel ikke Gud?). Og hvis Gud ikke findes, ja, så eksisterer den etiske fordring stadig.

Det er ikke det samme som, at jeg ”pine død” ønsker det religiøse væk fra tilværelsen, slet ikke. Men det er måske en etisk advarsel mod religiøs fundamentalisme af enhver art (herunder også de humanistiske fundamentalismer, men det er en helt anden sag).

Svend Brinkmann er professor i psykologi ved Aalborg Universitet.