Der er i Sverige som i Danmark opfundet en drømmegud - en gud, der er et ekko af tidens forslidte fraser om inklusion, rummelighed og multireligiøsitet.
Det er desværre en gud, som ikke har noget med kristendommen at gøre. Derfor bliver den kirke, der forkynder denne drømmegud også en fuldstændig irrelevant blindtarm på tidens almindelige modehumanisme - en overflødig kirke, som plaprer løs om økologi, asylpolitik, Mellemøsten, fedme, anoreksi og alt andet mellem himmel og jord.
Roden til problemet er den manglende respekt for Bibelen som det sted, vi møder apostlenes vidnesbyrd om Guds søn. Det er derfra og ikke andre steder, vi har vores trosregel.
Den oldkirkelige teolog Tertullian fra det 2. århundrede fortæller, at man gerne hørte om drømme, når menigheden i Karthago samledes, hvori Gud havde talt til mennesker, men drømmene kunne kun accepteres, hvis det ikke modsagde apostelvidnesbyrdet - det, der er klarest samlet i vores tros-bekendelse.
Det kunne den svenske domprovst og hans danske ligesindede lære en del af. I stedet for gør de deres drømme om multireligiøsitet til herre over kristentroen. De tror i deres storhedsvanvid, at de er klogere på Gud end apostlene, fordi de lever i en tid, hvor man kan skrive sms'er og køre el-bil.
Men det er ikke det ”udviklede” menneske, der skaber en ”moderne” Gud. Det er Gud, der har skabt mennesket, og det menneske forholder sig i tro eller vantro til Kristus.
Ser man på de mange nye kristne, som for eksempel er blevet kristne gennem Church of Love, opdager man, at det er Bibelen, der gør, at de træder ind i samfundet på en måde, så de ligner danskerne, ikke en lang oplysningsperiode over århundreder.
Det er Kristus, der gør fri, idet han lærer dem for eksempel, at der ikke er rent og urent, rene mennesker og urene mennesker, at de er frie og frelste af hans magt og gerning alene.
Det er Kristus, der gør fri og stiller mennesket bundet alene til Gud ved samvittigheden og næsten ved ansvaret, som den enkelte selv bærer.
Den Gud, der forkynder dette som sandheden, kan ikke være ham, der taler om frelse gennem kastevæsen eller halal og haram eller tilbedelse af kilder og træer eller noget helt fjerde.
Det er det, der menes, når Kristus siger: Jeg er frelsen og vejen og livet, ingen kommer til faderen uden gennem mig. Og det er så sandt som det er sagt.
Torben Bramming er sognepræst i Ribe og Seem