I årstidens anledning har nationens profane sjælesørger og revser Svend Brinkmann skiftet briksen ud med en liggestol i pileflet, hvor såkaldte markante danskere tager plads til en samtale om de store spørgsmål. Som Svend Brinkmann selv siger det: ”Jeg har fået lov til at prædike lidt i denne sommerudsendelse på P1.”
Dog altså sammen med en ”gæsteprædikant” som i ugens afsnit var forfatterinden Hanne Vibeke Holst, som fortalte, hvordan hun var på vej gennem en ”eksistentiel passage”.
Hanne Vibeke Holst fortalte om sin barndom og ungdom og ikke mindst sit kostskoleophold i Wien, hvor hun fandt ophøjethed i ensomheden og hengav sig til studiet af de tysksprogede klassikere. Da Hanne Vibeke Holst kom hjem og i gymnasiet, blev hun ræverød, men nu ville hun beskrive sig som humanist og feminist med om et ideal om rummelighed og empati i forhold til den anden.
Det støder næppe mange, men det er også så bredt, at det er svært at gennemskue, hvad det betyder i praksis. Humanisme klinger godt, den kan imidlertid også blive til fraseologi og frelste meninger. Rummelighed er for eksempel fint, men grænseløs rummelighed ophæver alle rum, og så er der kun kaos tilbage.
Hanne Vibeke Holst selvbiografi var dog kun en del af programmet i ”Brinkmanns sommerbriks”. Tyngdepunktet var talen om mening og håb inspireret af den østrigske psykiatriprofessor Viktor Frankl.
Svend Brinkmanns sommerprogrammer har nemlig det gode og faste element, at han hver gang hiver et filosofisk mesterværk op af lommen. Det skaber et fælles mødested, hvor værket kommer i centrum og udfordrer både værten og gæsten.
Værket var af nævnte Viktor Frankl med den danske titel ”Psykologi og eksistens”. Viktor Frankl sad i Auschwitz, og her i de umenneskelige omgivelser fik han skærpet sine tanker om liv og mening. Frankl kunne således konstatere, at de fanger, som klarede sig bedst, var de fanger, som kunne finde en mening, selv om de var underlagt ekstreme livs-omstændigheder. Det var meningen, som holdt mennesker oppe, det trodsige håb mod alle odds. Man kom til at tænke på gamle Abraham, som troede med ”håb imod håb”.
Hanne Vibeke Holst nævnte, at Peter Bastian engang var blevet spurgt om livet med meningen og havde svaret: ”Livet.” Hanne Vibeke Holst sagde, at hun – med et fint gammelt udtryk for at være udmattet og træt efter dagens arbejde – gerne ville dø ”mødig” efter at have ydet sin dont og øvet sin livsopgave. Brinkmann betonede, at Frankl på en måde havde korrigeret indadvendtheden i den moderne psykoterapi.
Det handler ikke bare om at finde noget i sig selv, men at finde noget i verden. Jo, der var mange velgørende ord i ”Brinkmanns sommerbrinks”, og det var vel så langt, man kunne komme med mening og håb uden at nævne Gud. Det var, som samtalen fandt sted i et grænseland til troen uden at krydse grænsen. Ikke ganske utypisk for Brinkmann. Den største mening må dog være den, som er større end livet, og det håb, som rækker længere end verden.
Jesper Bacher er sognepræst.